Efter et år med Luther og reformation. Vi er blufærdige om vores tro
Af: Professor og formand for Præsidiet for Reformationsjubilæet Jens Oddershede

Vi er i Danmark blufærdige om tro. Tabuer er ikke konstante størrelser, men det er vist almen viden, at vil man have en dansker til at kigge forlegent i gulvet, skal man blot stille et spørgsmål om det personlige trosforhold. De fleste synes, det er upassende. Vi bryder os ikke om det - heller ikke selv om 85,9 procent af befolkningen med dansk oprindelse frivilligt er betalende medlemmer af folkekirken. Der er dem, der sammenligner det med et forsikringsforhold: Man betaler sin præmie for en sikkerheds skyld og har policen liggende i skuffen til den dag, man beklageligvis får brug for den. Forholdet til Gud hører til det mest private - man betaler loyalt sin kirkeskat, men det er sjældent fordi, man har lyst til at ventilere sit eget trosforhold i al offentlighed.

Den historiske viden om kristendommens tilstedeværelse og virkningshistorie i Danmark - eller mangel på samme - er tilsvarende heller ikke noget, de fleste skilter for meget med. Det er måske også bedst at lade være, hvis man så kommer ud på gyngende grund - som f.eks. da man i DR kom til at forveksle Martin Luther med Martin Luther King i det forløbne år. Hvis det drejer sig om kristendommens virkningshistorie på andre dele af samfundslivet end det rent kirkelige, bliver billedet naturligvis endnu mere komplekst. For hvis man ikke kender til fundamentet, er overblikket over forgreninger ud i alle dele af samfundet naturligvis også svagere. Men manglende lyst til samtale om det historiske behøver ikke kun handle om uvidenhed eller misforståelser. Det kan også skyldes, at mange slet og ret mener, Google kan svare på alt - så hvorfor bruge tid på at sætte sig ind i sagen på anden vis.

2017 var reformationsåret - 500-året for offentliggørelsen af munken, reformatoren, teologen og oprøreren Martin Luthers 95 berømte teser mod den katolske kirkes afladshandel. Det har været min fornøjelse at være formand for Præsidiet for Reformationsjubilæet. Og det har været en spændende opgave at skulle skabe opmærksomhed om det jubilæum. Der var altså her tale om at skabe opmærksomhed om noget, som de fleste danskere opfatter som i udgangspunktet på den forkerte side af blufærdighedsgrænsen, i og med det begyndte som en kirkelig diskussion om tro og Gudsforhold. Dertil en diskussion med 500 år på bagen - det er så lang tid, at det nærmest er en evighed set med nutidens briller, hvor de fleste jo som bekendt orienterer sig via de nyeste opdateringer på sociale medier.

Det kunne med andre ord. ligne et umuligt udgangspunkt: Fortæl om et teologisk opgør som begyndte for 500 år siden, dengang kirken var en magtfaktor i enhver sammenhæng. Og gør det begribeligt, at vores sekulære samfund med en særdeles magtsvag kirke har rødder, der går helt tilbage til netop Luthers reformation. Ikke desto mindre har det været Præsidiets ubeskedne ambition at vise, at netop reformationen så langt fra kun var en kirkelig begivenhed men en bevægelse, der fra 1517 og frem har haft og stadig har samfundsmæssige konsekvenser i videste betydning. Den ambition havde rod i Præsidiets kommissorium tilbage fra nedsættelsen i 2011: Forståelsen af reformationens betydning for det danske samfund, den danske kirke, dansk identitet og bevidsthed skal fremmes, som det hed.

Man skal ikke dykke meget ned i reformationens virkningshistorie, før man opdager, at den ganske vist er særdeles omfattende - men aldrig eksklusiv. Den står aldrig alene, og kække, nutidige påstande om, at vi en-til-en kan takke reformationen for velfærdssamfundet er naturligvis en alt for frisk og forkert genvej. Meget andet har også bidraget til, at samfundet på 500 år er kommet til at se fundamentalt anderledes ud end i 1517. Oplysningstiden, kvindefrigørelsen, industrialiseringen, de folkelige bevægelser, andelsbevægelsen, ligestillingskampen og demokratiets udvikling for nu bare at nævne lidt af det vigtigste. Men hvordan gik det så med ambitionen om at øge kendskabet til reformationen? Og hvad kan man lære af det forløbne år? For at kunne bidrage til svar på de spørgsmål har Præsidiet ved slutningen af 2017 fået foretaget en kendskabsanalyse for at sammenligne med resultaterne fra en lignende analyse for et år siden. Mit håb med denne kendskabsanalyse var ikke, at der i den anledning skulle blive uddelt skulderklap for den fine præstation til hverken Præsidiet, folkekirken, folkeuniversitetet eller andre folkeoplysende organisationer og foreninger, der har markeret reformationen i 2017. Det er snarere, at vi ved fremtidige, lignende markeringer og jubilæer kan lære og reflektere og måske udvikle endnu bedre ideer til, hvordan man skaber opmærksomhed om historiske begivenheder, som mange ved første øjekast måske synes virker mindre relevante i dag. For man behøver ikke være marketingsekspert eller reklame-professionel for at indse, at opmærksomhed om umiddelbart svære emner ikke er noget, man får, med mindre man gør sit hjemmearbejde og gør sig stor umage.

Kendskabsanalysen viser, at særlig antallet af personer, som før jubilæumsåret sagde "nej, det har vi aldrig hørt om" til spørgsmål om kendskab til reformationen og dens virkninger, er blevet reduceret - i nogle tilfælde med helt op til en trediedel. Dette opfatter vi som et tegn på, at vores oplysningskampagne trods alt har haft en virkning. 67,9 procent point har ved udgangen af året svaret ja til, at de "er bekendt med Martin Luthers tro og indstilling" i højere eller nogen grad. I forhold til før-målingen er der fem procent point flere, der om et teologisk emne nu bekræfter, at de har en grundlæggende viden. Og endelig: Ved 2016-målingen havde kun 13,6 procent bemærket, at vi stod foran et reformations-jubilæumsår. Ved udgangen af året havde næsten halvdelen - 48,1 procent - bemærket, at jubilæet rent faktisk var blevet markeret i årets løb.

Er det meget eller lidt? Jeg tillader mig som formand at være godt tilfreds med, at glasset nu er halvt fyldt, og har lyst til at dele nogle af de erfaringer, der måske kan gøres brug af ved andre begivenheder af samme karakter i fremtiden. Der er en lære at drage ud af det forløbne år. Da Præsidiet blev nedsat i 2011, skete det med mange pæne ord om reformationens betydning og de store forhåbninger til den kommende, folkeoplysende indsats. Desværre var de pæne ord fra begyndelsen ikke fulgt af løfter om økonomisk støtte. Da der ikke kommer nogen markering endsige fejring ud af en tom pengekasse, gik meget af den første tid med at søge støtte og mødte megen velvilje hos fonde, ministerier og Folkekirkens Fællesfond.

Vi lever i et foreningsland, hvor man i kampen om opmærksomheden bare lige skal huske, at der over hele landet lokalt findes uvurderlige kræfter at trække på. Når Reformationsjubilæet i alt nåede op på at blive markeret ved ca. 1.000 arrangementer landet rundt, var det først og fremmest fordi folkekirken som folkelig bevægelse var på tæerne. Jeg havde nær sagt: Ikke et sogn uden et særskilt reformations-udvalg, der har arrangeret alt fra foredrag over øl-smagninger til Luther-løb. I Præsidiet har vi for de større begivenheder som konferencer, bogudgivelser, udstillinger, en række arrangementer i regi af Folkeuniversitetet og en tv-transmitteret gallaforestilling hos DR kunnet glæde os over velvillig fondsstøtte. Der findes heldigvis fonde med interesse for at gå ind i folkeoplysende markeringer - især hvis de selv får afgørende indflydelse på, hvad pengene skal bruges til. Frie midler er det sværere at få. Og endelig er og bliver der det bøvlede vilkår med danskerne, blufærdigheden, troen og det kirkelige. Det smitter af på medieinteressen. Trods de brede, samfundsmæssige betydninger af reformationen ville det være mærkeligt at forsøge at tale sig udenom, at Luthers opgør var kirkeligt - og fik så stor betydning fordi kirken på Luthers tid havde betydning for ALT. Det kan dårligt tænkes mere radikalt forskelligt end vilkåret i dag, hvor kirken som institution mildest talt ikke er synderligt magtfuld.

Den omstændighed er og bliver et ganske vanskeligt vilkår for de dominerende mediers interesse. De har det formentlig som deres læsere: Hvis det vedrører troen, er det så langt inde i privatsfæren, at det hverken skal på for-eller bagsiden. Ikke desto mindre: Det er altså muligt at øge kendskabet til vægtige, historiske begivenheder, der har sat store fingeraftryk helt op i vor tid. Men det kræver en koncentreret og målrettet indsats.