pinsen er kirkens tredje store højtid. Det er festen for Helligåndens komme; troens levendegører, som den kaldes. Men det er også dagen for kirkens grundlæggelse på den første pinsedag. Kirkens fødselsdag, kan man sige.

Mens pinsen ikke samler den store opmærksomhed, kan selve kirken og dens lære ikke klage. Kirken er på som ikke i mange år.

RØRER MAN ved centrale led i den tro, som omkring 85 procent af os stadig er døbt på, rejser der sig en storm. I så henseende er det rigtigt, at danskerne er skrabekristne, som biskop Jan Lindhardt engang sagde: Skrab lidt, og danskerne er mere kristne, end de selv ved!

Sagen om Thorkild Grosbøll - kaldet præsten, der ikke tror på Gud - er det nyeste eksempel.

DET VAR bekvemt indtil det smarte at sende den pinagtige sag til hjørnespark ved at give Taarbæk-præsten en ny chance og overføre det gejstlige tilsyn til biskoppen i Roskilde.

Da Kirkeministeriet samtidig roser Grosbølls egen biskop, Lise-Lotte Rebel, som ganske vist ikke mener, at præsten hører hjemme i folkekirken, og når kirkeminister Bertel Haarder, som står bag manøvren, vasker sine hænder og siger, at han sandelig ikke blander sig i kirkens indre anliggender, ja, så skulle alle kunne være glade. Folkekirken er rummelig, og dens hyrder opfylder skriftens ord om at være snilde som slanger.

MEN KIRKEN ER til grin - og den lille mand med den lille tro er ladt i stikken. Troværdigheden er truet. Verdensfjerne teologer kan nok så meget udvikle en smart caféteologi og pindehugge om "horisonten i kristendommen". Tilbage står, at det er platumuligt for den, der bærer sit barn til dåb, at forstå, at præsten døber barnet til en tro, han selv fornægter. Grosbøll tror fortsat ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på opstandelsen eller det evige liv. Ifølge ham hører Gud fortiden til: "Han er faktisk så gammeldags, at det undrer mig, at moderne mennesker overhovedet kan tro, han eksisterer".

Thorkild Grosbøll gør sit bedste for at forklare, at han ikke dermed fornægter sit præsteløfte - det løfte han afgav, da han blev præst; som han bekræftede i fjor over for sin biskop, og som han nu - for tredje gang - skal aflægge over for sin nye.

Hvor parodisk kan folkekirken optræde?

DER ER MANGE forklaringer på, at det er kommet så vidt. Én af dem er biskop Rebels slatne måde at håndtere sagen på. Blandt andet, da hun "anbefalede", men ikke foranledigede, at Grosbøll kom for retten. Måske fordi hun var bange for at måtte gå, hvis han blev frikendt.

Roskilde-bispens manglende solidaritet skinner også i øjnene. Hans henvisning til en mangeårig retssag holder ikke. Den behøver ikke vare flere år, og en sognepræst kunne konstitueres i Taarbæk.

MEN hovedårsagen er den fortvivlede sammenblanding af tro og jura, af stat og kirke, der kendetegner folkekirken. Større frihed til at ordne egne sager på tværs af stiftsgrænserne må være kirkens aktuelle fødselsdagsønske.

De gamle dage er udrundne.