Det store og smukke i det små. At se verden i et sandkorn
Af: Kunstnerisk leder af Sangens Hus og leder af Herning Kirkes drengekor Mads Bille

Mens sneen daler blidt over de danske parcelhuslandskaber, sidder jeg og forbereder eftermiddagens julekoncert, og jeg gennemstrømmes af en alvor , jeg ikke før har kendt. Siden den første korkoncert, som jeg dirigerede da jeg var 19 år, er der værker, jeg har opført hvert år siden da. Musikken i december har altid haft en charmerende aura af lys og forventning over sig, og man oplever hos både sangerne og publikum en lykkelig fornemmelse af at komme hjem til noget godt og uspoleret. Det er flere år siden jeg forstod, at denne lykke er dybere end blot nostalgi.

I år opleves det som særlig vigtigt at virkeliggøre den store og smukke musik til advents- og juletiden. Musikken og kunsten træder i år, tydeligere end før, frem som lyset der skinner i mørket, meningen med galskaben. For det er, om ikke en gal tid vi lever i, så i hvert fald en tid, hvor vore mest grundlæggende værdier er under udfordring.

Vi oplever en tillidskrise overfor holdbarheden af det fundament, vores samfund er bygget på. Uhyrlighederne fra den frie verdens leder er så omfattende at der indfinder sig en form for kollektiv afmagt. For- er valget af Trump som præsident fikset af russerne eller er det virkelig den amerikanske befolkning, som har truffet dette valg? Og hvad er værst? Hvad hjælper det at flere hundrede psykiatere underskriver en erklæring om at den amerikanske præsident er syg og utilregnelig? Trump sidder lige nu på posten som verdens mest indflydelsesrige person.

Hvad tænkte englænderne på da de stemte England ud af det' fælles europæiske samarbejde, som tog sin begyndelse i forlængelsen af 2. Verdenskrig? Hvornår mistede englænderne tilliden til at tro på det, de selv kalder The Greater Good- det fælles bedste?

Og som en understrøm til denne surrealistiske nyhedsstrøm ligger spørgsmålet: Kan vi tro på de nyheder vi hører og læser? Fake News begrebet er sivet ind i den kollektive bevidsthed som en gift, der i hvert fald lige nu har taget luften ud befolkningens handlekraft, fordi man dybest set ikke kan gennemskue hvad der er det rigtige at gøre.

Trump flirter med muligheden af en asiatisk atomkrig, afmonterer fredsprocessen i Mellemøsten, mistænkeliggør og latterliggør den ene samfundsgruppe efter den anden, udhuler tilliden til FBI og det amerikanske retssystem, erstatter den helt nødvendige dialog mellem en kritisk presse og den siddende regering med tweets, og forvandler verdenspressen til en flok spåmænd, som læser i tweets som var det kaffegrums.

Herhjemme har vi gennemlevet det årlige slutspil i finanslovsforhandlingerne. Igen, igen har vi set politikere i natlig, alvorstung vandring ind og ud af lokalerne på Christiansborg, akkompagneret af dramahungrende journalister, som forudser at denne situation kan betyde at visse samfundsgrupper, med mindre der opnås forlig, ikke vil kunne få udbetalt deres løn i begyndelsen af det nye år. Hold nu op! Indtil statsministeren indtræder i forhandlingerne, som en forælder i børnenes slåskamp, og får rundet af.

Nogle søger trøst hos Netflix. Andre hos Gud. De amerikanske kristne menigheder oplever øget medlemstilgang af mennesker, som har mistet tilliden til det politiske system og nu vender sig mod Gud som en mulig løsning på deres eksistentielle krise.

Jeg vender tilbage til forberedelsen af eftermiddagens julekoncert. Jeg ved at tenorerne vil have en tilbøjelighed til at synge for kraftigt i de første takter af Once, in Royal Davids City. Det vil jeg rette, så satsen klinger smukt. " To see the world in a grain of sand" som Blake siger det. At se verden i et sandkorn. Verden skal frelses med skønhed.