Den medieskabte uvirkelighed. En krise uden alternativer
Af: Forfatter og foredragsholder Finn Slumstrup

De korteste bidrag til den offentlige samtale er de klip fra andre medier dagbladene ynder at placere på debatsiderne. Jeg læser altid sådanne citater, og en gang imellem siger det SMÆK - og man standser op. Som nu forleden, hvor avisen Danmark citerede fhv. udenrigsminister og nuværende regionsrådsmedlem Villy Søvndal (SF), som i en tale på Aarhus Universitet havde sagt: "Politikere og journalister er inde i en fælles dødedans mod helvede. Verden er langt bedre, end medier og politisk debat fremstiller det. Kun populismen vinder, mens demokratiet trues. Og venstrefløjen bærer ved til voksende højrepopulisme ved kun at fokusere på forfaldshistorien."

OK, jeg tilgiver gerne Søvndal formuleringen med "fælles dødedans mod helvede." Den er noget for dramatisk. Det kan måske hænge sammen med, at udtalelsen faldt på universitetets såkaldte Constructive Institute, som er et nyt uafhængigt institut, der skal medvirke til at genskabe tilliden til nyhedsjournalistik både i Danmark og i udlandet.

Ser vi altså venligt bort fra dødedansen, så er til gengæld de to hovedpointer i citatet meget vigtige og rammer lige ned i en sært uvirkelig tilstand, jeg har befundet mig i længe. Hele mit efterhånden trekvartlange liv har jeg fulgt levende med i politik og jeg er en uforbedrelig avis- og medienarkoman. I mange år var det en sund og nyttig afhængighed. Gennem det ene årti efter det andet havde jeg oplevelsen af, at mit medieforbrug hjalp mig til bedre at forstå den verden, jeg levede i. Sådan har jeg det ikke mere. Den gamle balance er væltet. Og det er der flere grunde til.

For det første er der sket en eksplosion i medieudbuddet med masser af kanaler og nyheder 24/7. Det kunne give anledning til, at vi nu virkelig kommer kloden rundt og får en international nyhedsdækning, der er til at tage og føle på. Det ville imidlertid kræve nogle helt anderledes budgetter end dem, danske medier arbejder med. Så den økonomiske virkelighed i samarbejde med den traditionelle opfattelse af, at vi normaldanskere er mere optaget af, hvad der sker inde hos naboen end af forholdene ude i verden, medfører, at vi stort set bliver herhjemme både på papir og i radio og tv. Danmark gøres i utrolig grad til verdens centrum, og vi står samtidig med en langt større nyhedsflade end virkeligheden kan følge med til. Men sendetiden skal jo fyldes ud, og resultatet bliver disse endeløse drøvtygninger på mere eller mindre væsentlige nyheder, timelange snakkeprogrammer og avis refleksioner over, hvad der skal ske i morgen eller på næste torsdag. Aldrig har de 179 folketingsmedlemmer fået en medieopmærksomhed, som i disse år. Der er etableret et beskyttet værksted fyldt med mediekommentatorer og MF'ere og holdt oppe af begge parters enighed om egen betydningsfuldhed.

Både journalister og politikere lever af konflikter. De første har lært, at der ikke er en rigtig historie, hvis ikke der er en konfliktkrog, den kan hænges op på. Og de sidstnævnte ynder at fremlægge egne synspunkter som modsætninger til andre partier. Resultatet bliver, at vi overfodres med mere eller mindre væsentlige konflikter og kriser, som blot er klask og tramp i den hjemlige andedam i et af verdens mest privilegerede lande. Konsekvensen af denne medieskabte uvirkelighed bliver, at larmende og forenklede populistiske synspunkter får vind i sejlene. Min egen kur består i høj grad i at hente nyheder fra Tyskland. På den måde bliver jeg mindet om, at verden stadig eksisterer, og at vi er en del af Europa hvis befolkning samtidig er en konstant skrumpende del af klodens støt voksende befolkning. Det ændrer dog ikke ved, at også i vore nabolande er der al mulig grund til at ønske Constructive Institute held og lykke med at udbrede synspunkter om, at journalistikken ikke er gjort med "at dokumentere fejl, mangler og problemer i samfundet", men at opgaven også er "at inspirere, se på muligheder, undersøge nye idéer og inddrage borgerne", som instituttet formulerer det på internettet. Denne vision er der ikke meget af i den daglige trummerum herhjemme. Og uvirkeligheden forstærkes af, at medierne insisterer på at dansk politik er delt op i en rød og en blå blok. En påstand der er ganske meningsløs i en tid, hvor de større partier søger at overgå hinanden i at fremstå som det mest oplagte midterparti.

Når jeg siger, at situationen er uvirkelig, så er det fordi, jeg som omkringrejsende foredragsholder og debattør gang på gang oplever, at det ikke er noget specielt for mig at opleve en ny forskel på min opfattelse af tilværelsen og så det billede, der tegner sig i medierne. Denne oplevelse af afstand er ved at blive den danske normaltilstand uden for medieboblen. Det er den afstand, der slog igennem ved folketingsvalget i 2015, hvor "det gule Danmark" blev et nyt begreb som har medført, at politikerne næsten over en kam synes optaget af at overgå hinanden i forslag om hidtil utænkelige stramninger på udlændingeområdet. Men den folkelige utilfredshed er langt mere kompliceret end som så. Og det opskruede politiske fokus på flygtninge- og indvandrerpolitikken medfører, at afstanden mellem medieboblen og befolkningen øges yderligere. Fordi stadig flere besindige mennesker ryster flovt på hovedet over, hvad det dog er, der foregår på Christiansborg. I denne situation bruger oppositionen ulykkeligvis masser af tid på at kritisere Socialdemokratiet og de borgerlige partier frem for at skabe de hårdt tiltrængte alternativer eller modbilleder, som er forudsætningen for at danskerne kan tro på, at noget andet end uvirkeligheden er muligt. I mangel af en virkelig opposition står vi med en krise uden alternativ - så der måske alligevel er en vis dækning for udtrykket om den "fælles dødedans".