Det, man siger, er man selv
Af: Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde

Indre Mission - med formand Hans-Ole Bækgaard i front - er harm over, at menighedsrådet i Brønshøj sogn specifikt i et jobopslag har betinget sig, at den kommende præst ikke har kvabbabbelser over at skulle vie homoseksuelle.

Bækgaard kalder det for "diskrimination" og er fortørnet over, at det vil afholde en del præster fra at søge stillingen. Underforstået: De primært missionske præster, der med hovedet på skrå og med vandet piblende let ud ad øret fastholder, at et forhold mellem to homoseksuelle ikke er et "rigtigt" ægteskab - og derfor ikke vil medvirke til den slags tøjeri. Ligesom de i øvrigt heller ikke synes, at kvinder er rigtige præster.

Så er det, man spørger: Jamen, er det ikke også diskrimination?

Det er næsten hysterisk morsomt, at Bækgaard og Co. kan tage så selvretfærdigt på vej over for noget, der i værste fald blot er fra samme skuffe som det, de selv går rundt og prædiker.

For et foretagende, hvor begrebet "næstekærlighed" er ret centralt, er det uforståeligt, at man kan iklæde sig en kappe af åndelig bedrevidenhed, som f.eks. stadig rammer homoseksuelle og kvindelige præster.

For når præst ved Kristkirken i Kolding, Per Damgaard Pedersen, forleden bedyrede over for TV2, at han i virkeligheden var ude i en kønskamp på kvindernes vegne, når han ikke mente, at kvindelige præster var hensigtsmæssige, så er det nok en af den slags forkæmpere, man gerne ville betakke sig for.

Det virker fortidigt i en foranderlig verden, hvor folkekirken består som en sikker bastion, der holder lidt forstandigt fast i det bestående. Folkekirken skal være relevant for os - for så mange af os som muligt - det er de samme krav, vi stiller til alt andet i vores hverdag.

Folkekirken er rummelig - og det skal den være. Ellers er det jo ikke "folkets" kirke. Siger man.

Netop.

Der skal være plads til det meste - og det er der så sandelig også. Folkekirken har sin del af fortidslevn, hestehviskere og pilgrimsprædikanter, så der er nogen for enhver smag.

Men det skal bare ikke ende i at virke som en parodi på fortiden. Vi har netop markeret 500-året for Luthers afsked med den katolske kirkes bedrevidende regelsæt. Så behøver vi ikke pege fingre ad hinanden.