Berlin er inde i en dynamisk udvikling, som man hverken finder i London eller Paris eller nogen andre steder. Efter en 60 år lang og kold tid kan man igen spørge med Tom Kristensen: Hvem kan sove i Berlin?
Berlin bleibt doch Berlin, hedder det i en gammel sang, men det er ikke ret beskrivende for Berlin i dag. Snarere end den status quo, som sangen postulerer, er Berlin kendetegnet ved en stadig bliven-til, en udvikling imod det forskelsløse.

Denne idé om det forskelsløse er en typisk postmoderne figur, og det postmoderne kan i det hele taget siges at være kendetegnende ved Berlin. Ingen by har nemlig som Berlin oplevet moderniteten, og heller ingen by har som Berlin oplevet afslutningen på moderniteten.

Under den kolde krig var Berlin som bekendt delt af en mur. Muren var krigens mest konkrete manifestation, den var symbolet på forskellen mellem øst og vest, mellem modernitetens to store ideologier: kapitalismen og kommunismen.

Hvis man imidlertid ser bort fra disse ideologiske forskelle, der ligger til grund for opdelingen, og nøjes med at fokusere på den konkrete opdeling af Berlin, træder der et ganske interessant billede frem: Øst- og Vestberlin var et modsætningspar, hvor hver især blev defineret af sin modsætning.

Forskellen imellem de to bydele var dog ikke naturlig, det var en politisk konstrueret, kunstig forskel, der derfor kun kunne opretholdes gennem vold. Denne vold var muren. Soldaterne skød dem, der prøvede at flygte over muren, for hvis man kunne overtræde grænsen, ville den jo netop vise sig som konstrueret, og systemet ville bryde sammen.

Med murens fald sker der en ophævelse af denne forskel, grænsen forsvinder, og de to bydele smelter sammen til den ene by, som de i virkeligheden hele tiden har været. Med murens fald dekonstrueres Berlin, og det afsløres, at forskellen mellem Øst- og Vestberlin hele tiden har været en imaginær forskel, der kun kunne opretholdes gennem vold.

Berlin genfødes således som den postmoderne by par excellence: uden centrum, uden forskelle og - i en vis forstand - uden historie.

Murens fald betød nemlig afslutningen på Historien med stort H, dvs. det europæiske fremskridts historie, det moderne projekt, der begyndte med oplysningstiden.

Det moderne projekt var styret af ideen om menneskets frigørelse gennem fornuften. Det var rettet mod en fremtid, hvor mennesket gør sig til herre over naturen og indretter den bedst mulige af alle verdener.

Men i modsætning til tidligere skulle det ikke længere være i kraft af Gud, men ud fra menneskets egen skaberkraft. Utopia var ikke længere et fjernt eller ikke eksisterende sted, men et punkt i fremtiden.

Ingen by har som Berlin lidt under disse utopier, først da den sønderbombes i 1945 i kampen mellem to utopier: nazisme og kommunisme, og senere da den deles af muren. Med murens fald sættes der punktum for utopierne og de store fortællinger om verden.

Berlin bliver således nulpunktet, den bliver de store fortællingers losseplads. Går man rundt i Berlin i dag, kan man se ruiner fra Anden Verdenskrig, bygninger med skudhuller, pompøs nazistisk arkitektur og diverse minder fra den kolde krig (det mest konkrete eksempel værende de bevarede brudstykker af muren, man af og til støder ind i).

Berlin er et populært rejsemål, både for unge party-freaks og ældre historieinteressede par på weekendtur, og det er nok i denne postmoderne smeltedigel af historisk vraggods, at Berlins tiltrækningskraft skal findes.

I modsætning til rivaliserende storbyer som London og Paris, der nærmest er blevet klichéer, er Berlin kendetegnet ved en modvilje mod at lade sig definere.

Berlin er grænseoverskridende. Berlin er decentreret. Centrum i Berlin er dér, hvor man nu end opholder sig. Berlin er et postmoderne rum, hvor alt er tilladt. Der er ingen regler.

Dette afspejler sig både i byens fysiske fremtoning, der er en blanding af historiske ruiner og topmoderne arkitektur, som f.eks Potzdamer Platz. Og i undergrunden, hvor man finder det mest spraglede natteliv i Europa.

Det er ikke tilfældigt, at elektroniske musikgenrer som house og techno har fundet en scene i Berlin. Den elektroniske musik er nemlig et typisk postmoderne udtryk. Den er uden ansigt, uden centrum og uden grænser. I modsætning til rockmusikken, som aldrig har haft en scene i Berlin, fortæller den elektroniske musik ikke nogen historie. Den er uden begyndelse og slutning. Det er vor tids musik.

Man kan godt unde Berlin den renæssance, som byen oplever i disse år. Historien har været hård ved Berlin, men inden denne ulykkelige historie tog fart, var Berlin faktisk godt på vej til at blive Europas førende storby.

Det var i de i såkaldte gyldne tyvere, hvor kulturen og dekadencen blomstrede i Berlin. Det var her, tingene skete, og byen tiltrak som en magnet kunstnere, ludere og lommetyve.

Berlin havde først og fremmest et meget rigt og mangfoldigt teater- og musikliv. Der var noget for enhver smag, også den outrerede, det traditionelle ved siden af det eksperimenterende, den lette underholdning og det mere krævende, udstyrsrevyer med flotte korpiger og intime cabaretter med et samfundskritisk budskab.

Det samfundskritiske aspekt stod især en dramatiker som Bertolt Brecht for. Hans berømteste stykke, Dreigroschenoper (da. Skillingsoperaen), der havde premiere i Berlin i 1928, gav et beskt og uforbeholdent spejlbillede af det borgerlige samfund.

Berlin var på dette tidspunkt den europæiske storby, hvor moderniteten var mest udpræget. Her kunne man for alvor opleve den moderne storby med alle dens underholdningstilbud: caféer, biografer, cykelløb, boksning, cabaret og prostitution.

Også vores egen unge digter Tom Kristensen var et smut forbi og gav følgende foruroligede og fascinerede stemningsskildring fra de dekadente berlinske nætter:

"Endeløse Tog af Drosker/Varskoraab og Kvindehvin!/Denne By er fuld af Kvinder/Hvem kan sove i Berlin?"

Med nazisternes magtovertagelse i 1933 stoppede festen, og kulturel mangfoldighed blev afløst af ensretning. Størstedelen af dem, der havde været med til at skabe den kulturelle blomstring, blev tvunget til at forlade Tyskland, fordi de var venstreorienterede, jøder, demokrater eller på anden måde "fordærvede" i nazisternes øjne. Hermed gik Berlin en lang og kold tid i møde, der først ophørte med murens fald næsten 60 år senere.

For at vende tilbage til udgangspunktet: Berlin forbliver ikke blot Berlin, men bliver tværtimod hele tiden til noget andet, til noget nyt.

Der er tale om en dynamisk udvikling, som man hverken finder i London eller Paris eller nogen andre steder. Ingen by i verden har oplevet så tragisk en historie som Berlin, og ingen by i verden har rejst sig igen med sådan en spraglet skønhed som Berlin.

Christoffer Henneberg, Rosenbæk Torv 15, Odense C, er litteraturstuderende.