Når franske vælgere snart stemmer om den nye EU-traktat, har næppe mange læst de flere hundrede sider tekst, som selv jurister har svært ved at forstå helt og fuldt. Hvordan vil det gå i Danmark?
KRONIK: EU's forfatningstraktat skal ratificeres inden to år af samtlige medlemslande. Ratificeringen foregår enten i de respektive nationale parlamenter eller - som i Danmark sidst i september 2005 - ved en folkeafstemning. I Frankrig viste meningsmålingerne i første omgang, at et stort flertal af den franske befolkning ville stemme ja, en tendens som pludselig vendte i begyndelsen af 2005. Nu drejede det sig ikke længere om en formsag.

Det viste sig, at debatten omfattede mere end indholdet af traktaten, gav anledning til emner af indenrigspolitiske karakter og inddrog spørgsmål, som havde med EU at gøre, men ikke direkte i forbindelse med selve traktaten. Angsten for en usikker økonomisk fremtid med stigende arbejdsløshed og fattigdom kom også til udtryk ved denne lejlighed.

Kan vi lære af den franske debat om forfatningstraktaten?

For ja-sigerne kan alene et stærkt, solidarisk EU leve op til de store udfordringer, som globaliseringen og konkurrencen fra lande som USA, Kina og Indien byder på. Og det gælder ikke kun om at værne egne økonomiske interesser, men også om værdier.

Forfatningstraktaten er lig med mere demokrati, fred og velfærd, en social markedsøkonomi med en lige fordeling mellem kompetivitet og social sikkerhed. I et stærkt Europa bliver Frankrig stærkere. Stemmer man nej, må vi leve videre med Nice-traktaten, som er alt andet end tilfredsstillende, og Frankrig ville blive, som præsident Chirac udtrykte det, Europas sorte får.

Nej-sigerne, til gengæld, påstår, at et nej vil give Europa en ny begyndelse væk fra en neoliberal ideologi og fremme den sociale dimension, som mangler i den nuværende udgave af traktaten.

Når dette er sagt, vil jeg nu fremføre fire kritiske punkter eller spørgsmål.

1. Er forfatningstraktaten i den grad svær at forstå, at man umuligt kan forholde sig til den?

Traktaten er på flere hundrede sider. At læse den, at forstå den, kræver en stor og tidkrævende indsats, som de fleste giver afkald på. Og ikke kun i Frankrig. En undersøgelse (Eurobarometer nr. 214) i hele EU viser, at kun 11 pct. af de adspurgte borgere erklærer, at de nogenlunde ved, hvad det drejer sig om.

SNJ (det franske journalistforbund) udtrykker sin bekymring over, at vælgeren skal tage stilling til en tekst på flere hundrede sider, hvis kompleksitet gør, at den, på visse punkter, er uforståelig selv for jurister.

2. Er forfatningstraktaten en juridisk UFO?

Er forfatningstraktaten en traktat, en grundlov eller lidt af begge dele? En traktat er en bindende aftale mellem nationalstater, en grundlov vedrører en stat eller en føderation af stater og er i grunden en pagt mellem borgerne i et bestemt land, som bliver vedtaget på demokratisk vis (lovgivende forsamling).

Derfor er ordet forfatningstraktat tvetydigt og byder på modsatte fortolkninger. En ting peger i retning af, at der i virkeligheden er tale om en grundlov: den Europæiske Unions Domstol, hvis afgørelser som forfatningsdomstol går forud for dem, som bliver vedtaget af de tilsvarende institutioner i de enkelte medlemsstater.

3. Mere demokrati?

Spørgsmålet er bare: Mere demokrati i forhold til hvad? Hvis man mener i forhold til tidligere EU-traktater, er svaret ja. Men ikke i forhold til grundloven i medlemsstaterne, hvor den lovgivende magt er skarpt adskilt fra den udøvende magt og udelukkende hører til parlamentets kompetenceområde.

Inden for EU foregår der en magtdelegering fra det nationalstatslige plan (parlament) til det supranationale plan (EU-Parlament). En del af denne lovgivende magt går tabt på vejen opad.

Man må regne med, at en større demokratiseringsproces vil finde sted. Dertil kræves naturligvis en løbende revision af forfatningen. Men eftersom en revision ifølge den nye traktat kræver dobbelt enstemmighed blandt medlemslandene, vil et lille land som Malta kunne blokere for enhver senere omformning af forfatningen.

Et andet punkt (I-47) bliver fremhævet af ja-sigerne: mulighed for, at en million unionsborgere opfordrer Kommissionen til at tage et bestemt emne op. Her har deltagelsesdemokrati ringe vilkår. Udover det skal disse borgere stamme fra et betydeligt antal medlemslande, hvis tal bliver præciseret i en senere unionslov. I mange afsnit bliver der henvist til en senere lovgivning med det resultat, at man umuligt kan forholde sig til mange afsnit i traktaten.

4. Charter om grundlæggende værdier.

Noget afgørende nyt er, at en hel række grundlæggende værdier bliver nævnt i traktaten, udover at den tilslutter sig den allerede eksisterende Europæiske Konvention om menneskerettighederne fra 1950. Det kan man være glad for. Men hvorfor ikke også tilslutte sig den Universelle erklæring om menneskerettighederne fra 1948, som er mere omfattende og bl. a. inddrager sociale rettigheder? Modsat traktaten.

To sager har yderligere skærpet debatten om forfatningstraktaten i Frankrig: Bolkenstein-direktivet og den eksploderende import af kinesiske tekstiler og tøj siden 1. januar 2005.

Selv om de ikke direkte har med den kommende traktat at gøre, er de blevet inddraget i valgkampagnen i Frankrig, bl. a. som skrækeksempler på EU's liberale ideologi.

Forhenværende kommissær Bolkenstein - omdøbt Frankenstein - og hans direktiv - kaldt Drakuladirektivet fordi det åbenbart ikke tåler lyset - har været i centrum af debatten. Bolkenstein-servicedirektivet og særligt dets passus om oprindelseslandsprincippet skabte stort røre i Frankrig. Kort sagt betyder det for eksempel, at et polsk firma kan udføre et arbejde i Danmark, blot det overholder oprindelseslandets gældende arbejdsmarkedsregler.

Da det udløste et ramaskrig, erklærede Jacques Chirac, at denne form for social dumpning var aldeles uacceptabel og trak det europæiske arbejdsmarked nedad, hvorefter Bruxelles trak forslaget tilbage, selv om behandlingsproceduren for direktivet var meget langt fremme, og selv om de fleste medlemslandene havde hilst det velkomment.

I Danmark erklærede Per Stig Møller: EU skal ikke foretage sig ting, som folk simpelt hen ikke fatter, og som skader borgerne. Om det sidste ord er sagt om den sag, svæver i det uvisse.

Delokaliseringerne inden for og uden for EU's grænser har også været et varmt emne i debatten og ikke mindst, når flodbølgen af kinesiske tekstiler og tøj siden første januar 2005 tilføjer den en hidtil uset heftighed.

I Frankrig skønner man, at det betyder tab af mellem 7000 og 20.000 arbejdspladser i tekstil- og beklædningsindustrien i 2005. Men det er ikke noget nyt. Man har længe kendt til 10 års WTO-(World Trade Organisation) aftalen om det frie internationale marked, og Kina er tiltrådt WTO i 2001. Derfor er der en udbredt tvivl i Frankrig om, hvorvidt EU kan og vil sætte ind mod denne art kommercielle tsunami.

Det kommunistiske Kina er konkurrencedygtigt takket være slavelønninger og elendige arbejdsvilkår for arbejderklassen, forbryder sig mod de mest elementære menneskerettigheder, besætter fortsat Tibet, og truer Taiwan, mens EU overvejer at hæve våbenembargoen. Svarer det til EU's smukke principper for grundlæggende værdier?

Sidst i denne måned vil de franske borgere stemme om forfatningstraktaten. De kommer ikke til at forholde sig til en tekst, som de næppe vil læse, og som, hvis de læser den, alligevel ikke rigtigt forstår.

De vil stemme tilfældigt udfra andre kriterier: deres politiske overbevisning, den tillid, som de har eller ikke har til den politiske verden i Bruxelles og i Paris, og endelig deres angst for en usikker fremtid. Ellers bliver de fleste sofavælgere som i Spanien.

Lad os håbe, at danskerne bliver bedre informeret og derved opnår en bedre forståelse for en grundlov, som vil danne den politiske, sociale og økonomiske ramme for de kommende årtier.

Dr. Gérard Lehmann, Engvejen 18, Hesselager, er lektor.