En hjælpende fast hånd er en farbar vej til at få integrationen til at lykkes
Af: Araz Khan, Dankvart Dreyersvej, Odense

Ghetto: Regeringens nye ghettoudspil har flere gode aspekter, selvom det er på bekostning af de liberale værdier.

Kritikerne har allerede meldt sig på banen, men ser kun detaljen i stedet for helheden i planen. Regeringen har allerede vist vejen. Eksempelvis har de på beskæftigelsesområdet skabt en god udvikling; flere flygtninge end tidligere kommer i beskæftigelse. Netop det er et godt udgangspunkt og til gavn for de nyankomne, deres børn og samfundet.

Ghettoudspillet stiller krav til de mennesker, som er en vigtig del af Danmarks fremtid og udvikling. Det stiller også krav til uddannelsesinstitutioner, som med fordelingsnøglen kan få en mere homogen sammensætning til gavn for alle. Alle forældre ønsker at give deres børn de bedste vilkår, men nogle skal have en hjælpende, fast hånd. En del med minoritetsbaggrund glædes over tiltaget, fordi deres børn uden tvivl også får gavn af en mere homogen fordeling på skolerne.

Det er både godt for sproget, kulturen og integrationen.

Mange års misforstået særhensyn har ikke gavnet integrationsprocessen, men derimod integrationsindustrien. Man har i alt for mange år ubevidst/bevidst klientgjort mennesker i stedet for at se potentialet, stik imod al menneskelig psykologi. Alle kan nemlig noget, og dette "noget" skal dyrkes - uagtet etnicitet.

For nogle uger siden sagde en erfaren herre på beskæftigelsesområdet, "da vi modtog folk fra Balkan i 90'erne, havde vi ingen integrationsstrategi, men de er velintegreret alligevel".

Ordene satte tankerne i sving, og jeg må bakke tesen op. Jeg kender faktisk en del bosniere, som er en ressource og gevinst for Danmark. Hvorfor mon?

Den medbragte kultur spiller naturligvis en rolle og er tæt forbundet med den europæiske. Men at de ikke blev klientgjort, har haft en virkning på selvtilliden. Til trods for, at mange fra Balkan havde begrundede traumatiske oplevelser fra krigen, som med rette kunne have sat dem på passiv forsørgelse. Senest mødte jeg en bosnisk familie, som sagde, at "en kommune" nærmest havde opfordret dem til førtidspension for 15 år siden, fordi de havde traumer fra krigen. Heldigvis afviste de tilbuddet. I dag er begge uddannet på ny og arbejder indenfor detailhandlen og sundhedssektoren.

"Parallelkulturen", som politikerne bruger i flæng, findes i alle kulturer, uagtet etnicitet. Der, hvor der er mennesker, er der også en kultur, og det kan hverken politikere eller ghettoudspil hindre. En anderledes kultur behøver ikke pr. definition være negativ.

Asiaterne i Danmark har også en "parallelkultur", men ingen omtaler den negativt, og forklaringen er simpel. De er selvforsørgende, fylder ikke i gadebilledet eller påberåber sig "unødige" særrettigheder i den offentlige debat.

Netop selvforsørgelse må være nøgleordet som en ny begyndelse i integrationsprocessen. At komme på arbejdsmarkedet efterlader nemlig heller ikke oceaner af tid til at lege patriark eller udøve negativ socialkontrol; derved skabes der en naturlig udviklingsproces, som bliver mere homogen i forhold til "samfundsnormen".

Ghettoudspillet har også aspekter, som er en anelse optimistiske, eksempelvis nedrivningen af boliger og genhusningen. Det tror jeg er lettere sagt end gjort.

Jeg forstår delvist noget af kritikken mod tvang og straf, fordi det at skabe mening og få folk til at tage ejerskab er altid er at foretrække. Men tager vi historien og målgruppens oprindelseskultur med i overvejelserne, er ghettoudspillet målrettet med afsæt i en kulturel forståelse.

Statsministeren sagde det meget tydeligt, T "de fleste udlændinge i Danmark bidrager". Dermed generaliserer Statsministeren ikke, og netop den anerkendelse skal man turde tage til sig, inden man påberåber sig rollen som minoritetsfortaler.