Den danske model er en illusion: Lav nu bare det lovindgreb
Af: Erling Laursen, Goldbækparken 68, Kolding

OK18: Alle har øjensynligt travlt med at plædere for den såkaldte "danske model". Fagforeningslederne vil gerne fastholde illusionen om reelle forhandlinger, da det jo i sidste ende er deres egne job, det handler om: Hvis det går op for medlemmerne, at forhandlinger faktisk ikke eksisterer i det offentlige, er der jo ikke rigtigt nogen grund til at bruge ret store beløb på at stå i fagforening. Kommunale forhandlere vil gerne signalere, de går ind for modellen , fordi de gerne vil genvælges.

Helt hult klinger det, når ledende socialdemokrater udtaler, politikere skal stikke piben ind under igangværende forhandlinger. Med tanken om seneste fælles front af kommunernes landsforening og den daværende socialdemokratiske regering mod lærerne, må man vist sige, det er ny danmarksrekord i dobbeltmoral. Partiet har selv sømmet de sidste søm i ligkisten til den danske model.

Lad os nu være ærlige: Den danske model er uanvendelig på det offentlige arbejdsmarked.

I det private har begge parter stor motivation til at løse problemerne. Den ansatte, der strejker eller er sendt hjem, har ikke penge til flæskestegen. Virksomheden, hvis ansatte er hjemme, får heller ikke penge i kassen, og hvad kan være endnu værre, risikerer at tabe ordrer til andre virksomheder, der er i stand til at levere, mens der konfliktes. Der er altså ret store sammenfaldende interesser i at holde hjulene i gang.

Præcist det modsatte er gældende i det offentlige. Her bløder lønmodtagerne økonomisk under konflikt, mens stat og kommuner oplever deres kasser bugne, da skatten stadig betales, men alle lønninger spares. Faktisk burde der være en lov, som siger, at hver eneste serviceydelse, stat og kommuner ikke leverer, bør opgøres og værdien heraf returneres til skatteyderne. Ingen andre steder fortsætter an med at betale for ydelser, der ikke leveres - og det vil trods alt fjerne det økonomiske incitament fra stat og kommune til bare at læne sig tilbage med armene over kors.

Som det er i dag, tjener kommunerne altså på at sende de ansatte i konflikt. Dertil kommer, at ikke mindst lærerkonflikten viste, at arbejdsgiverne får endnu mere ud af at sætte sig til at vente og lade folketinget lovgive, end man selv nogensinde ville kunne forhandle igennem. Selv de seniordage, som lærerne selv havde forhandlet igennem ved lavere lønstigninger, som skulle hjælpe med at holde folk længere på arbejdsmarkedet, blev slettet af politikerne med et pennestrøg. Kommunernes landsforening og de statslige arbejdsgivere får derved først en økonomisk gevinst af at undlade at lave aftaler, derefter en "forhandlingsmæssig" gevinst, ved at få alt igennem man ønsker (ved lov) - og oven i købet at få tømt strejkekasserne, så de irriterende ansatte nok skal falde til patten.

Ret beset sidder politikerne bare og venter på at gribe ind. Det siger man ikke højt - uha, nej - forhandlingerne pågår jo, så vi skal ikke blande os. Derfor skal vi lige have kastet Danmark ud i storkonflikt, så politikerne kan legitimere et indgreb. "Det var jo nødvendigt for det danske samfund".

Kønt er det ikke at se på. Hvorfor ikke bare erkende tingenes tilstand: Den danske model duer ikke i det offentlige, så lad politikerne tage ansvaret for lønfastsættelsen. I sidste ende har de den jo alligevel, og så slipper vi da i det mindste for alt det spil for galleriet.

De ansatte? Ja, de må jo vælge, om de gider at arbejde under de vilkår, eller skifte det det private. Det er vel ikke anderledes end i dag. Forhandlinger er reelt bare et blufnummer for at det skal se pænere ud.

Kom nu i gang, politikere.