EFTER VALGET

af aksel hundslev

journalist, Lundevej 11, Ullerslev

En ny VK-regering får en farefuld sejlads med to støttepartier, der just ikke nærer hjertelige følelser for hinanden. Folk med forstand på de dele spår et snarligt nyvalg.

Det ville ikke være nødvendigt, hvis dansk parlamentarisme i 2007 kunne være præget af saglighed i stedet for traditionsskabt taktik. For så kunne der dannes en flertalsregering af de to største partier, der faktisk er de to partier, som ligner hinanden mest i aktuel Christiansborg-politik. Sådan er det jo, efter at S i de senere år er drejet til højre og V til venstre.

En SV-flertalsregering ville skabe stabilitet. Jeg véd da godt, at det ikke gik med en SV-regering i 1978-79. Men dengang var der virkelige forskelle på de to partiers politik - og ikke mindre på partiernes baglande. Da var S overvejende et arbejderparti og V et bondeparti. De tider er forbi.

De tre i toppen i en SV-regering: statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) med mere erfaring på posten, end nogen anden nulevende dansker har, og udenrigsminister Helle Thorning-Schmidt (S) med en saglig udenrigspolitisk baggrund, bl.a. fra medlemskab af Europa-Parlamentet, og med større kendskab til fremmedsprog end nogen hidtidig dansk udenrigsminister. Hvis Venstre skulle have finansministerposten, ville det naturligvis blive Lars Løkke Rasmussen. Hvis Socialdemokraterne skulle have posten, ville Århus' borgmester, Nikolai Wammen, være et sagligt bud; han er højt respekteret som borgmester og som tidligere finanspolitisk ordfører i Folketinget og nuværende næstformand i Socialdemokraternes landsorganisation.

Der ville også være mange, gode emner til de øvrige ministerposter. Sådan er det, når der er to store partier at "håndplukke" fra.

Jeg véd godt, at denne bogstavleg ikke får et ben til jorden denne gang. Men der kan snart komme en krise, som nødvendiggør en bredere regering. Måske forud for overenskomstforhandlingerne om få måneder, da VK-regeringen næppe får hjælp fra begge sine støttepartier. Da kan SV-regeringen komme til at vise sig i horisonten.

Tænk på, hvor vanskeligt det var for Fogh og Thorning i de store debatter fornylig at finde noget at være uenige om. De to mener (stort set) det samme om såvel udenrigs- som indenrigspolitik. Som eksempler accepterer Socialdemokraterne Venstres flygtninge- og indvandrerpolitik, skattestop og fredning af boligbeskatningen, og Venstre har gjort Socialdemokraternes klimapolitik til sin. Så i valgkampens debatter måtte parterne opfinde kunstige forskelligheder - som skattelettelser kontra velfærd og måske et par mere, som jeg ikke lige kan komme på!