21. maj 1905 mødtes en broget flok danske mænd i Odense for at stifte et nyt politisk parti. I de forløbne 100 år har det sat sit stærke præg på dansk politik.
Til Fyns hovedstad drager en spredt kæde af mænd, løst forbundne ved et fælles ønske om at genrejse Venstre af dets forfald. Sådan skrev den senere fremtrædende radikale minister, Ove Rode, forud for det møde i Odense, der 21. maj 1905 førte til stiftelsen af Det Radikale Venstre ved landsmødet i Fyns Forsamlingshus.

Det er derfor naturligt, at partiet på 100-årsdagen fejrer jubilæet netop i Odense, på Odense Rådhus, med bl.a. tale af Folketingets formand.

Citatet antyder et kendetegn for partiet fra begyndelsen, at det ikke var en bestemt interessegruppe eller befolkningsgruppe, der stod bag stiftelsen.

De 472 delegerede fra hele landet, der satte hinanden stævne ved det stiftende landsmøde i Odense i 1905, var en broget flok: akademikere, lærere, husmænd, selvstændige, håndværkere mm., ateistiske brandesianere og grundtvigianere, men forenet i et fælles ønske om at stifte et idemæssigt parti.

Resultatet af mødet blev et parti, der kom til at sætte sit stærke præg på dansk politik i hvert fald de følgende 100 år, også selv om partiets snarlige undergang blev spået af politiske modstandere adskillige gange allerede fra begyndelsen.



Den vigtigste debat på mødet stod om formuleringen af partiets program, og resultatet blev det såkaldte Odenseprogram, hvoraf en lang række hovedpunkter blev gennemført i de følgende årtier.

Straks efter vedtagelsen af Odenseprogrammet tilsluttede den senere radikale statsminister, C.Th. Zahle, sig på vegne af 13 folketingsmedlemmer det nye parti, der dermed fra straks var repræsenteret i Folketinget. Men rækkefølgen var vigtig: Det var først vælgerne, der dannede et parti og lavede et program.

Partiorganisationen valgte også sin egen landsformand, vendelboen Jørgen Hald, og sådan har den radikale tradition været gennem alle 100 år. I dag tror mange, at Marianne Jelved er formand for de radikale, men hun er alene formand for folketingsgruppen, hvorimod partiorganisationen har sin egen formand, i jubilæumsåret Søren Bald.



De 13 folketingsmedlemmer var udtrådt af Venstrereformpartiet i januar 1905, efter at venstrelederen I.C.Christensen i forbindelse med overtagelsen af Statsministeriet efter deres opfattelse havde svigtet de oprindelige Venstre-ideer.

Udenrigsminister og historiker P. Munch udtrykker det på denne måde i sin artikel i 25-årsjubilæumsskriftet:

"Hvorfor blev Det Radikale Venstre dannet? Svaret kan gives med få ord: Fordi det i 1901 sejrende Venstre-parti efter sejren gled bort fra de ideer, i hvis navn det havde sejret". Han føjede til: "Men da sejren var vundet (ved systemskiftet i 1901), bukkede Venstrereformpartiets flertal under for magtens fristelser, som så mange partier har gjort det. Hurtig fæstnede det indtryk sig, at sejrherrerne var i fuld gang med at antage de besejredes (altså Højres) tro, sæd og skik".

Lyder det ikke næsten som en aktuel kommentar til spindoktorerne bag landets to største partier?



Det var ikke første gang, Venstrepartiet var blevet splittet i en radikal og en moderat del. Det var sket flere gange under Estrups regeringsperiode fra 1875 til 1894, f.eks. i 1878, da Viggo Hørup og Chresten Berg dannede en radikal gruppe, der modsatte sig forhandlinger med Højre, og i 1884, da de såkaldte europæere med Viggo Hørup og Edvard Brandes i spidsen bl.a. oprettede dagbladet Politiken, som skulle udtrykke en moderne, international og fritænkende venstreopfattelse. Det er altså ikke kun i dag, at de radikale kaldes et internationalt parti.

I 1895 var Venstrereformpartiet imidlertid blevet samlet. Det lykkedes også at få systemskiftet gennemført i 1901, og de radikales bannerfører, Viggo Hørup, blev minister indtil sin død i 1902.

Men de forskellige opfattelser fandtes fortsat, og forud for den nævnte splittelse i folketingsgruppen gik bl.a. et oprør i Vendsyssel baseret specielt på ønsket om militære besparelser, men også dannelsen af en radikal klub i København med P. Munch og Ove Rode blandt de førende skikkelser.

Det var således ikke en pludseligt sammensat og uforberedt forsamling, der mødtes i Odense 20.-21. maj 1905. Det militære spørgsmål var vigtigt, hvilket ses af, at det stod først i Odenseprogrammet, men også andre spørgsmål skilte de radikale fra de moderate. Det gjaldt især de sociale spørgsmål, hvor de radikale gik ind for, at "den bestående økonomiske ulighed formindskes gennem en planmæssig social reformlovgivning".

Dette betød også, at de radikale gerne ville samarbejde med det voksende socialdemokrati (der havde fået 16 mandater ved valget i 1903), mens de moderate ikke brød sig om dette samarbejde.

Netop dette aspekt havde i øvrigt også betydning for det nye partis overlevelseschancer, for frem til 1920 var der i Danmark valg i enkeltmandskredse, og det betød, at hvis Socialdemokratiet f.eks. undlod at stille kandidater i kredse, hvor en radikal kandidat havde rimelige valgchancer, kunne de hjælpe ham til at blive valgt - og omvendt. Der var flere eksempler på sådanne valgalliancer.

Af andre vigtige punkter i Odenseprogrammet må nævnes ønsket om en ny forfatning, f.eks. med kvindelig valgret og større demokrati i kommunerne samt en række punkter, der skyldtes det nye partis frisindede holdning, f.eks. på rets-, kultur- og undervisningsområdet.

Partiet opfattede nu sig selv som det egentlige venstreparti, og i mange årtier skrev det "Venstre" med gåseøjne, når talen var om de moderate.

Odense var ikke kun valgt som mødested på grund af den centrale beliggenhed i landet, men også fordi partiet fra begyndelsen var stærkt repræsenteret i Odense og på Fyn.

I stiftelsesbyen Odense var der allerede i 1892, samtidig med oprettelsen af det radikale dagblad Fyns Venstreblad, blevet dannet en radikal vælgerforening, da byens liberale vælgerforening fra 1884 blev splittet i en moderat og en radikal retning. Den radikale forening, som stadig i 1930'erne holdt fast i sit navn Odense Venstreforening, kunne umiddelbart gå ind i den nye landsorganisation i 1905.

Blandt dens førende kræfter var P.A. Kruuse, som senere skulle blive en stærk radikal kraft i Odense Byråd. Det var således ham, der kunne byde velkommen til det stiftende landsmøde i Odense.

Kruuse var selv et godt eksempel på det nye partis vægt på det idemæssige frem for det klassemæssige. Som materialist med forretning i Vestergade hørte han til Odenses velstående borgerskab, der for langt de flestes vedkommende var konservative.

Odense var stadig kendt som etatsrådernes by, og Kruuse blev da også to gange spurgt, om han ville være etatsråd. Ifølge sønnen Jens Kruuses erindringer "brølede han et svovlende nej", for han var radikal, og i Odenseprogrammet var også indføjet, at partiet var imod rang- og ordensvæsenet.

Også andre af de førende radikale i Odense omkring 1905 tilhørte det bedre borgerskab, f.eks. sagfører Jens Rasmussen (bror til fabrikant Mads Rasmussen, der oprettede Faaborg Museum), købmand J.C. Petersen og skoleinspektør Johs. Løwe.

Fyn var fra begyndelsen repræsenteret i Folketinget. Blandt de 13 første folketingsmedlemmer var Carl Slengerik, der var valgt i Middelfartkredsen siden 1901, og denne kreds skulle i samtlige de følgende 100 år få en radikal repræsentant i Folketinget.

Også Langeland var et stærkt radikalt område. Det var her, Edvard Brandes var blevet valgt, og senere blev øen repræsenteret af P. Munch. Husmændene så et idemæssigt fællesskab med københavnske fritænkende akademikere.

Ingen af deltagerne i det stiftende landsmøde i Odense i 1905 kunne vide, hvordan partiet skulle komme til at præge dansk politik i de følgende årtier, men allerede 1909 kunne partiet efter Alberti-skandalen danne regering.

Regeringen sagde i overensstemmelse med Odenseprogrammet nej til excellence-titlerne og kaldte sig selvbevidst "det sidste hold af mænd", som vælgerne kunne have tillid til.

Samme selvbevidsthed og optimisme lå bag det, der skete i Fyns Forsamlingshus 21. maj 1905.

Henning Nielsen, Parkvej 67, Vissenbjerg, er historiker og medl. af den radikale hovedbestyrelse.