En ny generation af ældre vokser op og stiller nye krav. Ældre er ikke, hvad de har været
Af: Professor og adjungeret professor, ph.d. Steen Hildebrandt

Engang imellem skal gode gamle begreber og talemåder genovervejes, støves af og eventuelt revideres - måske erstattes af helt nye begreber. Det gælder et begreb som alder. I dag er mennesker ikke ældre på samme måde som i gamle dage. Begrebet alder har flere dimensioner. Der er den selvoplevede alder, og der er den alder, andre oplever. Der er en psykologisk og en arbejdsmarkedsrelateret alder. Der er pensionsalder, juridiske aldre og en biologisk-sundhedsmæssig alder. Astrologisk alder. Og helt sikkert mere. Vi hæfter os ofte ved den numeriske alder; det er det letteste; det er entydigt; dåbsattesten og cpr-nummeret viser det; det kan ikke diskuteres.

Når man nærmer sig 65, modtager man i visse (måske alle) kommuner et venligt ment, men også et noget ubehjælpsomt og fordomsfyldt brev fra kommunen, hvori man mindes om, at man snart bliver 65, og at der er hjælp og støtte at hente. Man tilbydes samtaler og rådgivning - ud over selvfølgelig folkepension og andet økonomisk. 65 er en aldersgrænse, der praktiseres og håndteres af myndigheder, banker, pensions- og forsikringsselskaber; grænsen er vedtaget af Folketinget efter forhandlinger og på basis af traditioner, råd og forslag fra eksperter. Ud over 65 år er der også andre aldersgrænser eller tærskler, hvor den numeriske alder er afgørende. Tonen i brevet er, at man har lidt ondt af den 65-årige, som nærmest skal have hjælp fra kommunen for at klare at blive 65 år, og at kommunen har fuld forståelse for det. 65 år er en alvorlig sag. Man er folkepensionist; man er ældre; man er uden for - f.eks. uden for arbejdsmarkedet. Og hvad så? Mange spørgsmål.

Demografi er græsk og betyder befolkningslære eller befolkningsbeskrivelse. Det er videnskaben om et givet områdes befolkningsforhold, dets størrelse, sammensætning og udvikling samt de forhold og egenskaber, der har indflydelse på det. Et lands befolkning er sammensat køns- og aldersmæssigt på en bestemt måde, og det kan og vil ofte ændre sig over tid. I mange lande, f.eks. i Danmark, bliver der flere og flere mennesker over 60 år. Flere og flere ældre mennesker. Det kalder vi det. Og de ældre bliver ældre og ældre - bl.a. takket være egenomsorg, læge- og sygeplejevidenskaben, psykologer, psykiatere, ernæringseksperter, kropsterapeuter, healere og andre.

Hver gang, ordet pensionsalder nævnes i Folketinget, går næsten alle partier i panik eller stivner i gammel retorik og argumentation. Det er meget svært at tale om ændringer i de grundlæggende pensionsregler. Og i særlig grad om pensionsalderen. Den kan ikke ændres. Debatten er ikke bare stivnet; den er fraværende. Vi kan ikke diskutere, om der er sket betydningsfulde ændringer vedrørende arbejdsmarkedet, menneskers helbreds- og sundhedssituation og andre forhold, at det vil være naturligt at drøfte ændringer i regler og kutymer vedrørende pension, sundhedsydelser, arbejdsmarkedsforhold m.m. i dette nye lys og perspektiv. Vi falder med det samme ned i gamle og kendte grøfter, hvorfra gode gamle argumenter fyger frem og tilbage.

