Så kom den ikke uventede nyhed, at Gitte Seeberg har valgt at forlade partiet Ny Alliance efter længere tids uenighed i partiets ledelse om den fremtidige politiske strategi.

Jeg er sikker på, at jeg kun er én blandt mange, der ved partiets præsentation i maj sidste år tænkte: "Ja, det her kan være løsningen på, hvordan vi kommer ud af den fastlåste politiske situation på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti efterhånden har fået vetoret på alle afgørende områder i dansk politik".

Men ak, fra valgkampen blev skudt i gang til den sluttede 13. november, havde Ny Alliances egne kandidater formået at så så meget tvivl om projektets bæredygtighed, at de ved målstregen på valgdagen stod på spærregrænsen i vælgertilslutning. I virkeligheden var faldet fra vinder til taber sket i løbet af 14 dage.

Da den første valgkamps-uge var overstået, udtalte en glad og selvsikker Naser Khader: "På Pias ansigt kan jeg se, at Ny Alliance er kommet rigtig godt fra start".

Men, så var det også slut med sejrsrusen. Vælgerne gennemskuede kandidaternes manglende overblik og deres manglende koordinering af deres udmeldinger til pressen. Som dagbladet Politiken udtrykte det: "Hvis valgkampen havde varet en uge længere, var Ny Alliance kommet til at skylde mandater..." Tilbage hos mange af os vælgere er en tom fornemmelse af, at et i bund og grund godt projekt har lidt skibbrud, fordi kaptajnen og besætningen ikke var dygtige nok.

Nu har kaptajnen og det tilbageblevne mandskab valgt at skære ned på ambitionsniveauet og har forlods deponeret deres sjæl hos statsministeren og Dansk Folkeparti.

Jeg forstår Gitte Seebergs handling.

Det er synd for alle de vælgere, som hverken føler, at de hører hjemme på "rød eller blå stue", men som blot ønsker et samarbejdende folketing på tværs af partiskel.
  • fyens.dk