Det var ikke med vilje: Den dag jeg gav Mors dødsstødet


Det var ikke med vilje: Den dag jeg gav Mors dødsstødet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalist og fellow ved Constructive Institute i Aarhus Nanna Schelde
Billede
Debat. 

En mørk og regnfuld eftermiddag i november befandt jeg mig som udsendt journalist i en landsby på det sydlige Mors. Det var i 2009, og det var råkoldt, da fotografen og jeg besigtigede og fotograferede byens udvalg af faldefærdige Låsby-Svendsen-rønner og den lukkede folkeskole. Jeg kunne næsten ikke tro vores held, da vi blev inviteret indenfor hos en lokal arbejdsløs ung mand med en lige så arbejdsløs kæreste, tre kamphunde og skimmelsvamp på væggene. Min journalistiske fortælling var fuldbragt. Limfjordsøen Mors var i sandhed ved at lukke og slukke, som der også stod i min overskrift. Og dermed passede historien perfekt ind i den artikelserie om fattigdom i Danmark, som jeg bidrog til. Jeg selv og mine kolleger klappede mig på skulderen for den levende reportage fra en forarmet udkant.

Det kom derfor bag på mig, da klagemails fra beboere i bemeldte landsby begyndte at tikke ind efter publicering af artiklen. De mente, at min feature fra Mors var med til at give dem dødsstødet sådan for alvor. "Hvordan skal vi nogensinde få folk til at flytte hertil efter den fremstilling?" skrev flere. En anden inviterede mig til at komme tilbage og opleve Sydmors på hesteryg, så jeg kunne se øen fra en anden vinkel. For den havde faktisk noget at byde på. Jeg argumenterede med, at jeg jo sådan set bare ganske nøgternt havde beskrevet, hvad jeg havde oplevet. Det var rigtigt. Men var det, jeg havde oplevet, rigtigt? Inden min Tour de Mors havde jeg naturligvis researchet hjemmefra. Landsbyen kom på min besøgsliste, netop fordi den var kendt for sine forladte huse og sociale nomader. Mine øjne fandt den vinkel, de søgte, og jeg rejste hjem til mit storbyskrivebord og eksekverede.

Historien fra Mors er dukket op i min bevidsthed igen, efter at jeg nu i fire måneder har været fellow ved Constructive Institute i Aarhus. Et uafhængigt journalistisk institut ledet af tidligere nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, hvor den ydmyge ambition er at forbedre journalistikken og ændre nyhedskulturen på bare fem år. Den nødvendige kritiske journalistik skal ikke kun forsøge at dokumentere fejl, mangler og problemer i samfundet, men også inspirere, se på muligheder, undersøge nye idéer og inddrage borgerne i debatter om mulige løsninger på fællesskabets udfordringer. Journalistikken skal så at sige se verden med begge øjne. Det var jeg vist ikke særlig opmærksom på den dag på Sydmors.

Vores journalistiske ageren har konsekvenser for vores omdømme. I øjeblikket er tilliden til journaliststanden historisk lav. Sådan cirka på niveau med brugtvognsforhandlere. En netop offentliggjort undersøgelse, som YouGov har foretaget for Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at hele 82 procent af de adspurgte kun i nogen, mindre eller slet ingen grad har tillid til, at massemedierne rapporterer nyheder retvisende. I Danmark er vi ellers verdensmestre i tillid, men det er åbenbart ikke en tillid, der rækker helt til medierne.

Problemet er globalt. I november adresserede chefredaktør for den britiske avis The Guardian, Katharine Viner problemet. Hun skrev: "Hvis journalister bliver distancerede fra andre menneskers liv, går de glip af historierne, og folk holder op med at stole på dem. (...) Journalister må derfor arbejde på at vinde tilliden tilbage fra dem, de ønsker at tjene. Og vi må i højere grad blive en del af de samfund, vi ønsker at repræsentere og dække. Medlemmer af mediestanden kommer i stigende grad fra den samme privilegerede samfundsgruppe."

Som mediefolk har vi et stort ansvar for de kilder, vi er i berøring med. En enkel fordrejet historie kan få store konsekvenser for de implicerede. I en tid, hvor nyhedstempoet er højt, bliver der bedrevet mere hit and run-journalistik, hvor journalisten bare er "inde og vende", når en problematik skal beskrives. Spørgsmålet er, om det er muligt at komme hjem med den bedst opnåelige udgave af sandheden i det tilfælde? Etik og ansvar for medmennesket bør derfor være temaer, der rangerer højt på et hvert medies dagsorden.

Det lyder muligvis helligt i en branche, der praktiserer "if et bleeds, it leads". Historier om død, ulykke, sygdom og bedrag genererer ganske enkelt trafik på nyhedssiderne. Men pudsigt nok kan de mange negative historier også føre til fænomener som "news fatigue" eller "news avoidance". Det faktum, at publikum bliver så træt af dårligdomshistorierne, at det i apati helt begynder at undgå dem. Ifølge Nic Newman, forsker ved Oxford Reuters Institute, er det på verdensplan 48 procent af nyhedsbrugerne, der siger, at de undgår nyhederne, fordi de bliver i dårligt humør af dem.

I 2015 udfordrede stifter og daværende chefredaktør for det amerikanske online-medie Huffington Post, Arianna Huffington mediernes fornemmelse for blod og ulykke ved at påpege: "Jeg tror ikke, vi er programmeret til at være mere interesserede i dårlige nyheder og trusler, men traditionelt har medierne opereret efter denne antagelse."

Det var ikke min mening at vække anstød med vilje, da jeg lavede en ensidig reportage fra landsbyen på Mors. Men jeg var for optaget af at få den vinkel med hjem, som jeg allerede havde besluttet mig for, og så ikke, at nogen faktisk prøvede at løse landsbyens udfordringer. Så hvis tilbuddet om at opleve Sydmors på hesteryg stadig står ved magt, er jeg klar til at tage imod det.

Det var ikke med vilje: Den dag jeg gav Mors dødsstødet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce