Det landsdækkende københavnervalg
Af: Kaare Dybvad, MF for S

Intet er vel sværere at forholde sig til, end 103 selvstændige valg, der markedsføres under en samlet overskrift, som det sker til kommunal- og regionsvalget. Men denne gang synes jeg det gik bedre end det plejer: De store landsdækkende medier havde oprustet med støtte fra dygtige journalister fra de regionale dagblade, P4-stationer og TV2-regioner. Det var forfriskende, at kunne blive klogere på det politiske liv i det kommuner, man ikke normalt forholder sig til.

Men selvom dækningen indholdsmæssigt var rettet mere mod provinsen, end vi er vant til, var der noget sært københavnsk over de briller, som valgene blev vurderet gennem. Det er ikke kun mediernes skyld, men i lige så høj grad politikere og det politiske kommentariat. Lad mig give et par eksempler på, hvor det slog igennem.

For det første virker det til, at vores lands regering kun havde øje for valget i Københavns Kommune. Således kunne man se Transport- og Boligminister Ole Birk Olesen bruge valgkampskræfterne på at føre kampagne mod Overborgmester Frank Jensen, fordi sidstnævnte begrænsede højden på byggerier i bl.a. Københavns historiske bymidte. Jensen stod også for skud, da Forskningsminister Søren Pind på valgdagen leverede et personligt angreb, der var langt under ministerværdigheden. Indlægget fra Pind, der i flere omgange selv rakte ud efter Overborgmesterposten, ser dog ud til at have haft den modsatte effekt, og Frank Jensen kunne notere uændret opbakning, mens Pinds københavnske partifæller blev yderligere decimeret og måtte se den borgerlige blok halvere sit antal af fagborgmestre. Måske havde det været bedre for både regering og borgerlighed, hvis man havde løftet blikket og taget hele landet i betragtning?

For det andet virker det ikke som om den større dækning af provinsen slår igennem i vurderingen af de enkelte partiers resultater. Tag nu Alternativet, som ved seneste folketingsvalg fik 4,8 % af stemmerne. Til kommunalvalget måtte de nøjes med 2,9 % og kun 20 valgte byrådsmedlemmer. I Aarhus, hvor Uffe Elbæk selv i en årrække sad i byrådet, blev det til en enlig byrådsplads, hvilket man da også erkendte sin skuffelse over. Men alligevel var vurderingen fra de politiske analytikere, at Alternativet havde fået et bragende valg, fordi man havde klaret sig godt i Københavns Kommune. På samme måde var der fuld opmærksom på det storkøbenhavnske parti Nye Borgerlige, og det blev ukritisk viderekolporteret, at man var fint tilfreds med ét enkelt byrådsmedlem ud af de 240, som partiet stillede med. Ud fra alle tænkelige parametre en eklatant fiasko.

Sandheden er vel, som Henrik Dahl også bemærkede i sidste uge, at det er hovedstadsområdet, der adskiller sig markant fra resten af landet. Redaktionerne kan sende nok så mange opvakte reportere til provinsen, men hvis politikernes energi og de politiske bedømmelser alligevel tager ensidigt udgangspunkt i Københavns Kommune, så kommer vi ikke videre. Man dyrker med lige dele nysgerrighed og påtaget forargelse Københavns rådhus som "det giftigste sted i dansk politik", og bruger det som anledning til den store opmærksomhed. Men som de seneste uger har vist, er det en tung og slidt cliché: Frank Jensen kunne i fredsommelighed samle alle rådhusets partier bag sig, mens balladen foregik i kommuner som Slagelse, Dragør, Kerteminde og Læsø.

Lektion fra årets valg må være, at journalisterne har forstået at Danmark er mere end København. Nu mangler vi bare, at erkendelsen indfinder sig hos politikere og kommentatorer.