En stor pave


En stor pave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

PAVE Johannes Paul II fik et langt liv - og en langstrakt død. Tusindvis af mennesker fyldte Peterspladsen, da han endelig gik bort i aftes. Men hvorfor kunne en gammel mand ikke blot få lov at dø i fred - og er det så vigtigt, hvem der er pave, at vi i det protestantiske nord skulle høre om hans tilstand i dagevis? Hvordan kan pavens skæbne gribe os og fylde så meget i medierne?

DET KAN den, fordi det ikke kun er den katolske verden, der har grund til at føle sig berørt. Uanset hvor den enkelte står i religiøs henseende, må pave Johannes Paul betragtes som en af det 20. århundredes største kulturpersonligheder - med en indflydelse langt ud over sin religions normale rækkevidde. I kraft af sin tro på de universelle værdier i tilværelsen - og en enestående evne til at kunne kommunikere med sine omgivelser.

På mange måder er det ejendommeligt, at han havde så stor gennemslagskraft. Han var ikke et barn af tidens tendens til stadig større frihed for den enkelte til at bryde med fortidens normer. Når det gjaldt moral, var han yderst konservativ. Konsekvent nægtede han at liberalisere kirkens syn på cølibat, prævention og abort. Men det var kun i moralsk og religiøs forstand, at han var konservativ. Eller reaktionær. Politisk var han en fredens, forsoningens og tolerancens mand, der afviste enhver tanke om at gøre kirken til en magtfaktor i snæver politisk forstand.

Socialpolitisk lå han til venstre, og når Lech Walesa og Solidaritet med hans støtte var i stand til at underminere kommunismen i Polen, var det blandt andet, fordi paven baserede sin kamp på de samme principper om lighed og fred, som det kommunistiske parti tilsluttede sig - i teorien.

INGEN PAVE har rejst så meget som Paul Johannes. Også til Danmark kom han, og her som alle andre steder gjorde han et stærkt indtryk. Hans personlighed og hans evne til et hellige sig den enkelte var en del af hans styrke. Det er forslidt at tale om, at et menneske hviler i sig selv. Men på paven passede det. Han rådede over en karisma, båret af ro, lune og varme. På mange måder var Johannes Paul derfor en moralsk klippe for den kristne verden på tværs af konfessionelle skel og på trods af den forbenede konservatisme, der prægede hans teologi.

DET ER INTERESSANT, at inden for få måneder i 1978-79 fandt to af hinanden helt uafhængige begivenheder sted i den religiøse verden, der fik stor betydning i den politiske.

Den 79-årige eksil-shiitiske leder Ayatollah Khomeini blev politisk og religiøst overhoved i Iran, og den 58-årige polske kardinal Karol Wojtyla blev pave i Rom. Hvor den førstnævnte prædikede had og indførte et diktatorisk gudsvælde, prædikede den anden fred og tolerance. Både som mennesker og som religiøse ledere var de forskellige som nat og dag.

Men netop i en periode, hvor spændingerne mellem religionerne vokser i trit med verdens sociale modsætninger, er der brug for brobyggere, der som Johannes Paul evner at skaffe ørenlyd og fremstå som moralske fyrtårne. Derfor vil han gå over i historien som en stor pave.

En stor pave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce