I Boligselskabernes Landsforening har vi længe banket på regeringens dør for at fåforhandlinger om en langsigtet boligaftale. Vi står med store udfordringer, men desværre har boligdebatten nu i nogle år dels været forpestet af den ulyksalige strid om salg af almene boliger og dels været karakteriseret af nogle meget kortsigtede politiske indgreb.

Vi oplever i disse år en markant ændring i de forskellige boligformers konkurrenceevne. Denlave rente og nye låneformer har gjort ejerboligerne meget mere konkurrencedygtige end udlejningsboligerne, og vi oplever nu en vis ledighed i de almene boliger. I private udlejningsboliger er ledigheden endnu større.

Dette er yderligere med til at skubbe til en uheldig udvikling. Der er sket en meget stærk social og etnisk udskillelse, hvor de almene boliger har fået en stadigt stigende andel af beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder også mange flygtninge og indvandrere og socialt belastede danskere.

Det er en udvikling, som på længere sigt truer den sociale sammenhængskraft i samfundet. Det er ikke godt, når forskellige befolkningsgrupper lever så adskilt fra hinanden.

Regeringen har erkendt, at noget er galt og har iværksat den såkaldte strategi imod ghettoisering. Men med al mulig respekt for dette initiativ, så er de konkrete forslag og løsninger utilstrækkelige. Her er også brug for indsats af mere klassiske boligpolitiske instrumenter, hvis det for alvor skal batte.

Det handler helt elementært om at styrke de almene boligers konkurrenceevne, og det kan gøres via påvirkning af økonomien og via påvirkning af den kvalitet, som tilbydes.

Og det er her, behovet for de mere langsigtede boligpolitiske løsninger kommer ind i billedet.

Der kræves tilførsel af betydelige ressourcer, hvis det skal lykkes, men de almene boliger vil komme til at råde over egne betydelige ressourcer via fondsopbygninger, hvor midlerne primært stammer fra beboerbetalinger. Det er disse midler, vi meget gerne vil have lov til at sætte ind med fuld styrke.

Men det er også her, at det politiske problem ligger. De fremtidige indbetalinger til fondene forsøges inddraget til fordel for staten. Det sker formelt som en medfinansiering i forhold til støtten til alment nybyggeri.

Men man kan ikke løse ghettoproblemer og styrke de almene boligers konkurrenceevne, når man samtidig forsøger at dræne boligorganisationerne og deres beboere for store midler.

For årene 2002-2004 har de almene beboere således bidraget med mere end 5,5 mia. kr. til lettelse af statens udgifter, selv om beregninger viser, at omkostningerne for staten har været væsentligt lavere. I alment byggeri er det nemlig finansministeren, som tjener på den lave rente og de nye låneformer, mens det i ejerboligerne er ejerne.

Det er disse problemer, vi meget gerne vil i en reel dialog om. Hvis strategien imod ghettoisering menes alvorligt - og vi har ikke grund til at tro andet - så må regeringen også opgive den finansministerielle interessevaretagelse og indlede reelle forhandlinger, som er åben for en fordomsfri debat og dialog.

Henning Kirk Christensen, Hvedholmvænget 6, Odense M, er formand for Boligselskabernes Landsforening.