Er Danmark en kinesisk lydstat?
Af: Tidligere landsformand for Europabevægelsen Erik Boel

I det seneste nummer af The Economist dokumenterer det ansete britiske tidsskrift, hvorledes Kina blander sig i de vestlige landes indre anliggender. Gennem manipulation, pres og økonomiske donationer forsøger Kina at tegne et positivt billede af landet og undgå kritik af krænkelser af menneskerettighederne, besættelsen af Tibet, undertrykkelsen af den åndelige bevægelse Falun Gong og massakren på Tiananmen Pladsen i 1989. Denne form for kinesisk infiltrering foregår i bl.a. Australien, New Zealand, Storbritannien, USA og Tyskland. Men det er tilsyneladende slet ikke nødvendig i Danmark. Vi lægger os fladt ned på forhånd og er underdanige over for de fine herrer fra Kina. Her bygger vi videre på en mangeårig tradition i dansk udenrigspolitik for ydmyghed over for de store lande - typisk ud fra kræmmerhensyn.

Det er svært at frigøre sig fra den mistanke, at den højtbesungne danske ytringsfrihed nok gælder, når pointen er at drille, ydmyge og latterliggøre muslimer. Men se, om vi tør stille op, når det gælder forholdet til stormagterne - her stikker vi hellere piben ind. I Tibet-sagen fra 2012 forsøgte politiet at skærme den kinesiske præsident, Hu Jintao, fra demonstranterne og deres megafoner. Politiet fratog demonstranterne Tibet-bannere og flag og prøvede i det hele taget undgå, at demonstranterne var synlige for den fine gæst. Efterfølgende blev der nedsat en Undersøgelseskommissionen, hvis arbejde har været præget af cover up, modsigelser, "hukommelsessvigt" og afvisning af at afgive forklaring. Alt i alt en uskøn proces.

Nu foreligger rapporten og Tibetkommissionen konkluderer, at politiet både løj og brød Grundloven, da de forhindrede demonstranterne i at ytre sig under et kinesisk statsbesøg. Men ansvaret bør ikke blive tørret af på embedsmænd og politifolk. Man skal kende dansk politi dårligt, hvis man tror, at det af egen drift finder på at konfiskere Tibets farvestrålende flag. Jeg skal ikke kloge mig på det juridiske ansvar. Men politisk og moralsk er ansvaret politikernes. Tibet er som en lynkineser i dansk udenrigspolitik. Den sprutter og det går altid galt. På den ene side vil vi - i princippet i hvert fald - så forfærdelig gerne kæmpe for menneske- og minoritetsrettighederne i Kina. På den anden side ender vi som regel med at gøre knæfald for Riget i midten - af politiske hensyn eller med tanke på danske eksportinteresser.

Tidligere var det især modtagelsen af Tibets åndelige leder Dalai Lama, der gav politikerne hovedbrud. Politikerne gik som katten om den varme grød. Mest parodisk var statsminister Poul Nyrup Rasmussens møde i 2000 med Dalai Lama i et lokale i afgangshallen i Københavns lufthavn kl 8 om morgenen, kort før Lama skulle flyve videre til Oslo. Af frygt for at vække kinesernes vrede skulle modtagelsen være så ussel som mulig. Statsminister Lars Løkke Rasmussen vovede trods alt pelsen, da han i 2009 modtog Dalai Lama på Marienborg. Men kineserne blev rasende og et bredt flertal af Folketingets partier - bortset fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten - vedtog derpå en verbalnote, der kun kunne opfattes som, at Danmark aktivt ville modarbejde tibetansk selvstændighed.

Hvad kan vi lære af Tibet-sagen? Politikerne bør åbent sige, at der ikke mindst for et lille land er begrænsninger på vore muligheder for at forfølge hensynet til menneskerettighederne. Det være sig forsyningsmæssigt, sikkerhedspolitisk eller ud fra eksportinteresser. Det vil befolkningen udmærket kunne forstå: Kina er en økonomisk supermagt og dansk erhvervsliv vil naturligvis gerne have adgang til det enorme og voksende kinesiske marked. Vi bør arbejde for fælles EU-fodslag i Tibet-politikken. Så får vor politik større gennemslagskraft og det bliver vanskeligere for Kina at spille de europæiske lande ud mod hinanden.

Når Dalai Lama er i USA, modtages han i Det hvide Hus og den kinesiske præsident må finde sig i højtråbende demonstranter, når han kører gennem Washington. Med EU på banen bør vi kunne optræde lige så anstændigt, næste gang en fornem kineser lægger vejen forbi. Vi bør insistere på, at der trods alt er et spillerum for en selvstændig dansk stillingtagen i kampen for de menneskelige rettigheder. Vi skal ikke bare bukke og skrabe for kineserne - og slet ikke på bekostning af Grundloven. Glem ikke, at kineserne også har brug for os, fx økonomisk. Det bør ikke igen komme dertil, at en dansk regering krænker de grundlovssikrede rettigheder af benovelse over en fremmed magt.