Er det kun et spørgsmål om ord. At tænke er at tvivle
Af: Bjarne Hilmersson. Mosegårdsvej 43, Odense C.

Nuance: "Jeg tænker - altså er jeg", sagde Renè Descartes. Det er alt andet lige rigtigt. Men i det sidste års tid er det på nærmeste blevet et mantra at sige: "Jeg tænker". På TV høres det konstant. Hvor lytteren tror, det er besindige og kloge professionelle eksperter, der udtaler sig. Men det er det ikke. Det er bare personer, der ingen mening har. Der ikke synes eller tror noget, og da slet ikke vil postulere noget. Er det en reminiscens af epidemien, den politiske korrekthed, vi er overdænget med. "Jeg tænker" er et uforpligtende dække uden kanter, der højst kan give lytteren røde knopper af at høre på larmen fra "jeg tænker".

Et større problem er, at politikerne også bruger det i overflod. De mener eller lover intet. "Jeg tænker" siger de. De kunne i stedet sige: "Jeg tvivler". For det at tænke er at tvivle. Underforstået, jeg fralægger mig ansvaret for det, jeg siger.

Ønsker vi og politikerne bevidst at fralægge os ansvaret og være så politiske korrekte og derfor siger: "Jeg tænker". Eller mener vi noget med det, vi siger? Hvor "mener" er det modsatte, for det er forpligtende. Det bør vi tænke på næste gang, vi siger "jeg tænker ". Om ikke vi skulle sige "jeg mener". Jeg tænker, at det er et rimeligt spørgsmål at stille til politikeren og os selv.