Du får livet tilbage med alderen


Du får livet tilbage med alderen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Speciallæge i psykiatri, Odense Niels Kjeldsen-Kragh
Billede
Debat. 

Hvert livsafsnit har sine fordele og sine ulemper. Hvert årti er præget af en karakteristisk måde at opleve tilværelsen på. Livet i 20'erne er ikke så lidt anderledes end livet i 40'erne. Man er optaget af forskellige tanker og gøremål afhængig af, hvor "langt man er kommet". Og heldigvis for det. Der kommer vedvarende nye glæder, nye bekymringer og nye udfordringer Man bliver overrasket over, hvad livet nu har at byde på, alt som man rykker frem i rækkerne.

Forfattere beskriver oftest menneskelige forhold, som de selv har stiftet bekendtskab med, har gennemlevet eller iagttaget på nærmeste hold; og eftersom deres skrivemæssige højdepunkt almindeligvis topper inden pensionsalderen, kan de selvsagt have svært ved at gå i dybden med alderdommen af den simple grund, at de endnu ikke har erfaring med den.

Hvordan tilværelsen kan forme sig for et menneske på den anden side af de 67, har i tidligere tider kun været sporadisk belyst, bl.a. fordi mennesker "dengang" var så nedslidte og ældede, at der hos mange var for få resurser til andet end at holde sig i live og pleje sine skavanker. Der er grund til at beskæftige sig med, hvad et otium kan indebære, eftersom der bliver flere og flere raske og vitale ældre.

Når pensioneringen nærmer sig, gøres der naturligvis mange tanker om, hvordan denne periode af ens liv skal forvaltes. Der lægges forventningsfuldt planer om det ene og det andet. Mange forbereder sig grundigt, og det er alt sammen godt nok, men man kan kun vanskeligt forberede sig på noget, man ikke ved, hvad er. Man kan ikke regne ud, hvordan det vil opleves at blive "frisat". Det er noget, der skal erfares, og når man har gjort erfaringen, kan man i sit stille sind tænksomt og undrende notere sig forskellen på det, man forestillede sig og det, det så viste sig at være.

Fra man bliver født til seks-syv årsalderen er man uvidende om, hvad det vil sige at have pligter. Man eksisterer og leger. Livet er uden systematiserede opgaver. De første år kan således opleves som et eldorado, hvor man har hele tilværelsen til sin rådighed uden at skulle stå til ansvar for handlinger, der skulle have været udført eller gøremål, man har glemt. Når man starter i skolen, bliver man forpligtet til at stå til regnskab for opgaver, der skal udføres og tidsplaner, der skal efterleves. Og sådan går livet i store træk, indtil man bliver midt i tresserne og kan gå på pension. Så vender man pludselig tilbage til en livsform, der minder om det, man oplevede fra nul til syv år. Så træder man ind i et område, hvor der ikke er krav, hvor der ikke er noget at skulle leve op til, hvor tiden så at sige er uendelig, og hvor der ikke findes nogen deadline. Med andre ord man fortsætter, hvor man slap, da man var syv år gammel.

Man får livet foræret på ny. Man vender tilbage til en livsform, man har prøvet før ganske vist for ca. 60 år siden. Ikke så underligt at det for nogle pensionister kan være noget af en brat overgang. Og nogle har fuldstændig glemt, hvordan det var og kan slet ikke finde ind i rytmen. Når man har været travhest i 60 år, er det mærkeligt at skulle begynde at leve som et føl igen.

Fra syv til 67 bliver livet fortrinsvist defineret af andre. Man kan være glad, eller man kan være sur over arbejdsforholdene, men uanset det ene eller det andet så er hverdagen fastlagt, og ens aktiviteter er hele tiden underlagt, hvad arbejdet kræver og tillader. Fritidsbeskæftigelser må passes ind, hvor det bedst kan lade sig gøre, arbejdet kommer i første række. Pligter, opgaver og ansvar er det, der i ca. 60 år er overskriften over vores liv. Vi er tvunget til at passe skole, uddannelse og arbejde, men vi er ikke slaver, så for at optimere vore betingelser konkurrerer vi om de skole- og arbejdsmæssige goder. Vi slås for vore positioner, vi danner alliancer, vi bekæmper dårlige lærere og ledere og gør, hvad vi kan for at overleve bedst muligt i den uddannelses-og arbejdsmæssige jungle. Vores identitet ender med at blive intenst knyttet til vores daglige beskæftigelse.

Når man bliver pensioneret, er der ingen, der definerer ens tilværelse. Der er intet, man skal og ingen kampe, der skal kæmpes. Ingen udefrakommende opgaver skal udføres, og ingen deadline skal nås. Den ny-pensionerede skal til at definere sit eget liv. Han skal begynde at putte indhold i sin hverdag. Han skal skabe sin egen tilværelse. Det kan føles som en stor mundfuld, og nogle knækker midlertidigt eller varigt halsen på dette. Men mennesket er et enormt tilpasningsdygtigt væsen, der som oftest finder sig tilpas med den nye livsform, og efter det første indledende " fjumreår" har de fleste vænnet sig til det nye liv.

Som pensionist erfarer man, at man sjældent er en trussel mod nogen. Man bliver set på med venlighed og mildhed. Man bliver ikke opfattet som konkurrent af mennesker, der stadig er i arbejdslivet. Og mødes man med andre pensionister, har man mulighed for at opleve, at samværet med andre kan være helt anderledes end, hvad man er vant til. Tonen er mere imødekommende, og der er typisk større tolerance end, hvad der sædvanligvis er blandt arbejdstagere. Det er som om, ældre er nået frem til, at nu gælder det om at få det bedst mulige ud af de år, der er tilbage. Der er ingen grund til at spilde tiden med unødige konflikter.

Man kan få fornemmelsen af, at ældre endelig efter et langt liv har fundet ud af, at det vigtige i livet handler om at have det godt med sig selv og sine medmennesker, at have gode oplevelser og inspirerende aktiviteter. Blandt mange ældre er der et mærkbart fravær af prestigekampe og selvhævdelse, hvilket muligvis hænger sammen med, at en sådan adfærd virker absurd i lyset af, at der er et begrænset åremål tilbage at leve i. Når man er bevidst om at udløbsdatoen nærmer sig, er indbyrdes hanekampe fuldstændigt uvæsentlige. Man er ikke længere tvunget til at pleje omgang med kollegaer, som man ikke falder i hak med. Iagttager man pensionister i flok eller to og to, springer det i øjnene, at mange fornøjer sig med vedkommende og nærværende samtaler; og ind imellem er der grin og pjat, som om den underliggende overenskomst siger: "Nu skal vi lege sammen".

Mange ældre har appetit på livet. Sexlivet er ikke slut, selv om man er oppe i årene. Nogle finder ny partner. Andre finder ny spænding i tilværelsen og erfarer paradokset: Jo nærmere slutningen kommer, jo mere indholdsrigt bliver livet. Og det er ikke ualmindeligt, at pensionister udtrykker: Hvordan kunne jeg dog i sin tid holde ud at gå på arbejde?

Men ikke alt er rosenrødt, og ikke alle formår at udnytte de muligheder, som et otium tilbyder. Samtidig er alderdommen ensbetydende med tab. Tab af ægtefælle, familie, venner og helbred, hvilket kan medføre, at man bliver trist og mæt af dage. Og ude i det fjerne lurer det sidste ultimative tab: Tab af livet. Men inden det sker, er der grund til at forsøge at få det mest mulige ud af tilværelsen, inden det hele er forbi.

Du får livet tilbage med alderen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce