Det er en langvarig proces at komme til at elske sin krop som den er


Det er en langvarig proces at komme til at elske sin krop som den er

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter, blogger Jeanett Veronica Hindberg
Billede
Debat. 

Det havde ulmet i mig noget tid, da jeg sidste år omkring oktober, midt i en portion tvangsgrønt og en kamp mod mine 101 kilo, besluttede, at nu måtte det være slut med slankekure og generel utilfredshed over såkaldte "fejl" på min krop. Jeg besluttede at elske mig selv, uanset vægt og udseende.

Nåh, men når man bestemmer sig for at ændre sin tankegang fuldstændigt i forhold til sin krop, er det en langvarig proces, og der er mange tankemønstre, der skal skrives om (Jeg er ikke færdig endnu). Så jeg startede med at gå på Instagram, som jeg altid gør, når jeg vil inspireres, og der fandt jeg ud af, at jeg åbenbart skulle til at være det, man kalder en kropsaktivist. Så det har jeg taget på mig, selvom jeg ikke er vild med at sætte mærkater på mig selv. Men jeg tænker, at når man beslutter at tage en ny drejning i tilværelsen, og ikke mere skal være dronningen af lynkure, er man nødt til lige at melde det ud, og der skal jo også være en modvægt til al slankehysteriet.

En kropsaktivist tager naturligvis afstand fra alt, der handler om nedgørelse af egen krop - dog har jeg egne Hindberg-regler indlagt, da jeg er nødt til at kunne omtale min krop som eksempelvis en Teletubbie, skulle jeg få lyst til det. Helt ærligt, sådan snakker jeg bare, og mere ligger der ikke i det. Jeg fungerer bare ikke med hellig- og højtidelighed! Men mine strækmærker, bingovinger, og babbelutter, der ikke er lige lange, og hvis brystvorter ikke stritter lige ud i luften (mine peger mod gulvet,mand! og den ene har efterhånden taget form som et deformt spejlæg), det er ikke fejl ved mig. Sådan ser almindelige kroppe ud.

Jeg er træt af, at det værste man åbenbart kan være, er fed. At vi altid skal føle os forkerte, opfattes som dovne og uintelligente, og hvis vi tillader os at være så fede, så har vi da bare at være på kur i det mindste! Så vi kan blive acceptable tynde mennesker. Jeg har brugt et helt liv på at være på kur - selv da jeg var åletynd, og har nu i en alder af 45 endelig besluttet, at det ikke mere er vigtigt for mig. Jeg er en interessant person, uanset hvad jeg vejer. Mit mål i livet er ikke at veje 50 kilo. Om du skal bryde dig om mig eller ej, bør min vægt ikke være afgørende for. Det burde være min personlighed (Okay, den halter også "BUMMER", men du ved nok, hvad jeg mener) Jeg vil skide på de mål damebladene sætter for os, hvad vi skal veje, hvordan vi skal se ud. Fuck it! "Tab dig fem kilo på fem dage..." vi bliver fyldt med den slags gylle på daglig basis. Utroligt nedgørende og med til at holde os kvinder på et stadie, der insinuerer vi er en form for hjernedøde. Det må simpelthen være mennesker uden relevant tilværelse, der konstant arbejder mod et mere perfekt udseende og aldrig stiller sig tilfreds med spejlbilledet. Tænk lige over, hvor gladere du kunne være, hvis du sked på de normer, der dikteres og bare var glad for det du så i spejlet. Du ville få så meget mere tid til de virkelig vigtige ting i tilværelsen. Jeg tænker Netflixbinging, naturligvis!

Jeg har endelig groet så meget selvværd, at jeg kan koncentrere mig om, hvad der er vigtigt for mig. Og det er ikke at være tynd. Jeg lider, når jeg er på kur, og er i kronisk dårligt humør. Folk må hjertens gerne være tynde, det gad jeg da også godt, hvis jeg ikke skulle kæmpe så modbydeligt for det, men det skal bare ikke være facit for at være god nok. Medmindre man er et nederen menneske mod andre, så er vi alle gode nok, og ingen behøver andres accept for at føle sig okay. Kun sin egen!

Det er en langvarig proces at komme til at elske sin krop som den er

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce