Ensartet behandling gør os middelmådige: Forskellighed er en gave


Ensartet behandling gør os middelmådige: Forskellighed er en gave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Musiker, komponist Mads Langer
Billede
Debat. 

For nogle dage siden var jeg gæst i Mads & Monopolet Live i Operahuset i København. Det er altid en dejlig oplevelse at være med, og selvom nogle af dilemmaerne engang imellem tenderer en smule banale, så er der altid noget at hente, når man sætter sig ind i andre menneskers eksistentielle spørgsmål, eller deres helt lavpraktiske udfordringer i hverdagens trummerum. Der er den enlige moder, der kæmper med sine idealer, hvad iPad-politiken i hjemmet angår, når nu børnene må spille alt det, de vil hos faderen. Der er naboerne, der ikke kan nå til enighed om, hvor høj hækken skal være. Der er utroskab. Der er folk, der ikke er på talefod, fordi der blev snydt i et pakkespil rundt om nytårsbordet.

Denne aften i Operahuset løb vi ind i dette dilemma: En nyuddannet skolelærer har besøg af en gæstelærer fra Afrika. Hun i tvivl om, hvordan hun skal håndtere, at den afrikanske gæstelærer i musikundervisningen har lavet en form for præmieret danseudfordring, hvor de børn, der er friske på at kaste sig ud i en improviseret dans til hans afrikanske trommespil, kan blive de glade vindere af håndlavede armbånd og halskæder fra den engagede gæstelæres hjemland. De børn, der ikke kan finde modet eller lysten til at give slip på sig selv til rytmerne og tonerne af det eksotiske musikalske indslag, må gå tomhændet hjem fra skole den dag.

Den danske skolelærer, der agerer vært, kan ikke finde ud af, hvorvidt hun skal stoppe ham i at forskelsbehandle og forklare ham, at sådan gør vi ikke her i Danmark. Skal hun forklare ham, at i den danske folkeskole er alle børn lige?

Nu var jeg gæst i panelet og skulle forholde mig til dilemmaet. Det skulle mine medværter Simon Juul, Asger Aamund og Hella Joof også. Vi var ikke enige, skulle jeg hilse at sige. Jeg vil undlade at redegøre for de andre monopoldeltageres tanker om emnet, da jeg kun kan tage ansvar for min egen holdning til sagen. Til at starte med spørger jeg mig selv om, hvorvidt det overhovedet er et spørgsmål om lighed? Børn skal opfattes ligeværdigt - ja, men det er ikke det samme som, at der ikke kan være forskelle i den måde, vi opdrager dem på. Man siger f.eks.: "Hvis man vil behandle alle mennesker bedst muligt, skal de behandles forskelligt!" Alle børn skal selvfølgelig have lige muligheder. Og i dette tilfælde fik alle børnene faktisk muligheden for at danse, deltage og belønnes, men nogle børn ønskede ikke at deltage, og derfor fik de ikke et armbånd. Det efterlader så spørgsmålet: Må der kun må danses, hvis alle vil være med?

I min optik skriger vores folkeskole og vores samfund i det hele taget på, at der bliver sat en stor tyk streg under, at forskellighed er en gave. Vi har forskellige behov. Nogle børn har brug for kæft, trit og retning. Andre er hypersensitive og har brug for at ligge på gulvet og tegne deres følelser, mens de lytter til Mozart, når alle indtrykkene bliver for meget. Jeg var et af de børn. Nogle børn finder først nøglen til læsning, matematik eller sprog, når de får lov til at tilgå læringen efter en skræddersyet undervisning, der passer lige netop til deres behov, for blot at nævne nogle få eksempler på den udfordring, vores hårdtprøvede folkeskole står overfor.

Det er klart, at hvis et samfund skal fungere, så skal der være nogle overordnede værdier og retningslinjer, som vi skal navigere efter, men under fællesskabets paraply skal der efter min mening i høj grad være plads til forskelle og dermed forskelsbehandling. Der er fare for, at vi bliver opdraget og uddannet til middelmådighed, så vi kan passe ind i de forskellige kasser, som det voksende bureaukrati i den offentlige sektor har skabt. Man foranlediges til at tro, at målinger, evalueringer og statistikker er vigtigere end indholdet i selve undervisningen.

Jeg er barn af et par virkeligt dygtige og engagerede lærere. Rundt om bordet i mit barndomshjem taler vi ofte om liv, død, samfund - og ikke mindst uddannelse. Det er tydeligt at mærke, hvordan evalueringsskemaer og tomgangsmøder slukker ilden, som brænder i dem begge - ilden, der gennem 40 år har fået dem til at gå stolte og glade på arbejde de fleste dage, fordi de har oplevet den store gave, lærergerningen afføder, når man som menneske får lov til at klæde et barn på med viden, indblik og forståelse for den verden, det er blevet født ind i.

Det smerter mig at se, hvordan en række effektiviseringstiltag på mange niveauer har fjernet den enkelte lærers frirum. Burde vi ikke lade kontrolskemaerne og de mange møder ligge og i stedet give lærerne plads til at prioritere det at undervise og være mere sammen med børnene? Der er brug for, at børn er omgivet af dygtige, farverige og engagerede lærere, som er med til at ruste dem bedst muligt til deres fremtid, hvor de givetvis får rigeligt at se til for at holde sig oven vande.

Der er stor mangel på musiklærere i folkeskolen. Og det kommer ikke bag på mig, for kreativitet og musikalsk udfoldelse kan og skal ikke tæmmes af rigid kassetænkning. Det er en stor fejl at skære i de musisk-kreative fag i folkeskolen og i de videre uddannelsesforløb. Jeg er overbevist om, at vi i de kreative fag har en helt unik kompetenceudvikler, som kan medvirke til, at vores videnssamfund bevæger sig i en positiv retning på alle parametre. Og her tænker jeg ikke bare på de æstetiske fagområder. Jeg taler om hele paletten af faglighed.

Jeg tror på, vi får bedre ingeniører, jurister, pædagoger, sygeplejersker, læger og i det hele taget samfundsborgere af, at vi ærer, styrker og prioriterer kreativitet, æstetik og kunst i alle samfundets instanser hele vejen fra børnehaven til vores sidste stop på plejehjemmet.

Tilbage til dilemmaet fra Mads & Monopolet. For mig er det ganske enkelt. Selvfølgelig skal læreren IKKE prøve at lave om på den afrikanske gæstelærers "take" på en musiktime. For mig er gæstelæreren et smukt eksempel på, hvad den danske folkeskole har brug for. Han lader musikken strømme frit igennem sig, inspirerer børnene til at give slip på tøjlerne og lade sig rive med af rytmernes magiske kraft.

Lad os få mere af det! Mindre konform ensretning - og meget mere kreativitet, musik og fri dans til afrikanske rytmer.

Ensartet behandling gør os middelmådige: Forskellighed er en gave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce