T. Storm Nielsen, advokat, Faaborg

Det er selvfølgelig nærliggende at fremkomme med min uforgribelige mening om terror og om bombardementerne i Afghanistan og deres indflydelse på vor danske hverdag. Den mening kom nok til at stå langt nede i køen af lige så uforgribelige meninger

Det er nu heller ikke det, der har rumsteret i mit baghoved i den forløbne uge. Det har derimod tre indbyrdes helt uafhængige begivenheder, der dog alle har med politi at gøre. På den ene eller den anden måde.

Den første er, at jeg læste, at der var blevet indledt tjenstlig undersøgelse mod den politimand, der med et velrettet skud afbrød en dramatisk gidseltagning, hvor gidseltageren holdt en skarpsleben kniv mod offerets strube. Med gidseltagerens død til følge. Hvad der tilsyneladende har indkasseret ham mere utak end ros.

Nu kender jeg selvfølgelig ikke den pågældende, men medmindre det er "Dirty Harry" himself i dansk forklædning, forekommer det besynderligt, at en modig politimand i en presset situation, åbenbart for at redde menneskeliv, skyder forbryderen og derefter selv skal behandles som en forbryder.

I valget mellem at beskytte forbryderen og beskytte ofret, må offeret da for hulen have forrang. Ellers bliver det svært at finde behjertede politifolk.



Den anden begivenhed fandt sted i Assens Politikreds, hvor en tilsyneladende overarbejdet betjent ville holde weekend, før han anholdt "Glamsbjergs skræk" med et alenlangt synderegister. Et register, der oven i købet blev endnu længere i sagens forløb.

Mens to socialpædagoger måtte sidde på anklagebænken tiltalt for ulovlig frihedsberøvelse, fordi de foretog en civil anholdelse af kalorius, ja, så løslod etaten ham igen, selvfølgelig af angst for at krænke hans rettigheder. Han kvitterede prompte ved at foretage et væbnet røveri mod den lokale bank. Og er nu igen varetægtsfængslet.

Få dage efter blev socialpædagogerne dømt for at have udøvet ulovlig tvang og frihedsberøvelse over for ham. Jeg har ikke læst selve dommen, men kan da nok gætte mig til, at retten har forkastet, at der var grund til civil anholdelse. Og så er den logiske konsekvens en domfældelse som sket.

Men jeg kan ikke forstå at retten kan lægge til grund, at de har haft forsæt til det, de er dømt for. Der foreligger da efter avisens referat en uegentlig retsvildfarelse, der normalt bevirker straffrihed. Men nok om juraen.

Det politiske i, at civile skal udføre politiets opgaver og så bliver straffet, når de gør det, må da kalde på en reaktion. En lovændring fra justitsministerens side. Så i hvert fald særligt uddannet og kvalificeret personale, som de pågældende socialpædagoger, tillægges en ubetinget ret til at anholde og indbringe personer fra deres institutioner eller miljøet omkring. Som de ved eller har særlig mistanke om, har begået lovovertrædelser. Ellers bliver det da, særligt efter dommen, helt umuligt at sætte sig i respekt over for klientellet. Samtalepædagogik har sine grænser.



Og den tredje nyhed var, at det er helt givet, at politiet har brug for al den bistand, det kan få. Politifolkene har efter de sidste opgørelser 180.000 fridage til gode. Hvordan det skal kunne lade sig gøre at få dem afspadseret med terror og den deraf følgende øgede bevogtning til følge, kan vist ikke engang justitsministeren se.

Selv hvis politiet blev fritaget for at jagte Bukstis fartsyndere på motorvejene, kan det ikke lade sig gøre (bemærk, at det lykkedes at snige min yndlingskæphest også ind i denne klumme!).

At rekruttere flere folk til etaten giver ovenstående eksempler på arbejdsvilkårene da ikke meget håb om. Og lønnen er med tvungen afspadsering heller ikke noget incitament.

Jeg går ikke ind for, at hverken politibetjente eller andre skal føre sig frem som hujende revolversvingende selvtægtsfolk. Men det er forkerte signaler, at man ikke kan bruge sin bedste dømmekraft uden at risikere at få en sag på halsen, der kan give en større straf end forbryderens. Så kan det slet ikke undre, at folk ikke tør blande sig, når der bliver råbt om hjælp.