Donorbørn har ret til at kende deres ophav


Donorbørn har ret til at kende deres ophav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Bodil Skov, cand.scient.san.publ., Lotte Kofoed, SF, Frederiksberg, administrationsøkonom og professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunika

Billede
Debat. 

Ud af de i dag godt 20.000 danske donorbørn er der nu en del voksne. Voksne donorbørn vi kan - og skal - lære af. Voksne, som vi skylder at anerkende for den indsigt netop de har i kraft af deres anonymitetsforstyrrede ophavshistorie. Der er brug for en grundig debat om, hvordan fertilitetsbehandlinger i fremtiden skal foregå. Vi er enige om, at anonymitet skal forbydes. Vi er bestemt for fertilitetsbehandling, men vi er enige om, at samfundet må finde en anden måde, hvorpå fertilitetsbehandling med fremmed sæd og æg fremover kan foregå, så det sætter barnet i centrum med ukrænkelig ret til den fulde sandhed om sit ophav.

At være forældre er en menneskelig trang og længsel. I forældre-barn relationen ligger for de fleste selve nøglen til forståelse af hvad ubetinget kærlighed er og hvorfor man egentligt er i denne verden. Udover at videreføre slægten og bidrage til fødselstallet, så er det at sætte børn i verden det tætteste mennesket kommer til kilden af ren sammenhængskraft mellem individer. Sammenhæng hævet op over 'fordi jeg har lyst til det' eller 'fordi jeg er det værd'. Derfor er det godt, at fertilitetsbehandlinger findes til par og personer, som gerne vil ind i forældreskabet og derfra ud i verden med barnet ved hånden.

Langt over halvdelen af alle fertilitetsbehandlinger med fremmed sæd eller æg er stadigvæk anonyme. Anonym sæd er billigere end ikke-anonym sæd, hvor incitamentet for at anvende dette har stor vægt ift. efterspørgslen på fertilitetshjælp. Men det skaber mange problemstillinger. På den korte bane forskelsbehandles mellem fertilitetsbehandlingstyperne ud fra pekuniære argumenter. Læg hertil forskellen mellem adoptioner og fertilitetsbehandlinger, hvor absurditeten iøjnefaldende. Det er både urimeligt dyrere og mere besværligt at få lov til at adoptere i forhold til en fertilitetsbehandling.

Børn, der er i verden, forfordeles for børn, der endnu kun er en forestilling. Og det bliver ikke bedre, hvis man ser på den lange bane. Donorbarnets bane. De må nemlig bøvle med eksistentielle og relationelle udfordringer resten af livet. Nogle klarer det selvfølgelig bedre end andre, javel. Men der er altså for mange voksne børn, hvis forældre ikke på den gode måde formåede at indvie deres børn i den rette genetiske sammenhæng. Det har disse forældre sikkert en masse undskyldninger for. Det skal være dem tilgivet. Vi ønsker, at vi som samfund lytter til donorbørnenes nu og fremadrettet justerer lovgivning og rammer, så alle donorbørn i fremtiden sikres fuld indsigt i eget ophav.

Vi skal forstå, at donorbørn, som ikke kan få den fulde sandhed om deres ophav at vide, oplever, at deres identitetsdannelse halter. Det er svært at blive klog på sig selv, når kun den ene biologiske forældre er kendt. Mange af svarene på, hvorfor man er, som man er, går jo via ens forældre og den barndom, man har haft. Anonyme donorbørn skal leve med hul i den genetiske ligning. Længslen efter den anden forældre blandes med vrede over, at han (eller hun) ikke vil kendes ved relationen og at den/de aktive forældre besluttede at slette sandheden.

Mange oplever sig som en 'billig klat eller en fuld nat i byen'. Barnet kommer til at mistro den ubetingede kærlighed, man grundlæggende forventer fra sine forældre, fordi den sættes til side for forældrenes primære ønske om at gemme sandheden væk og designe historien, som de selv ønsker det. Denne form for forældreegoisme er dybt skadelig for det voksne barns sjælefred og tillid i nære kærlighedsrelationer. Mange donorbørn er bange for at forelske sig i en halvsøskende. I teorien er det muligt og risikoen for at det rent faktisk sker for nogle øges jo længere tid anonymitet er en mulighed. Mistanken kan udvikle sig til en relationsmæssig paranoia overfor andre mennesker, der måske ligner én selv lidt. På næsen, på hænderne, på håret - eller på det der særlige glimt i øjnene.

Selvom den anonyme donor er blevet udredt for de helt elementære ting vedrørende sit helbred, så afsløres alle arvelig sygdom ikke i en enkelt blodprøve. Nogle arvelige sygdomme kan forebygges, hvis man kommer i behandling inden de bryder ud. Men når donor er anonym, er der ingen mulighed for at finde frem til de mulige donorbørn og advare dem. Ligeledes er der - hvis man er uvidende om sin status som barn af en anonym donor - høj risiko for, at man først får den sandhed på bordet, når man selv rammes af akut sygdom, hvilket lægger et traume på et traume.

Mange donorbørn - og selvfølgelig især de anonyme - får kejtet og (for) sent i livet besked om, hvordan deres ophavshistorik er. Fordi det ikke er den nemmeste sag at tale om. Det medgiver vi gerne. Men så er det heller ikke værre. For sandheden opløser jo som bekendt konflikter. I de fleste af livets forhold. Undersøgelser peger på, at det er vigtigt at donorbarnet får fortællingen tidligt i livet, hvilket vores egne erfaringer også peger på. Når forældre tier, er de med til at bekræfte og vedligeholde en urimelig skam omkring både det at få og det at være donorbarn. Intet er mere forkert.

Alle forældre er i udgangspunktet gode forældre, uanset om de har lavet børnene helt selv eller med hjælp. At være forældre er den største opgave et menneske kan få - og tager man denne på eget stædige initiativ og trods biologiske forhindringer - så har man dæleme at stå ved det særlige forældreskab med stolt og ærlig værdighed. Værdighed, der fylder barnet med selvværd og anerkendelse af det, mange forældre generelt tvivler på; nemlig at vores børn elsker os lige meget og uanset om vi er de genetiske forældre eller ej.

Barnet skal i centrum. Konsekvent og helt fra starten af livet - om det så begynder i et reagensglas eller i mors mave. Og barnet har krav på at kende sandheden om sig selv. Det er ikke forældrenes ret at råde i den sag alene. Slet ikke når det offentlige er inde over og skattekroner bruges til at skabe liv. Hvis forældrene ikke vil give barnet sandheden, må fællesskabet sætte hegn og grænser op. Hvis forældrene ikke kan finde ud af at give barnet sandheden, må fællesskabet sørge for råd og vejledning. Igen:

Barnets tarv skal gå forud - hver gang - så de får de bedste vilkår at udvikle sig til kompetente voksne og forældre selv. Og det haster. DNA-registrenes vækst og værktøjer til at finde ud af alt muligt - også hvem ens anonyme far egentligt er eller eventuelle søskende til det barn, man får lyst give et par søskende på den nemme måde - er i rasende udvikling. De voksne børn, der vil finde deres biologiske forældre kan således tage sagen i egen hånd og donors anonymitet er således ikke beskyttet alligevel. Men hvorfor skal børnene gå den kolde registervej til sandheden?

Afsluttende vil vi gerne punktere det påbud mange donorbørn møder, når omgivelserne forsøger at negligere deres behov for sandheden: 'Er du da ikke bare glad for at være i live?!?' Undskyld os, men det er altså ikke det, det handler om. Livet elskes uanset. Forældrene elskes uanset. Men derfor vil barnet - og især det voksne barn - gerne have ret og respekt for egen, sande ophav og genetiske rettigheder.

Donorbørn har ret til at kende deres ophav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce