Det er ikke bare klynk , når personalet på Odenses daginstitutioner hævder, at det er mere og mere presset. Det femgår af en undersøgelse foretaget af studerende på Odense Socialpædagogiske Seminarium.
Nu har vi jo haft ikke mindre end tre valg at forholde os til den 20. nov.ember. Deraf fulgte også en masse forskellige valgtemaer og gode intentioner – næsten grænsende til løfter.Alle ville gerne have deres egne ”kæpheste” ført ind i valgmanegen, og derfor kom debatindlæg, læserbreve og synspunkter i en lind strøm i tiden op til valget.Vi har bemærket os, at der blandt andet har været en del fokus på daginstitutionsområdet, hvoraf det har fremgået, at forskellige byområder, institutioner og faggrupper stadig føler sig mere og mere presset/belastet.Hvad er nu det for noget? Er der bare tale om ”almindeligt piveri” i en kamp om at få del i de begrænsede økonomiske midler, når byområder hævder, at problemerne vokser, når psykologer næsten frarådes at søge job i Odense Kommune af deres egen fagforening, og når pædagoger hævder, at de er udsat for et større og større arbejdspres?

VI TROR IKKE, at det bare er "piveri", men at det skal tages meget alvorligt. Der er behov for, at undersøgelser samles og analyseres, så man (beslutningstagerne) kan få konkrete tal og forhold at beslutte ud fra.

Dette kræver en god portion dokumentation på et område, som det traditionelt kan være svært at fremskaffe konkrete tal på, når man f.eks. taler om børn, der har det svært i daginstitutionerne og pædagoger, der føler sig presset arbejdsmæssigt. Det er unægtelig nemmere at registrere antallet af færdselsuheld i et bestemt vejkryds.

I forbindelse med et længere kursusforløb på Odense Socialpædagogiske Seminarium for daginstitutionspersonale forsøgte vi at afdække en lille flig af dette område i vores projektopgave.

Vi havde som udgangspunkt den formodning (problemformulering), at der i daginstitutionerne i Odense Kommune gennem de sidste 10 år er blevet et større arbejdspres blandt personalet pga. et stigende antal diagnosticerede børn (børn med særlige behov), samt en formodning om, at ressourcerne ikke var fulgt tilsvarende med.

Det var ikke muligt for os at finde dokumentation/undersøgelser, som kunne hjælpe os med at afdække vores formodninger, og derfor måtte vi selv i gang med at fremskaffe materiale.

Ud fra bl.a. spørgeskemaer til ca. 10 procent af kommunens integrerede daginstitutioner, samt spørgeskemaer til de fire områdekontorers PPR-afdelinger (pædagogisk/psykologisk rådgivning), fik vi nogle konkrete resultater, som desværre understøttede vores formodninger som værende reelle og ikke bare noget, som vi gik og bildte os selv ind i vores daglige arbejde.

UNDERSØGELSERNE gav nogle resultater, som bl.a. viste, at i halvdelen af besvarelserne oplever institutionerne, at der er blevet flere børn med en konkret diagnose inden for de sidste 10 år. Samtidigt var der på to PPR'er (ud af tre besvarelser) en oplevelse af, at der er blevet flere børn, som ikke har en konkret diagnose; men hvor man har erkendt, at der er behov for en særlig støtte/indsats.

Desuden gav over halvdelen af besvarelserne fra institutioner og PPR udtryk for, at ventetiden på at få et barn undersøgt via PPR er blevet længere, at ventetiden på yderligere undersøgelser uden for PPR's regi er blevet længere, og at ventetiden til en evt. amtslig specialinstitutionsplads er blevet længere.

Dette er jo klart et udtryk for, at der er blevet et større arbejdspres i de enkelte institutioner. Samtidig går der længere tid, inden man kan få afdækket, hvad barnets problem/behov reelt er, således at den korrekte støtte/behandling kan blive iværksat.

Alle, som er ansat i institutionerne og PPR's regi, vil jo børnene det bedste, men det kræver selvfølgelig også, at man har de fornødne "redskaber" for at kunne udføre et tilfredsstillende professionelt stykke arbejde.

OVENSTÅENDE er konkrete tal, som vores undersøgelse har dokumenteret. Men samtidig er der jo en del andre forhold, som også er med til at gøre et øget arbejdspres til en realitet og ikke kun en påstand. I vores undersøgelser er vi bl.a. stødt på følgende forhold, som også bør med i det totale billede. Andre vil sikkert kunne påvise endnu flere forhold, og mange har allerede været fremført i den senere tid:

En stigning i antallet af børn, som anbringes uden for eget hjem (børn som jo også har gået i institutionerne og været genstand for bekymring, indstillinger, undersøgelser mm., inden det resulterer i en anbringelse.)

Øget forældrearbejde, både med forældre som stiller øgede krav til institutionerne og i forhold til forældre, som er mere usikre på deres rolle som forældre, og som måske har svært ved at stå alene i denne rolle.

Flere tosprogede børn og deres forældre (ofte geografisk koncentreret), som også har særlige behov.

Flere administrative opgaver, som absolut ikke "bare" kan varetages af andre faggrupper (som f.eks. en HK-uddannet): flere observationer, beskrivelser, indstillinger, møder mm. som følge af, at der er flere og flere børn, som man skønner har behov for særlig støtte/hjælp.

ER DER SÅ slet ikke noget positivt at få øje på? Jo lidt - der kommer jo hele tiden ny viden (via forskning og uddannelse), som giver gode "redskaber" til at hjælpe de forskellige børn, som har særlige behov af den ene eller anden karakter.

Men "redskaber" gør det ikke alene - der skal også være tid til at bruge dem, så vi som pædagoger ikke kommer til at svigte på andre områder. For eksempel. i forhold til de mere "almindelig" børn , som ikke bare udvikler sig af sig selv.

Kort og godt: Når ressourcerne ikke står mål med opgaver og krav, så bliver resultaterne også øget arbejdspres/stress blandt personalet og børn, der svigtes og kommer i klemme.

Hvor vil vi så hen med resultatet af denne undersøgelse?

Jo, vi vil blot minde om, at valgløfter, gode intentioner og diverse. undersøgelser - det kan de børn, der kommer i klemme, ikke bruge til ret meget. Hvad er de fremtidige konsekvenser ved, at børn "sættes på venteliste" (læs: ikke hjælpes/støttes hurtigst og bedst muligt)?

Er der i stedet tale om ventelister på f.eks. hofteoperationer på sygehusområdet, og voksne, der dermed ikke kan bibeholde deres job på arbejdsmarkedet, så er der ikke problemer med at lave konsekvensberegninger af tabt arbejdsfortjeneste, øgede udgifter til sygedagpenge osv.

Der var heller ikke problemer i valgkampen med at påpege, hvor uanstændigt og uacceptabelt det er, at der overhovedet findes ventelister inden for sygehusvæsenet.

Men hvem tør lave en langsigtet konsekvensberegning af, hvad det kommer til at betyde for de børn, der kommer i klemme, når ressourcerne ikke står mål med øget behov, og for det personale, som skal løfte mere og mere?

Hvem tør politisk tage et ansvar på dette område, nu da man atter er kommet i arbejdstøjet, og udmønte det i konkret handling? Det er jo faktisk et fjerde valg på ganske kort tid.
  • fyens.dk