For mange danske fodboldentusiaster klinger navnet Liverpool F.C. næsten magisk. Succesen har været næsten uden grænser, men i de senere år har resultaterne været middelmådige. Træerne vokser ikke ind i himlen.
Liverpool F.C. har i skrivende stund ikke vundet i Premiere League i 10 kampe i træk. Det er ikke sket i mere end 50 år. De ringe resultater har medført en nedtur af rang: Fra ligaens suveræne førerhold til en øjeblikkelig syvendeplads. Men Liverpools største konkurrent er hverken mægtige Manchester United eller sidste års mestre fra Arsenal. Det er klubbens egen fantastiske historie.

For mange danske fodboldentusiaster klinger navnet Liverpool Football Club næsten magisk. Op gennem halvfjerdserne og firserne var holdet et af de allerstørste hold i både England og resten af Europa. Holdet var på toppen i de samme år, som DR's Sportslørdag trofast stod for underholdningen i mange danske hjem. I de år blev fundamentet skabt til det, der i dag har udmøntet sig i en dansk fanklub på langt over 2000 medlemmer. Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at klubbens popularitet er enorm. Den officielle hjemmeside er intet mindre end verdens mest besøgte, og for nylig så den dagens lys i en kinesisk version.

LIVERPOOLS succes er næsten uden grænser. Klubben har vundet det engelske mesterskab atten gange og har vundet flere europæiske trofæer end nogen anden britisk klub.

Den vil for altid være knyttet til nogle af spillets største stjerner: Roger Hunt, Ian St John, Tommy Smith, Emlyn Hughes, Ray Clemence, John Toshack, Kevin Keegan, Kenny Dalgleish, Ian Rush, Robbie Fowler, Michael Owen m.fl.

På managersiden er det især de legendariske Bill Shankly og Bob Paisley, der skiller sig ud. William "Bill" Shankly er om nogen manden bag Liverpools succes.

Han kom til klubben fra Huddersfield i december 1959, og det var med ham ved roret, at klubben slog sit navn fast som et af Europas absolutte storhold. Shankly stod også bag en række berømte udtalelser, der stadig bliver hevet frem af alverdens fodboldkommentatorer.

Kendtest er vel hans udødelige udsagn om at "some people think football is a matter of life and deathÉ it's much more serious than that". Men også et vredesudbrud som dette til stjernen Tommy Smith kunne nok få en David Beckham eller en Zidane til at undre sig: "Take that poof bandage off, and what do you mean you've hurt your knee? It's Liverpool's knee.".

Da Shankly trådte tilbage i juli 1974 efterlod han en klub og dens tusindvis af fans i chok.

HELDIGVIS viste det sig, at manden der tog over, Bob Paisley, var mere end en værdig afløser - faktisk i så høj en grad, at da han lod sig pensionere efter sæsonafslutningen i 1983, var det som intet mindre end den mest vindende manager i britisk fodbolds historie. Intet under, at der ved hjemmebanen Anfield Road siden er blevet opstillet både en statue af Bill Shankly, en Skankly Gate og en Paisley Gate.



LIVERPOOL er desværre ikke kun forbundet med enorm succes. Klubben har også været involveret i et par af de største tragedier i moderne europæisk fodbold: de voldsomme optøjer på Heysel Stadion i Bruxelles i 1984 under mesterholdenes finale mellem Liverpool og Juventus, der endte med 39 menneskers død, og den ufattelige tragedie i 1989 på Hillsborough mellem Liverpool og Nottingham Forest, hvor der udbrød panik i mængden, og 96 mennesker mistede livet.

Særligt Heysel fik store sportslige og økonomiske konsekvenser for klubben. Liverpool blev i en årrække udelukket fra al deltagelse i europæiske klubturneringer. Og da de europæiske kampe var - og er - økonomisk meget lukrative, var det katastrofalt for klubben.

Tragedien på Hillsborough er den dag i dag grobund for mange myter. Imens myndighederne var hurtige til at lægge hele ansvaret over på Liverpool-supporterne, har en lille gruppe efterladte i mere end 10 år kæmpet for at få deres budskab ud om, at tragedien skyldes grov uansvarlighed og en række fatale fejl fra både politiets og sikkerhedsfolkenes side.

DEN MANGLENDE deltagelse i de europæiske klubturneringer kunne mærkes i klubkassen. Og da det sportslige og det økonomiske i fodbold er tættere forbundne størrelser, end mange bryder sig om at indrømme, blev det begyndelsen til en større nedtur for Liverpool F.C.

Forskellige managers blev afprøvet, men de havde svært ved at tage arven op fra Shankly og Paisley. Halvfemserne blev et magert årti for klubben. Godt nok blev det indledt med klubbens seneste mesterskab i sæsonen 1989-1990, men siden var der rigelig med ubenyttet plads i trofæ-skabet på Anfield.

Liverpools hold i halvfemserne fik et kedeligt Spice Boys ry som en flok smarte, unge mennesker med masser af penge og masser af tid til at slå sig løs i byens natteliv, men alt for lidt vilje til at kæmpe for den stolte, røde trøje. Årtiet havde selvfølgelig også sine stjernespillere. Gamle stjerner som Ian Rush og Jan Mølby sagde farvel, og nye som dribleren Steve McManaman, publikumsfavoritten Robbie Fowler og det purunge fænomen Michael Owen dukkede op.

I sommeren 1998 skulle der så for alvor nyt blod til. De middelmådige resultater under den sympatiske klubmand Roy Evans skulle vendes, så Liverpool igen kunne blive en magtfaktor. Klubben ansatte derfor den tidligere franske landstræner Gerard Houllier, der havde tilbragt flere år af sin ungdom i byen og havde overværet en del af klubbens kampe fra den legendariske The Kop tribune på Anfield.

Forsøgsvis skulle Houllier danne makkerpar med Evans, men allerede efter små fire måneder trak en tårevædet Evans sig fra managerposten efter et nederlag til Tottenham. Hvad der siden er blevet kaldt "den franske revolution" på Anfield kunne begynde.

GERARD Houllier måtte dog snart sande, at der ikke findes lette løsninger i fodbold. Alligevel var der tale om fremgang. Der blev også skiftet heftigt ud i truppen. Allervigtigst i den forbindelse var Houlliers udskiftning af stort set hele forsvaret, der i en årrække under Evans havde vist sig endog meget usikkert.

Et helt nyt midterforsvar i form af den store, stærke finne Sami Hyypiä og schweizeren Stephan Henchoz blev hentet til klubben. De tyske stjerner Markus Babbel og Dietmar Hamann skulle forstærke henholdsvis højre back og midtbanen.

Samtidig havde klubben i Michael Owen fået en vaskeægte verdensstjerne, der ikke blot lavede et hav af mål, men også gav klubben mange nye fans, en masse medieomtale og formentlig også var med til at gøre produktet Liverpool F.C. endnu mere attraktivt når der skulle forhandles sponsor-kontrakter.

DE SIDSTE TRE sæsoner har succesen da også været til at få øje på. Liverpool er konstant gået frem i tabellen og har vundet fem trofæer, dog ikke de to, som klubbens utålmodige fans tørster allermest efter: Champions League og det engelske mesterskab.

I sidste sæson var klubben med i Champions League for første gang og nåede en fornem kvartfinaleplads. En sejrsrække på fem (!) kampe i træk over ærkerivalerne Manchester United, der op gennem halvfemserne ellers bankede Liverpool stort set uden at få sved på panden, taler sit eget tydelige sprog.

Klubbens kritikere kalder den nye spillestil for defensiv og kedelig, men for en stor dels vedkommende handler det nok snarere om misundelse. De, der så UEFA-Cup finalen mellem Liverpool og spanske Alavés den 16. maj 2001 i Dortmund, hvor Liverpool vandt 5-4 i en kamp, der siden er blevet kaldt en af de bedste fodboldkampe nogen sinde, kedede sig i hvert fald næppe.

AT TRÆERNE ikke vokser ind i himlen, vidner den øjeblikkelige nedtur om. I indeværende sæson måtte Liverpool se sig slået ud af Champions League allerede efter første gruppespil. Klubben er i den værste krise i over 50 år med en stribe nederlag i træk. Spørgsmålet er, hvor længe Gerard Houllier kan overleve i trænersædet.

Liverpool er en klub med en helt speciel ånd, der inden hver eneste kamp forløses i hymnen "You'll never walk alone". Spørgsmålet er så, om det også gælder for Houllier. Der er i hvert fald ingen tvivl om at han i øjeblikket tydeligt kan mærke klubbens fantastiske historie på sine skuldre.  Jacob Weinreich, Reberbanegade 29, København S., er cand.mag.
  • fyens.dk