Når nu det offentlige og erhvervslivet efterspørger fantasi og kreativitet, hvorfor prioriteres de kompetencer så ikke højere i skole- og uddannelsessystemet?
Året er 2017. En gruppe børn har valgt at arbejde med at udvikle et minidrivhus baseret på plasticposer. De kommunikerer med en venskabsklasse i Afrika hvor der er tørke lige nu. I den ene ende af skolens drivhus afprøver de deres opfindelser i forhold til sol og tørke. De har selv designet en sammenklappelig ramme til poserne. Konstruktionen er inspireret af teltstænger, fjedre, karabinhager og ekspansionsbolte. De får vejledning af en designer, og i næste uge kommer ingeniøren igen.

Sideløbende udvikler de et kunstnerisk projekt der skal markedsføre deres ide. De øver sig på at præsentere deres ide. En af vejlederne taler kun engelsk. Sidste uge var der en stor konflikt, og samarbejdet brød helt sammen. Det resulterede i, at de tog en hel dag ud af programmet og spillede dogmebold og byggede samarbejdsskulpturer. Nu går det bedre, til gengæld har de travlt. De skal være færdige til skole-innovationsturneringen.

Tilbage til nutiden og årsagen til ovenstående fantasi.

Der er nogle særlige kernekompetencer, der går igen, når erhvervsvirksomheder i dag rekrutterer nye medarbejdere. Virksomhederne har for længst identificeret de kompetencer og de medarbejdere, der skal til for at skabe innovation og udvikling i fremtiden. Signalet er klart. Arbejdsmarkedet ønsker mennesker, der kan kommunikere, tænke kreativt, tilegne sig ny viden og samarbejde. De kender vigtigheden af at have omstillingsparate, intelligente medarbejdere, der udover faglige kompetencer har forestillingsevne, kreativitet og fantasi og kan arbejde i kreativt kaos.

Efteruddannelse og kompetenceudvikling handler i dag, udover faglighed, om metoder til at aktivere kreativitet, bruge legens kvaliteter og få fat i potentialet hos det hele menneske. På de faglitterære boghylder står bøgerne om kreativiteten og legen i arbejdslivet side om side med de traditionelle fagbøger. Forskellige faggrupper mødes på efteruddannelsesforløb om projektledelse, forandringsledelse, strategiudvikling, teamsamarbejde og ikke mindst innovationsprocesser. Alt sammen kompetencer der grundlægges i barndommen og stimuleres mere - eller måske snarere mindre i skoletiden.

Det er selvfølgelig ikke uden betydning, at børn og unge (eller det lærende menneske) bygger sig et fagligt fundament. Det er stadig ikke uvæsentligt at erhverve sig viden. Stort set alt, hvad børn og unge har brug for at vide noget om i dag, er ikke længere væk end et par klik med musen.

Men forestillingsevnen, kreativiteten og fantasien sættes i spil, når den tilegnede viden skal anvendes. Det kræver øvelse, det kræver, at de er vant til at stille spørgsmål, sortere i de oplysninger, de får, at de er vant til at lege med informationer, problemstillinger og anskue udfordringer igennem forskellige optikker. Det kræver, at de igennem deres skole - og uddannelsestid er blevet oplært til at forholde sig kri- tisk, kreativt og undersøgende i sammenhænge, hvor man før i tiden bare ville forlade sig på konkret, teoretisk viden.

I den sammenhæng står det også centralt, at kreativitet er tæt forbundet med nødvendighed og behov og ikke mindst mod til forandring. Derfor skal skolens indgang også være meget mere direkte og præget af, at der reelt er opgaver, der skal løses og ikke bare drøvtygges.

Skabertrangen, kreativiteten, det at føle sig udfordret manifesterer sig. Det lærende menneske udfordrer sig selv i forhold til sine kompetencer, - og er i "flow". Børn erfarer, at forandring og udvikling er mulig, når de opgaver, de præsenteres for, hænger sammen med deres egen virkelighed. Når det, de skal lære, bliver perspektiveret af, at det er opgaver, der relaterer til deres eget liv, de skal løse. Det er ud fra denne bevidsthed, at kreativitet skabes og gøres til en bevidst kompetence på lige fod med evnen til at læse, regne og skrive.