Vi vil så gerne placere alt i kasser og kategorier. Det gælder også mennesker i aldre og køn. Alle kender mennesker, der er nedslidte, når de bliver 60 (og nogle endnu tidligere), og for hvem det er nærmest umuligt og i hvert fald forbundet med smerte og lidelse at fortsætte med det arbejdsliv, som de hidtil har haft. Hertil kommer en del mennesker, der rent ud sagt har et møg-job, som de gerne vil kvitte, jo før desto bedre. Det er forståeligt, og det skal der tages hensyn til. Og over for det: Alle kender også til mennesker, der er både 70, 80 og 90, som er raske, aktive, flittige og velfungerende, og som på flere forskellige måder arbejder uden nødvendigvis at have et såkaldt normalt, formelt og lønnet arbejde, men har, hvad vi vil kalde et unormalt lønnet eller ulønnet arbejde eller virke. Eller sagt på en anden måde: Mennesker er lige så forskellige som 60-, 70- og 80-årige, som de er som 5-, 10- og 20-årige. Sådan er det, og det ved vi. På trods af det vil vi skære alle over én kam. Vi vil ikke gerne differentiere og gøre forskel. Og alligevel er det desværre mere sandt end godt er, at der er mange både 30- og 40-årige, der er udbrændte, udkørte, stressede mm; ligesom der er mange 60- og 70-årige, der er det. Og modsat. Jeg tror, vi skal til at betragte ældre mennesker på andre og meget mere differentierede måder, end vi har gjort hidtil. Mennesker i samme numeriske alder er ikke ens. Det er essensen, og det véd vi udmærket godt. Det skal der tages en række konsekvenser af.

Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige, ajourførte, når det handler om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion og kost. Og mange af dem har en god økonomi. Mange af disse nye ældre bliver 100 år. De går på kurser, deltager i rejser, passer børne- og oldebørn, udfører frivilligt arbejde, går ud og spiser og er købere af mange slags oplevelser, deltager i studiekredse og foreninger, bidrager til samfundsdebatten til de er oppe i 80' og 90'erne. De går til læge, forebygger, passer på deres krop, gifter sig, lever i forskellige former for kollektiver - og har store forventninger til det omgivende samfund. De er ressourcestærke, krævende og eksistentielt bevidste. Andre nye ældre er syge, deprimerede, angste for fremtiden, har fysiske og psykiske smerter, er afhængige af stoffer af forskellig art, føler sig ensomme, er ikke interesserede i, endsige engagerede i samfundsforhold, har en dårlig økonomi, føler sig svigtet af børn og familie, bærer på en bitterhed - f.eks. på grund af den måde, som de forlod arbejdsmarkedet på.

Da jeg var ung, talte man om alderdom, tredje alder eller senior. Jeg tror, at disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber. Vi begriber med vore begreber; og vi skal givetvis finde nye begreber og forståelser for en række forhold vedrørende liv, alder, familieforhold og arbejde. Ja, selv kønnet er ikke længere forbundet med den entydighed, som vi er vænnet til. På en række områder skal vi tænke nyt og mere differentieret om ældre. Lad mig nævne: Arbejdsmarked og karriere, uddannelse og kompetencer, sundheds- og sygdomsforhold, samfundsroller, herunder frivilligt arbejde, foreningsliv og politisk engagement, ægteskabelig og partnermæssig status, og boligsituation.

Med det såkaldte prækariat bliver alt dette drevet yderligere frem. Den typiske prækariatsborger har ikke noget fast job. Er en evig pendler. Er konsulent, deltids- og projektansat, og på den måde får vi en stadig større gruppe mennesker, der intet mærker, når de fylder 60 eller 65. De fortsætter deres virke. Hvis deres helbred er til det, og medmindre de aktivt vælger en anden livs- og arbejdsform. Nogle må standse som 60-årige; andre kan og vil gerne fortsætte til de er meget ældre. Uddannelsesmæssigt må man spørge, hvorfor mennesker ikke kan få lov til at gennemføre flere uddannelser, herunder påbegynde en uddannelse som 50-årige på et tidspunkt, hvor de måske har både 20 og 30 år tilbage på arbejdsmarkedet - og vel at mærke på en helt anden slags arbejdsmarked? Vi kommer også til at se helt anderledes på både indhold og form for uddannelse i fremtiden, bl.a. på grund af de muligheder, som internettet åbner, men også og meget presserende, fordi mange uddannelser forældes og må erstattes af nye - og fordi mange mennesker både på og uden for arbejdsmarkedet enten ingen uddannelse har eller har uddannelser, der er forældede.