Derude på landet, hvor der er fred og ro, hvor køerne gumler på markerne, og grøftekanterne blomstrer, er der undertiden knap så idyllisk, som der burde være.
Jeg bor på et sted, hvor vi naboer ikke kommer hinanden meget ved - langt ude på landet, med flere hundrede meter mellem naboejendomme, men det er nu ikke afstande i meter så meget som i indstilling, jeg tænker på.

For eksempel har mine naboer - visse af dem - en ide om, at da det ikke er bymæssig zone, er hastighedsgrænsen vel så de 80 kilometer i timen, som de naturligvis med henvisning til færdselsloven kan hævde at have ret i.

Ikke desto mindre er vejen smal, der er dårligt oversyn, og den svinger lige dér, hvor jeg bor.

Jeg tilstår, at jeg har dyr og børn, der har det med at forvilde sig ud på den anden side af hegnet - en uvane, ganske vist, men dette ér altså langt ude på landet.

JEG ER SELV opvokset "langt ude på landet", og der var aldrig disse problemer - heller ikke i "nyere" tid med flere og hurtigere biler på vejene.

Men naboerne og deres bekendte kører med færdselsloven og vores (mit, børnenes, dyrenes) liv i hænderne, som om fanden selv var i hælene på dem - hvilket jeg forventer, han er...

Jeg har tidligere forsøgt mig først på diplomatisk vis, senere på mere tryglende, krævende, tiggende og argumenterende måder at bede de kørende om at holde igen.

Med det resultat at de sætter farten op, når de kører forbi mit hus. Bremser hårdt op og ryger ud af bilerne for at komme med diverse trusler om hårdtslående argumenter i deres favør. Eller kører forbi med hornet i bund til psykisk og fysisk gene for alle parter (jeg tænker også på dem - jeg mener, det må da også påvirke deres egen psyke at være så hadefulde og ønske ondt over andre.).

Det internationale tegn for foragt, kendt som "fingeren", er også i brug jævnligt.

ALT I ALT er jeg blevet meget utryg ved situationen, ikke mindst fordi jeg er bange for, at det vil gå ud over børnene, hvis jeg prøver igen. Man hører jo meget om folk efterhånden, der uden videre tyr til vold eller anden form for voldsomheder. Sådanne diplomatiske færdigheder som dialog, empati og accept er i hvert fald ikke på tale.

Men ting sker, og man må så prøve at lære at leve med dem, som man bedst kan.

Det gælder også nydelsen af naturen. Planterne, som man kan glædes over og følge i deres vækst fra tidligt forår til sensommeren, hvor det er en glæde at gå en tur med en saks i hånden og udvælge sig de tørrede vækster, der skal blive en del af juledekorationerne.

Nå ja, sådan var det indtil for nogle år siden, her hvor jeg bor.

SÅ FIK EN landmand den ide, at grøftekanten var hans personlige domæne, hvorefter han med periodisk regelmæssighed slår alt ned, der prøver at vokse i grøftekanterne ud for hans marker.

"Jeg gør det jo kun udfor mine egne marker" er ét argument. Et andet er, at naboerne godt kan lide, at han gør det, og et tredje er, at kommunen jo ikke slår grøfterne.

Lad os se på argumenterne:

"Jeg gør det jo kun udfor mine egne marker."

En landmand i dagens Danmark bliver nødt til at tænke stort, være dynamisk og handlekraftig og hele tiden være på udkik efter muligheder for at kunne øge sin produktion.

Det betyder for en planteavler, at han bliver nødt til, at forøge antallet af hektarer, han har under plov - hvilket også betyder, at procentdelen af sandsynlighed for, at han erhverver sig marker, der ligger ud til offentlig vej, stiger ret betydeligt. Især når vi også taler om de små veje, nogle af os bor på, "langt ude på landet".

NÆSTE argument:

"Naboerne kan godt lide, at jeg gør det".

Ja, jeg har jo lige påvist samme naboers hang til hurtigkørsel, noget der i det mindste kræver udsyn. Dernæst er omtalte naboer klar over, hvordan jeg har det med grøftekant-naturen, og det er nok heller ikke let at afvise, at dét har en del indflydelse på deres positive holdning.

Og desuden: Disse naboer har ikke denne landmands marker liggende hele vejen omkring sig...

SIDSTE argument:

"Kommunen slår jo ikke grøfterne, og grøfterne bliver fulde af flyvehavre, som forurener min afgrøde".

Nu er jeg ikke et dumt bybarn flyttet på landet. Jeg har selv været med til at samle den ødelæggende flyvehavre op i marker, så jeg er ganske klar over, at det er en ødelæggende vækst.

Men rent faktisk slår kommunen grøfterne. Jeg vælger at tro, at de bliver slået på de tidspunkter, de gør, netop for at give fred til de planter, der vokser igennem sommeren - de smukke cikorier for eksempel.

Landmandens argument er, at kommunen slår grøfterne (bemærk: før slog kommunen ikke grøfterne i hans argumentation) på de pågældende tidspunkter af sparehensyn.

Hvordan det kan være mere sparsommeligt at slå grøfter i marts end i juni får stå hen i det uvisse, medmindre landmanden mener, kommunerne slår grøfterne for lidt. Og det mener han jo nok.

DET KAN godt være, der lovmæssigt er hjemmel for, at landmændene må slå grøfter, der ligger langs deres marker. Er der dét, kan jeg desværre ikke kalde handlingen for selvtægt, om end den er foragtelig og kun til benefice for den pågældende landmand og hans indtjening.

Men kunne et alternativ ikke være, at landmændene etablerede egne grøfter? Et halvt meter bredt bånd på deres egen mark langs de kommunale grøfter, der kan virke som "buffer" for uønskede afgrøder i landmandens mark.

På den måde kan landmanden afværge disse uønskede vækster, og vi andre kan nyde cikorier, og hvad der ellers burde have nærmet sig deres blomstringstid lige nu.

Christina Aaboe, Hillerupvej 13, Glamsbjerg, er lærerstuderende.