Det lader til, at begrebet "leg og læring" stadig i udstrakt grad handler om, hvordan vi får læring lusket ind under vesten på børnene ved hjælp at legen. Sat lidt på spidsen er projektarbejde og emneuger fænomener, der puttes ind i undervisningen som et krydderi. Teorien om leg og læring er ikke omsat til praksis.

Fantasien og kreativiteten er underprioriteret i skole- og uddannelsessystemet. Det er meget svært at se, at der er en sammenhæng mellem de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet, og de principper, der lægges til grund for undervisning i store dele af skolesystemet.

Der er naturligvis skoler rundt omkring i landet, der arbejder med udgangspunkt i krydsfeltet mellem kommunikation, kreativitet, samarbejde og tilegnelse af ny viden. Den gode vilje blomstrer i skolerne som mælkebøtter i asfaltens revner. Men som udgangspunkt er skolerne for belastede af dårlig økonomi og den stadige strøm af bebrejdelser, de modtager fra det omkringliggende samfund, til for alvor at satse på kulturen og kreativiteten som kvalificering af den pædagogiske proces.

Det er også vigtigt at skelne mellem, hvad der er leg, og hvad der er uengageret tidsfordriv. Børn leger for at undersøge og forstå den verden de lever i, for at kunne begå sig i samfundet og få en forståelse af, hvem de er, og hvad de kan, samt for at udtrykke sig på forskellig vis. Legen er en optimal måde at lære på. Børn tænker ikke, når de står op om morgenen: "Lad os komme i gang med at lege, så vi kan lære noget". Det ligger i selve legens væsen.

Læring skal ikke kun foregå siddende og modtagende. Læring foregår med hele kroppen. Skolen skal fysisk forholde sig til etablering af læringsmiljøer, der kan stimulere en helhedsorienteret opfattelse af verden. I denne sammenhæng er hele det omkringliggende samfund vigtigt, når undervisning gøres relevant med udspring i virkelige sammenhænge. Det er ikke nyt, at motivation hænger sammen med relevans. Når læring opstår naturligt, fordi en viden eller nogle kompetencer kræves for at komme videre i den store sammenhæng, så er motivationen i top.

Det er enkelt at forstå, hvorfor computerspil og rollespil, med indbyggede niveauer, fanger børnene og de unges opmærksomhed. De udfordres til at lære noget nyt, blive bedre til noget og derved få adgang til udfordringer på et nyt niveau. Det samme kunne gælde godt tilrettelagt, lange projektforløb.

Også her kunne man lade sig inspirere af virksomhederne.

Det er en interessant tanke, at man overfører principperne for gode kreative arbejdsmiljøer og de metoder, der anvendes i erhvervslivet, til skole og uddannelsesverdenen. Det ville være ambitiøst, hvis erhvervslivets store fokusering på vigtigheden af kreativitet og innovationskompetencer kunne spores i den måde, samfundet prioriterede børnene og de unge - vækstlaget på.

Men vi skal gøre det ordentligt, gennemgribende, med is i maven og troen på, at det er det rigtige. Hånd i hånd med Pisa-testen kunne vi så introducere Einstein-testen, opdøbt efter hans udsagn om, at "kreativitet er vigtigere end viden". Denne test ville afsløre alt drøvtyggeriet i klasseværelserne og måle de kompetencer, der også er brug for i fremtidens samfund.

Nu er det jo ikke sådan, at "folkets skole" er til for erhvervslivets skyld. Målet med skolegang, dannelse og læring, har langt videre perspektiver end blot det at være i stand til at få et job.

Erhvervsvirksomhederne er derfor kun interessante i denne forbindelse, fordi de ikke er i tvivl om, hvilke kompetencer der er vigtige, og fordi de ikke ryster på hånden, når efteruddannelse og kompetenceudviklingsforløb skal prioriteres. Men det er jo selvfølgelig voksne, der er tale om.

Hvornår begynder erhvervslivet at stille krav til, at skole og uddannelsessystemet arbejder i denne retning? Hvor lang tid skal der gå, før det, der rent faktisk efterspørges, også prioriteres op?

Julie Kjær-Madsen, Vindegade 18, Odense C, er børne- og ungdoms-kulturkoordinator i Odense Kommune og foredragsholder.