tro

Det har været meget interessant at følge med i den spændende debat mellem en præst, en ateist og andre, der har blandet sig, om Gud overhovedet eksisterer.

Alle kristne påstår, at Gud gav mennesket en fri vilje til selv at tage beslutninger i livet. Det fik mig til i en prædiken, mens jeg stadigvæk var i kridthuset hos adventistkirken, at sige, at med denne skænkede frie vilje gjorde Gud sig i virkeligheden magtesløs over for den menneskelige stærk vilje. 

På trods af denne kendsgerning spørger også de kristne, når en tsunami eller anden stor katastrofe dræber en masse mennesker eller har andre katastrofale følger: "Hvor var Gud henne? Hvis de da ikke går så vidt at påstå, at det var Gud, der gjorde det f.eks. at straffe menneskenes børn for et eller andet.

Hvis det modsatte er tilfældet, at de er så heldige at være en af de få, som katastrofen ikke ramte, eller overlevede en eksempelvis alvorlig ulykke, ja, så takker de højlydt Gud, fordi de mener, at det var Gud, der beskyttede dem.

Hvis du er forvirret, så forstår jeg dig meget godt. Selv om jeg tror på det kristne budskab og en Gud med frelser, så virker sidstnævnte reaktion på mig sådan, at den er et udtryk for en alvorlig selvpromovering, hvor man næsten forsøger at foregive, at man er under Guds personlige beskyttelse.

Men, hvis Gud lider af personsanseelse, kan jeg ikke tro på ham, for så er han ikke en retfærdig Gud. 

Kendsgerningen er jo, at vi alle som en del af menneskeheden i alt for mange tilfælde selv er skyld i alle de ulykker, der rammer menneskeheden  og os selv personligt.

Jeg kan godt forstå, at nogen ryster på hovedet over mange troendes opfattelse.

Til gengæld skal ateisterne acceptere, at vi er nogle, for hvem det betyder noget at have noget at tro på. Jeg føler i hvert fald ikke, at min tro er til fare for nogen, da tro ikke handler om viden og derfor skal administreres med respekt for andres tro eller mangel på samme. 
  • fyens.dk