Den gamle præst. Kaj Munks gode ven ruskede op i folk
Af: Forfatter Louis Bülow

Vi skruer tid og sted tilbage til engang i 1930'erne til Vedersø Præstegård i det vestjyske mellem idylliske søer, fjorde og klitplantager. Digterpræsten Kaj Munk havde sammen med Lise Munk besluttet at tage turen 70 kilometer sydpå til Sønder Omme for at høre den lokale præst Poul Olesen prædike i byens gamle kirke. Som et fyrtårn ragede Poul Olesen op i et frodigt og livslangt virke - fra 1922 til 1963 - som sognepræst i den lille landsby, og som Kaj Munk skulle han blive en forgudet præst, vejleder og mentor for generationer af sognebørn. Da Kaj Munk engang blev spurgt, hvilken kirkelig retning, han tilhørte, var han klar i mælet: "Jeg sorterer direkte under Vorherre", mens pastor Olesen var kendt som en markant stemme indenfor Tidehvervs-bevægelsen.

Poul Olesen blev født i 1893 i Gaarslev som søn af den navnkundige biskop Oluf Olesen, kendt over det ganske land som kirkeligt overhovede i Ribe Stift, der omfattede sogne fra Ringkøbing i nord til grænsen mod Tyskland i syd. Hjemmet emmede af kærlighed og dannede rammen en vidunderlig barndom og opvækst. Bag faderens barske ydre gemte sig et varmt og kærligt menneske, jovial, slagfærdig og en spasmager af Guds nåde - som da han blev budt på kaffe hos en ældre enke. Beæret over det fine besøg fik hun fremstammet: Nu håber jeg og tror da også, at kaffen er god. Hvortil biskoppen svarede: Kære lille De, hèr gælder hverken håb eller tro - kun bønner! Eller da han blev ringet op af Ribes elegante stiftsamtmandsinde, der spurgte, om bispinden var til stede. - Nej, det er hun desværre ikke, svarede Olesen, bispinden er på besøg hos smedinden ...

Kaj Munk kendte biskoppen ganske godt og sammenlignede ham tit med den gamle degn og konseilspræsident J.C. Christensen fra nabosognet Stadil:"To saa forskellige Mænd, begge Jyder, begge langt ud over det almindelige. Hvor holdt man af I. C., fordi han var, som han var, og af Olesen, fordi han var stik modsat!" Hjemmefra blev Poul klædt godt på med evner, dyder og idealer, som han tog med sig ud i livet. Teologisk kandidat i 1919, hjælpepræst i Vonsild og fra 1922 præst i Sønder Omme - to år før Kaj Munk flyttede ind i Vedersø Præstegård. Lise og Kaj Munk havde taget den lille datter Yrsa med til Sønder Omme Kirke, hvor de kom til at sidde inderst på kirkebænken. Yrsa var træt efter den lange køretur, og midt under pastor Olesens prædiken faldt hun i dyb søvn. Snart begyndte den lille pige at snorke højlydt. Med Lise Munks ord: "... jeg turde ikke rejse mig og gå ud med hende. Så begyndte hun måske at græde, og det ville da være endnu mere pinligt, så jeg blev siddende med den snorkende Yrsa." Først sent nåede Munks tilbage til Vedersø Præstegård. Kaj Munk skrev samme aften et brev til pastor Olesen for at beklage, at Yrsa havde været til gene i kirken med sin snorken - og tilføjede så med et lunt glimt i øjet: Yrsa snorker kun, når det er Tidehvervs-præster, der prædiker!

Pastor Olesen og Kaj Munk havde ellers meget til tilfælles. Meget at snakke om, meget at dele, meget at hente. Solidt forankret i små landbosamfund i det vestjyske var de begge stridsmænd for Vorherre, om hvèm der stod blæst. Og begge immune overfor sværmerisk missionshustale og billig portvin - aldrig til salg for det lunkne, det valne. Som Kaj Munk i Vedersø var også Poul Olesen en elsket præst og sjælehyrde, der tog hånd om sine sognebørn med et varmt og socialt sindelag - også dèm i vanskelige kår, dèm, der mistrivedes og havde det svært. Pastor Olesen var agtet og respekteret. Han havde sin menigheds fortrolighed og hengivenhed, fulgte dem i tykt og tyndt, delte deres glæder og sorger i medgang som i modgang - og ikke bare som en pligt. Som da han ved en bestemt julegudstjeneste med alvorsord vendte sig til sine sognebørn - ord, der for altid skulle mejsle sig ind i deres erindring. En julehøjtid, hvor vinterkulde udenfor skar gennem marv og ben, og blide snefnug gavmildt dryssede sit hvide slør af nyfalden julesne. Det var juleaftensdag. En urolig stemning bredte sig i den fyldte kirke, da den gamle præst længe stod påfaldende tavs på prædikestolen og med et fast blik så ud over forsamlingen. Som søgte han at finde netop dè ord i Evangeliet, der havde bud til hver enkelt. Som minutterne gik, skottede sognebørnene rådvilde til hinanden, og der lød lidt hvisken og tisken. Da pastor Olesen omsider tog ordet, betroede han sin menighed den tragiske historie om en purung pige fra sognet, der var havnet i ulykke. Han vendte sig til dèm, der havde fordømt og stemplet den unge mor som en billig tøs og løs på tråden, og barnet som en horeunge, et uægte barn. Med udgangspunkt i juleevangeliet udtrykte Olesen sin undren over, at det kunne være sådan, når den almægtige Gud lod sig føde som et lille spædbarn og julenat vedkendte sig sit faderskab til mennesket. Pastor Olesen advarede menigheden mod løs sladder, der klæbede til fodsålerne, når der blev trådt ved siden af. Han vendte sig mod rygter og ondskabsfuld snak, der føg over altaner, ligusterhæk og stokroser, og forflygtede al anstændighed og socialt ansvar.

Den gamle vognmand Elmo Ringgive var dengang tilstede i kirken og har i det lokale kirkeblad fortalt, hvad der skete:"Efterhånden som forkyndelsen skred frem, skete der noget underfuldt .. Juleevangeliet blev til et befriende nyt budskab, der vendte op og ned på talemåder og tankesæt, ja på alting og gjorde noget ved folk. Gav os et nyt syn ..." Dèn juleaftensdag rakte pastor Olesen ud til sine sognebørn for at bane vejen for lys og forandring. Der blev rusket op i den lille landsby, hegnspæle blev flyttet, skel og skranker nedbrudt. Poul Olesen øvede gennem 41 år sin præstegerning som et kald, en passion i godhedens tjeneste - bestemt af dèn lue, der brændte i hans sind og virke. En sommerdag i juli 1982 sov han stille ind, 89 år gammel. En dag fyldt med sorg, vemod og triste tanker - men også med taknemlighed over alt dèt, den gamle præst havde givet ...