Den sociale arv. Kære far ..."


Den sociale arv. Kære far ..."

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter Louis Bülow
Billede
Debat. 

For 100 år siden kom to tvillingebrødre Marinus og Hans Peder Bülow til verden som de yngste i en større søskendeflok i det vestjyske. Under megen virak og festivitas stod den beskedne lejlighed dengang på den anden ende, hvor naboer, familie og venner strømmede til fra alle sider for at lykønske de glade forældre med de små nyankomne. Den ene af tvillingerne - det var dig, far ...

Jeg sidder hèr med en artikel fra engang i begyndelsen af 1950'erne. Det gamle avisudklip er gulnet og falmet af ælde og fortæller om et røveri i det rå miljø på en fiskerihavn på vestkysten - en notits på forsiden under overskriften Blev slået ned og udplyndret: En lokal håndværker var brutalt blevet slået ned og frarøvet sin tegnebog med 150 kr., og politiet havde anholdt to gamle kendinge som sigtet for overfaldet. I avisnotitsens næste linje dukker et navn op som skrevet i skrigende neon: - Den ene sigtede, Marinus Bülow, har erkendt sig skyldig.

Det var også dig, far ...

Dengang var jeg en lille dreng på fem år og boede sammen med min storebror, min mor og dig i en lejlighed på tredje sal i Esbjerg. Konturerne af et erindringsbillede tilbage fra engang midt i 1960'erne trænger sig på. Tilbage til en råkold forårsdag på en kirkegård i det sydfynske til lyden af legende børn og kåd fuglekvidder i et væld af grønne farver, blomster og dufte. I en næsten forstemt atmosfære af liv tæt forbundet med døden har vi netop stedt vor mor til hvile på den smukke kirkegård. Det er en dag fyldt med sorg, vemod og triste tanker - men også en dag fyldt med taknemlighed over alt dèt, mor har givet. Vi brødre står nu tilbage og skutter os i forårskulden, mens vi reflekterer over hendes skæbne. Uvægerligt søger mine tanker tilbage til dèt menneske, der har fået mor til at give op.

Det var dig, far ...

Du var sømand, og med mange farver på paletten kunne du som ingen andre fortælle historier, skrøner og eventyr om havets magi og livet på verdenshavene. Jeg har fået fortalt, at en tur med dig ned ad Memory Lane kunne sætte mere end fut i fejemøjet på det lokale stamværtshus. Med en barsk livsstil med vold, druk og svir som rejsekammerater trak du store renter på dig selv og din familie. Med uforløste drømme og bristede illusioner i bagagen havde du mere end svært ved at holde sammen på tilværelsen. Som fast inventar i nattelivets værtshuse, beverdinger og slyngelstuer fik du aldrig styr på spritten, aldrig ro i sjælen eller sluttet fred med indre dæmoner, der spøgte. I stedet trak du familien med i en social deroute med endestation på samfundets skyggeside. Andre mennesker opfattede dig måske bare som en sølle kriminel, en fyldebøtte og uforbederlig drukmås, men for mig var du min far, som jeg elskede med et barns trofaste og uforbeholdne kærlighed. Fuld eller ædru, skæv eller clean - min tilbedelse kendte ingen grænser ...

- heller ikke når du forhutlet, fuld og på rulleskøjter vendte hjem efter ugers værtshusturnè og på et tidspunkt holdt dine drenge i kravetøjet ud over altanen på tredje sal for at tvinge mor til at hoste op med de allersidste husholdningspenge.

- heller ikke når du for alvor havde været på sprut og vulkaner og stangdrukken gik helt i sort derhjemme i lejligheden med vold, bank og mishandlinger som trofaste følgesvende.

- heller ikke når der lød tunge støvletramp og høje råb i opgangen, når politiet midt om natten stormede lejligheden, slog døren ind og en flok betjente slæbte dig ned ad tre etagers trapper. Alt imens to drenge i nattøj, den mindste med en sort bamse på slæb, stavrede bagefter i den mørke opgang og grædende kaldte på deres far.

Det kostede mor usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men for sine drenges skyld holdt hun ud og stod distancen. På et tidspunkt måtte hun dog - ødelagt på liv og sjæl - flygte fra dig og sit mareridt af et ægteskab for med os drenge at søge tilflugt på et øde husmandssted. Endnu i dag har jeg mareridt om dèn nat, du med et ladt jagtgevær i hånden beruset ravede rundt ude på den mørke gårdsplads og skreg, at mor skulle komme ud til dig med os drenge. Som et værn mod livets fortrædeligheder klamrede jeg mig også dengang til min storebror, der natten igennem med sine hænder holdt mig for øjne og ører.

Utrygheden og angsten for dig fik til sidst mor til at give op. Flere gange forsøgte hun at tage sit eget liv, men blev fundet i tide af min storebror. Til slut lykkedes det hende, og hun bukkede under midt i tresserne, kun 40 år gammel. På det tidspunkt havde de sociale myndigheder for længst grebet ind, og en vinterdag i 1950'erne blev jeg sat på et tog for at tage turen til min nye plejemor hos familien i det vestjyske - min ejegode og hjertevarme plejemor, der gav mig en ganske vidunderlig barndom og opvækst.

Igennem årtier sad du bag lås og slå i fængsler og arbejdshuse, hvor du var både afholdt og populær hos fængselsbetjente, vagtmestre, deres familier og børn. Èt sted havde du været så længe, at du ved løsladelsen blev fulgt til togstationen af en hale af betjentenes børn, der var kede af at skulle vinke farvel til gamle Bülow. Da vil fortællingen, at du lænede dig ud af vinduet i togets kupé, vinkede tilbage og med et bedrøvet smil trøstede de små:"I skal ikke være kede af det - jeg kommer snart igen."

Kære far, du døde for næsten fire årtier siden. Tilbage står mindet om min far, som jeg stadigt elsker med barnets kærlighed fra dengang. Tilgivelse må Vorherre tage sig af ...

Den sociale arv. Kære far ..."

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce