Det nye herrefolk


Det nye herrefolk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I enevældens tid stod højtuddannede og humant indstillede mænd i spidsen for samfundet. I vore dage er deres afløsere ikke helt på samme niveau. De ved ikke altid, hvordan man opfører sig pænt.

Det nye herrefolk stødte jeg for alvor på første gang, da jeg kom tilbage til Danmark efter en udenlandsrejse i 1980'erne. På Christiansborg Slotsplads stod mennesker i tusindvis og demonstrerede mod et lønstop, som regeringen havde indført. Men bag Christiansborg tykke og beskyttede mure bevilgede Folketinget samme dag sig selv en pæn lønforhøjelse.

Jeg sagde til et folketingsmedlem, at de to ting da ikke hang rigtigt sammen, lønforhøjelse til Folketingets medlemmer og lønstop til befolkningen. Men folketingsmanden belærte mig om noget andet. For, sagde han, folketingsmedlemmer får ikke løn, de modtager et vederlag, og det er noget helt andet.

Så stor var afstanden mellem de folkevalgte og os vælgere allerede i 1980'erne. Jeg kan trøste læserne med, at den ikke er blevet mindre siden. For folketingsmedlemmerne har siden forstået at skaffe sig selv endnu flere privilegier, naturligvis betalt af os andre.

De lader sig nu transportere gratis i taxi. Og som allerede eksemplet med demonstranterne på Christiansborg Slotsplads og de fine indendøre viser, er der ikke den ringeste solidaritet med befolkningen. Man rager blot lidt brutalt sagt til sig, og afstanden til os andre vokser. Rigtigt interessante er vi kun, når vi er tæt på et folketingsvalg.

Til hverdag er vælgerkorpset reduceret til at være den nye almue, der kan stå ærbødigt i vejkanten og vifte med kabudsen eller måske allernådigst få et håndtryk, hvis et folketingsmedlem kommer for at holde foredrag.

Normalt plejer vi at berolige os selv med, at det er meget, meget længe siden befolkningen i Danmark var almuen, der måtte bukke for de fornemme, når de rullede forbi i karet. Frigørelsen af bønderne tog for alvor fart, da Stavnsbåndet blev ophævet i 1788, så fulgte husmandsbevægelsen og arbejderbevægelsen.

Højskolerne var med til at skabe en selvbevidst og vidende befolkning. Det nye politiske herrefolk på Christiansborg og andetsteds har for de flestes vedkommende en meget dårlig hørelse. De har oftest meget svært ved at høre græsset gro.

Det politiske herrefolk findes, som jeg antydede med ordet "andetsteds", ikke bare på Christiansborg. De findes også i amtsråd og kommunalbestyrelser. Dér kan man tage det lidt mere roligt med sin herskervirksomhed, for man risikerer ikke, at der pludselig som på Christiansborg bliver udløst et valg, fordi statsministeren mener, at lidt frisk luft i de politiske stuer kunne være godt, eller regeringen er så uheldig at blive væltet.

Så borgmestre i amter og kommuner kan med deres flertal bag sig trygt vælge at overhøre borgerprotester mod byggeri eller vejan- læg. Med et flertal i ryggen kan man gøre, hvad man lyster.

I min egen hjemkommune tog kommunalbestyrelsen på en ren skovtur til Paris. Der kunne ikke selv med anvendelse af verdens bedste detektivudstyr findes den ringeste saglige begrundelse for det.

Det minder påfaldende om den rejse, som Peter Brixtofte medbringende et folketingsudvalg tog på til Italien. Formålet var at studere italiensk skattepolitik, sagde man, men det egentlige formål var nok snarere at se fodboldholdet Juventus spille.

Så i første omgang skulle rejsen gå til Milano. Men da det viste sig, at Juventus under udvalgets besøg skulle spille i Napoli, forlagde man skyndsomt rejsen til denne herlige stad. At det var nok et typeeksempel på ægte herrefolksoptræden, skænkede ingen af deltagerne åbenbart en tanke.

Magt korrumperer, sagde en vis hr. Marx engang.

Ophøjetheden ytrer sig på mange måder og er til at tage at føle på. Forsøg De bare at skrive til formanden for Folketingets kirkeudvalg. Det gjorde en mig nærtstående person flere gange uden resultat. Birthe Rønn Hornbech (V) reagerede ikke.

I regeringskredsen er der også ministre, man som almindelig borger ikke skal spilde sin tid med at skrive til, man får intet svar. Jeg skrev selv til justitsminister Lene Espersen (K) i august 2004, fordi Radioavisen meddelte, at hun havde til hensigt at få indført, at personer, der blev tilbageholdt af politiet i mere alvorlige sager, antager jeg, skulle have taget DNA-prøve NB uden at være sigtet.

Det ville efter min mening være at overskride en betænkelig grænse. Jeg hørte intet, før en rykker i januar 2005 gav det svar, at Justitsministeriet ikke kunne se, at man havde modtaget mit brev.

Det er sandelig betryggende at få at vide om det ministerium, der på papiret har ansvaret for retssikkerheden hertillands. Justitsministeriet bad mig sende en kopi af mit brev, så ville ministeren se på det. Men jeg har ikke hørt noget.

Forklaringen på denne hovenhed fra politikernes side, tror jeg, er, at de folkevalgte overalt lever efter titlen på en meget morsom amerikansk bog, der kom for et par år siden. Den hedder Det er mængden, der gør det.

For politikerne bøjer sig i dybeste ærbødighed, når det bare er organisationer med mange medlemmer bag sig, f.eks. fagbevægelsen eller erhvervslivets mægtige. Man har i regeringen og andetsteds i magtens kredse den mest besynderlige ærbødighed for folk i flokke eller dem, der har penge. Vi andre er blot den nye almue. Argumenter og velbegrundede spørgsmål har man ikke den ringeste lyst til at lytte til.

Den mest sigende illustration af, hvordan det står til, er at finde på forsiden af en bog med den sigende titel Det glemte folk.

Her ser man på forsiden daværende fiskeriminister Svend Jacobsen. Han har været til et møde med vrede fiskere i Vestervig og er selv skyndsomt på vej ud ad døren og tilbage til det trygge København, hvor der ikke er nogen vrede fiskere.

Bortset fra fagforenings- og andre bosser er der kun én kaste, der uden videre har adgang til magtens elite i regering, folketing og andetsteds i samfundet. Det er de mennesker, der enten er eksperter eller selv har udnævnt sig til at være det.

Må jeg minde om, at en gammel definition fra FN på en ekspert er, at det bare er én, der er kommet 20 km fra sin normale bopæl, en udlandsekspert for eksempel.

Da jeg i 1972 begyndte at arbejde på Radioavisen, var såkaldte eksperter kun fra København og omegn. Men jeg fik da mine medarbejdere til at se, at der såmænd ude i landet også var folk, der vidste noget, for eksempel på Aarhus Universitet. Men eksperter med gratis adgang til landets mægtige er af mange slags, der er rene plattenslagere imellem.

Den hovne indstilling over for borgerne findes ikke bare i politikerkredse på alle niveauer. Den er naturligvis smittet af på mange ansatte i offentlig tjeneste. Som herren så hans svende, siger det gamle ordsprog.

Skrankepaveri forekommer langt oftere, end man skulle tro. Det mest populære gemmested for politikere og deres medarbejdere er at være gået til møde. Det kan man spilde timer og dage på, og resultatet er oftest ikke til at få øje på.

Vist så, man bliver ofte mødt med venlighed og hjælpsomhed, men det modsatte er bestemt ikke sjældent. Mange af de ansatte lader til at leve i den vildfarelse, at de nærmest selv ejer kommuner, amter eller staten.

Sundhedssektoren er noget af det værste. Dér tror man i al bedrevidenhed, at man skal bestemme for os og over os. Det kan være en god idé over for hovne, offentligt ansatte at gøre dem bekendt med, at det er Dem og mange andre, der betaler deres løn. Det kan virke afkølende selv på amtssundhedsdirektører og andet godtfolk.

Den gamle enevælde på Frederik V's tid var ledet af højtdannede og humant indstillede mænd. Den nye enevældes kvinder og mænd er ikke helt på samme niveau. Det er os, der skal sørge for at få lært dem at opføre sig blot nogenlunde pænt.

Jørgen Hornemann, Kavalerboligen, Folehavevej 19, Hørsholm, er cand.theol. & art.

Det nye herrefolk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce