Den danske model er død, hvis begge parter ikke har et våben. Drop forargelsen over lockout
Af: Johnny Nim, landsformand, Det Faglige Hus, John Tranums Vej 23, Esbjerg

OK18: Jeg bliver temmelig overrasket over de mange indlæg i medierne i disse dage, hvor fagforeningsrepræsentanter og politikere fra S og SF reagerer mod det omfattende lockoutvarsel fra de offentlige arbejdsgivere.

Påstanden er, at staten, regionerne og kommuner er gået over stregen ved at varsle lockout for ikke færre end 440.000 offentlige arbejdspladser. Det er voldsomt, men det ligger inden for den danske model og de våben, som arbejdstagere og arbejdsgivere har haft til rådighed siden 1899.

TV2's finansredaktør Ole Krohn citerede forrige uge offentlige arbejdsgivere for udtrykket "pjatkonflikt" om det strejkevarsel, der var udsendt. Udtrykket er lidt provokerende, men udtrykket beskriver vel bare virkeligheden. For hvis fagforeningerne mener det alvorligt, varsler man da ikke strejke for sølle 60.000 ud af trekvart million ansatte. Det er ikke at spille med musklerne. Det er mormorarme.

Arbejdsgiverne har derimod sat en klar dagsorden: Hvis det skulle komme til en konflikt, bliver den kortvarig, før strejkekasserne er tømt. Nogle forbund kompenserer med fuld løn til medlemmerne, mens andre betaler højeste dagpengesats på 860 kr. om dagen. Lad os bare sige, at konflikten koster 1000 kr. dagligt pr. medlem. Det er et dræn på en halv milliard kr. om dagen.

At parterne formentlig finder sammen, inden det når til en konflikt, er jeg dog ikke i tvivl om. Hverken forligsmand Mette Christensen eller statsminister Lars Løkke Rasmussen, der søger genvalg om senest et år, vil gøres uansvarlig og sætte Danmark i stå. Det samme gælder størsteparten af forbundene under især FTF.

Alligevel er der grund til at dvæle ved forargelsen over det massive lockoutvarsel. De offentlige arbejdsgivere har ikke forbrudt sig på noget som helst, men blot anvendt de midler, som de råder over. Den danske model rummer ingen undtagelsesbestemmelser, at "Hovsa, det der har vi ikke med", eller klausuler om, hvor mange der må strejke eller lockoute.

Der hersker ingen tvivl om, at en offentlig arbejdsgiver i modsætning til en privat arbejdsgiver tjener penge på at lockoute, men det er nu engang vilkårene, når man som Danmark også har valgt at regulere løn- og arbejdsvilkår for de offentlige ansatte efter den danske model.

Kort sagt: Bordet fanger! Hvis man virkelig mener, at der fremover skal være begrænsninger i konfliktretten for den ene af parterne, så har man allerede lagt den danske model i graven.