Er der en kulturminister til stede? DR-besparelser var ikke gået i Bomholts tid
Af: Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Esbjerg Anders Kronborg

Danmarks Radio skal spare 20 procent. Der er overhovedet ingen tvivl om, at dette kan mærkes på kvaliteten i sendefladen og i programmerne. Danmarks Radio har med deres programmer og indhold i mange årtier samlet danskerne. Som fælles referenceramme, kritisk journalistik og med et mangfoldigt program har DR således været en samlende kultur- og medieinstitution i Danmark - og har været med til at styrke fællesskabet og sammenhængskraften i vores land samtidig med, at det har genereret debatskabende aktiviteter på arbejdspladsen og over kaffebordene i de danske hjem.

Man kan vist roligt sige, at Esbjergs tidligere folketingsmand, Julius Bomholt (S), fik ret i sine antagelser fra 1950'erne - i fjernsynets spæde fødsel - hvor han fremtidsorienteret skrev: "Mon ikke det vil vise sig, at det (red. fjernsynet) er århundredets betydeligste kulturtekniske middel?"

Selvom kulturteknisk ikke er det mest glamourøse udtryk, så dækker det alligevel over en forudsigelse og en forståelse af, at kulturen er med til at binde os sammen og udvikle os som folk. Julius Bomholt forudså potentialet i fjernsynet, og at det også for den "jævne mand" ville være et vindue til verden - være et vindue til kunst og kultur samtidig med, at fjernsynet ville mindske afstanden mellem land og by.

Danmarks Radio har gennem fjernsynets historie været den dominerende faktor i Danmark og leveret kultur og dannelse til os alle. DR har om nogen leveret det, vi med et folkekært ord kan kalde 'nationale-klassikere'. Hvor mange gange har Matador ikke samlet de danske hjem om fjernsynet og efterfølgende blevet brugt som kildekritisk præference i historieundervisningen i folkeskolen og på gymnasiet? Julekalendere lige fra 'Jul i Gammelby' til 'Nissebanden på Grønland' har givet os indblik i såvel vores historie som i vores venner i rigsfællesskabet. For slet ikke at tale om nyhedsudsendelser, debatprogrammet og dækning af sport- og kulturbegivenheder. Eller Dansktoppen, der banede vejen for fx John Mogensen, Birthe Kjær og Johnny Reimar. Jeg oplever også selv i min dagligdag, hvordan min søn og hans kammerater har et fællesskab omkring DR-figurerne fra Ramasjang. Sådan kan man blive ved med at komme med eksempler, og skulle de alle nedfældes, ville de fylde mange ruller papir.

At rædslerne fra 2. verdenskrig var i frisk erindring i 1950'erne kan næppe bestrides, men det er nok heller ikke hele forklaringen på, at Julius Bomholt i det årti valgte at italesætte fjernsynet som fredsskabende for at vinde politisk opbakning til udviklingen og implementeringen af fjernsynet: "Og positivt kan fjernsynet medvirke til at fremme den indbyrdes forståelse, som er en af vejene til fred."

I en verden, der efter 2. verdenskrig blev mindre, og hvor landene indgik et tættere samarbejde - og hvor spændingerne mellem stormagterne til tider også var højspændt - var det utroligt vigtigt, at danskerne havde forståelse for omverdenen. Behovet for denne forståelse er ikke blevet mindre i en mere kompleks og polariseret verden med fx flygtningestrømme og klimaforandringer. Det er absolut lige så vigtigt, som da Bomholt agiterede for fjernsynet, at vi i 2018 også har en stærk, fælles og stabil referenceramme med høj kvalitet.

Det er indlysende, at et polariseret medieforbrug giver et polariseret samfund, og derfor er et stærkt DR og dansk public service vigtig - ikke bare for vores sprogområde og kulturelle identitet som lille nation, men også for den demokratiske samtale i forhold til at være en oplyst befolkning. Pointen om, at kultur er en livsnødvendighed og er med til at bane vejen vej for en friere menneskelighed, bør ikke undervurderes.

Ligesom Julius Bomholt var kritisk overfor, at det kulturelle marked var underforsynet med værdier og virkelig kvalitet, så skal vi naturligvis også altid turde at tage en samfundskritisk diskussion om, hvorvidt Danmarks Radio de senere år har leveret for meget kulturel junkfood. Svaret på denne udfordring er og bliver dog aldrig store besparelser, som regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til.

Med store besparelser i vente for DR, så kan man med rette spørge, om der er en kulturminister tilstede i Kulturministeriet, for det virker kulturfattigt, at man for at imødegå fremtidens store medieudbud med store internationale spillere som Netflix, HBO og det store udvalg af udenlandske tv-kanaler og elektroniske medier, lægger op til store besparelser hos vores fælles samlingspunkt. DR er i 2018 også blevet mere end blot radio og fjernsyn, og det skal der naturligvis være muskler til videreudvikle på.

Da Kulturministeriet blev oprettet i 1961 havde det jo netop det formål, at befolkningen populært sagt ikke skulle "hænge på gadehjørnerne og forsumpe i pop". Da man i 1963 f.eks. valgte at lukke et hul fra FM-båndet, hvor piratsendere sendte popbaseret og reklamefinansieret radio fra skibe i internationalt farvand i Øresund ud i danskernes radioer, valgte man at udvide Danmarks Radio med P3.

Medieverdenen er kompliceret, men ikke mere kompliceret end at ansvarlige politikere skal fange tendenserne og møde udviklingen meget sindigt. Det er ikke længe siden, at hele verden kunne se, hvordan en amerikansk præsidentkandidat kommunikerede ukritisk til masserne på Twitter via en maskine, og hvor "fake news" kan afgøre valg og dermed er et alvorligt problem i etablerede demokratier. Tendenserne kan også ses i Danmark. Selvom det dog er i væsentlig mindre målestok, så er det noget, som vi ikke bare skal nøjes med at tage ad notam.Politikere skal naturligvis have en holdning til medieverdenen, og Danmarks Radio skal også udfordres uden at bliver statskontrolleret. Med omfattende besparelser udfordrer regeringen og Dansk Folkeparti dog noget af det mest dyrebare i vores demokrati. Der er ingen tvivl om, at Julius Bomholt indædt havde kastet sig ind i denne kamp - og måske de nuværende politikere skulle dyrke Bomholts visioner, for mister Danmarks Radio sit råderum (og ånderum), så mister Danmark noget værdifuldt i sin oplysningsvirksomhed. I sidste ende til skade for demokratiet.