intet og alt: For syv år siden døde danskeren i mig. En dag var han der ikke mere, og jeg har ikke savnet ham.

Europæer har jeg aldrig været, men engang var jeg fynbo. Nu ved jeg ikke, om jeg stadig er kristen, eller om han også er ved at blive borte. Manden i mig er vist også ved at dø ganske langsomt. Og mennesket, hvor er det nu blevet af? Alle forskelle synes at forsvinde. Jeg ender vel med at være intet og alt.

Der er snart ikke nogen, jeg kan komme i modsætningsforhold til. Der er ingen, jeg kan se ned på eller op til. Jeg har ingen sandhed, der skal forsvares, og ingen moral, der skaber gode og onde. Der er intet land og ingen religion, jeg kan kæmpe og dø for.

Jeg møder intet ukrudt på min vej, ser aldrig et urent dyr, og et møgvejr har jeg ikke oplevet de senere år.

Jeg har ingen ejendom, der er værd at skrive om. Jeg hænger mig hverken i fortid eller i fremtid, men kan egentlig tillade mig den luksus at leve uden mål og med.

Og det er måske slet intet ringe liv at leve.
  • fyens.dk