Endeløse besparelser, travlhed og nu konflikt: Det er så ydmygende at være offentligt ansat


Endeløse besparelser, travlhed og nu konflikt: Det er så ydmygende at være offentligt ansat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jordemoder Manja Vilhelmsen Rytter, Odense
Johanne Lila Larsen
Debat. 

Så brød overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte sammen. Hverken i stat, regioner eller kommuner kan arbejdsgivere og medarbejdere blive enige om, hvad rimelige løn- og arbejdsforhold er. Jeg er selv medarbejder på Odense Universitetshospital, OUH. Og denne tekst skal netop handle om, hvad jeg mener er rimeligt.

Jeg er jordemoder. Jeg kan uden at overdrive prale af at være en af de bedst uddannede fødselshjælpere i verden. En af de dygtigste. Jeg er en af dem der kan bidrage til at Danmark er et af de sikreste steder i verden at føde. Men det afspejler mine løn- og arbejdsforhold på ingen måde.

De her overenskomstforhandlinger falder sammen med, at vi i min afdeling, OUH's Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling D er blevet pålagt at spare 13 millioner kroner. Vi skal spare på alt fra antal medarbejdere til antal skraldesække vi bruger. Der er i denne måned blevet fyret sygeplejersker og sekretærer. De fleste social- og sundhedsassistenter er for længst væk, så vi jordemødre har overtaget mange af de opgaver, som sygeplejersker, assistenter og sekretærer før havde. Nu skal det ikke lyde som om, jeg er for fin til at lave andet end at hjælpe børn til verden, men jeg har alt andet lige nemmere ved at koncentrere mig om det, når jeg ikke også skal rydde op og gøre rent i afdelingen, tage telefoner og booke tider til de gravide, dokumentere, registrere, kode og fakturere alt hvad jeg gør, servere mad for de fødende og forklare de pårørende, at der ikke er så meget som en kop kaffe til dem, for det har vi ikke råd til i afdelingen, så skrabet er vores budget, og nu skal der altså spares yderligere 13 millioner kroner.

I de fleste af mine vagter går en stor del af min tid altså med opgaver som tidligere var sygeplejerskens, assistentens eller sekretærens. Den tid er jeg - igen alt andet lige - mindre opmærksom på de fødende og de nyfødte. Læg der til at der er vagter, hvor jeg hverken når at spise eller tisse og regn så selv ud hvad det gør ved min evne til at koncentrere mig. Det sker faktisk, at jeg overser noget jeg burde have reageret på, altså tegn på at noget er galt hos enten en fødende eller hendes barn, fordi jeg pisker rundt, når jeg er på arbejde. Jeg er led og ked at indrømme det, men sådan er det at være jordemoder. Og ja, de fysiske rammer er selvfølgelig også slidte og utidssvarende, det er ingen nyhed, det er bare et vilkår. For mig er det logik, at det går ud over sikkerheden og trygheden for de fødende og de nyfødte. Det er en barsk verden, vores sygehusverden.

Så lige nu er der både besparelser og sammenbrud i overenskomstforhandlingerne samtidig i mit jordemoderliv. Det er næsten ikke til at bære, når jeg hver eneste vagt giver alt hvad jeg har og mere til, fysisk og mentalt, på alle tider at døgnet, alle årets dage. Jeg skal være dygtig til at prioritere det vigtigste først, hedder det. Jeg prøver, men jeg kan for eksempel ikke være to steder samtidig og jeg kan for eksempel heller ikke se gennem vægge.

Er det rimeligt? Er det rimeligt, at jeg som jordemoder har så travlt, at jeg oplever, at jeg ikke har tid til at passe mit arbejde - at passe på de fødende og deres børn? Det er klart, at jeg ikke selv mener det er rimeligt. Jeg er mere tilbøjelig til at bruge et andet ord: det er ydmygende. Det er ydmygende, at være så dygtig til noget som jeg er og så gang på gang opleve at min arbejdsgiver, og her mener jeg det danske samfund, værdsætter mig så lidt, at man med magt kæmper for at forringe mine løn- og arbejdsforhold yderligere. For det er, hvad det føles som om der foregår under sådan en sparerunde og sammenbrud i overenskomstforhandlingerne.

Hvorfor skriver jeg det her? Hvorfor kritiserer jeg min arbejdsgiver? Som offentligt ansat er det i bedste fald risikabelt at kritisere sin arbejdsgiver. Min arbejdsgiver er Region Syddanmark, som i overenskomstforhandlingerne er repræsenteret ved organisationen Danske Regioner, der forhandler om mine løn- og arbejdsvilkår med min fagforening, Jordemoderforeningen, der repræsenteret i et forhandlingsfællesskab med andre sundhedsfaglige forbund. Alt i alt gør det forhandlingerne ret uigennemskuelige for mig, de foregår ret langt fra mit daglige arbejde på fødegangen, ligesom budgetlægningen for OUH og beslutningen om den aktuelle spareplan gør det. Jeg har faktisk meget lidt indflydelse mine egne arbejdsforhold.

Jeg risikerer, når jeg skriver det her at blive udset som en illoyal medarbejder, en der arbejder imod i stedet for med, en man godt kan undvære, altså fyre. Dem der kender mig, og det gør min afdelingsledelse, dem der kan hyre eller fyre mig, heldigvis ret godt. Jeg tror, de ved at mit eneste motiv, når jeg kritiserer det der foregår, besparelserne og sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne, er et dybfølt ønske om forbedring, forbedring af mine arbejdsforhold, så jeg bedre kan passe på de fødende og deres børn.

Men er det virkelig nødvendigt, at gå ud med det offentligt? Det er det for mig. Den her tekst og en ramme om mit profilbillede på Facebook med budskabet "Nok er nok" er mit lille bitte råb om hjælp, min lille bitte måde at forsøge at få lidt indflydelse på mine løn- og arbejdsforhold, min lille bitte tømmerflåde, hvorpå min ytringsfrihed flyder i det her frådende hav af interesser og meninger om det sundhedsvæsen jeg arbejder i. Pas godt på mig, beslutningstagere, ellers kan jeg ikke passe på de fødende og nyfødte.

Endeløse besparelser, travlhed og nu konflikt: Det er så ydmygende at være offentligt ansat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce