Den danske folkekirke er for trist for mig. Troen er pakket pænere ind sydpå


Den danske folkekirke er for trist for mig. Troen er pakket pænere ind sydpå

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Pens. overlærer, mag. art., Vinderup Bent Liholm
Billede
Debat. 

Jeg er født og opvokset i Nordvestjylland i 1950'erne og 60erne og døbt i et indremissionsk kirkesamfund, der i store træk var som i Hans Kirks roman "Fiskerne" fra 1928. I den tids udkantsdanmark fandt tidens pietistisk prægede tankesæt om moralsk oprustning og bodsgang grobund i kirke og samfundslivet, og man mødte frem til gudstjenesterne. Her lærte man ved gudstjenesterne og i de ugentlige søndagsskoler blandt andet, at " Gud ser ind i sjæl og sind", "Grimme tanker er lige så slemme som grimme handlinger", men blev også beroliget med at "Hvad du ikke opnår i dette jorderig, vil du få mangefold hinsides!"

Den kristne tro var således en fast bestanddel af min barndom, men med puberteten i 1960erne, uddannelse og ungdomsoprøret og eksistentialismens fremfærd, var det som om, at troen fik svære levebetingelser. Kristendommen blev fjern. Da folkekirken er en dansk kulturinstitution, forblev jeg medlem, men brugte kun kirken i forbindelse med servicefunktioner som dåb, konfirmation, bryllup og begravelser.

Besøger man domkirkerne i Toscana-provinsen i Italien, bliver man nemt bjergtaget og mærker en betagelse på ny ligesom den danske forfatter Johannes Jørgensen, der ved mødet med Assisi fik lyst til at konvertere til katolicismen. Jeg tænker her på domkirkerne i Firenze, Pisa og Siena, som jeg begejstret har besøgt adskillige gange i forbindelse med kulturrejser i det centrale Italien-senest her i sommer, for her er kunst og arkitektur forenet med det religiøse. I Toscana er der naturmæssigt rystende smukt, og befolkningen er blidt imødekommende. Der er på enhver måde højt til loftet, og køreturen i landskabet med cypresser pinjer, grønne vinmarker og cikadesang får én til at tænke på Biblens beskrivelse af Edens have.

På samme måde er der højt til loftet i domkirkerne. Alle tre er bygget for ca. 800 - 1000 år siden, og der er intet sparet i overdådighed i form af brugen af marmor som byggemateriale, men også i udsmykningen med malerier af Jomfru Maria og Jesu lidelseshistorie, hvor der næsten ikke er et hjørne, der ikke er dekoreret af én af middelalderens mestre som Michelangelo, Donatello og Pisano. Kirkerne er åbne for turister mod en beskeden entre, og man kan nemt bruge en time eller to hvert sted, ikke blot i beundring af det kunstneriske, men også for den ro og stilhed fra gadens larm og turister, der tilbydes. Publikum skal være tækkeligt klædt og fra tid til anden bliver det annonceret i højttalere, at der skal være stille, for det er en alvorlig sag, Skaberen, man er samlet om. Her er der plads til troen og eftertanken. Her kan foreningen af kristendom og kultur nærmest udvirke mirakler, og er man så heldig at overvære en katolsk messe, bliver man helt paf over såvel det massive fremmøde som det storslåede. Det minder mig om en udtalelse af tidligere og nu afdøde biskop Jan Lindhardt, at Gud fortjener store rum at forklare sig i. Selvom vi også har storslåede kirker i Danmark som Marmorkirken i København og domkirkerne i Ålborg, Århus, Viborg, Odense og Ribe er oplevelsen i Danmark langt mere fersk og følelsesforladt.

Ganske vist er der da også sket rigtig meget med den danske folkekirke siden min barndom, men næppe noget der har bragt troen tilbage. At besøge en dansk folkekirke en søndag i kirketiden er typisk en tvivlsom affære. Mangen en søndag uden for højtiderne består de fremmødte gennemgående af det ansatte personale, familie plus medlemmer fra menighedsrådet, så en præst må således ofte stå med under ti deltagere, og så har engagementet ringe kår.

Oftest er præsten enten distanceret, politisk polemisk anlagt eller af konsensustypen, hvor alt er tilladt. Kirkebygningerne er desuden stadigvæk spartansk indrettet, og i de moderne nybyggede kirker er det ekstra svært at føle det religiøse. Disse kirker kan knap nok ikke identificeres i landskabet, og havde præsterne ikke den traditionelle præstekjole på, kunne man godt tro, at man var til foredrag og ikke gudstjeneste.

En række yngre præster søger at peppe tilgangen op med at udvide gudstjenesten med sociale hyggearrangementer som en efterfølgende bespisning med spaghetti, rockkoncerter eller som i et tilfælde fra Ågerup på Sjælland, hvor præsten op til påske i 2009 med overskriften 'Gud og fadbamser' lokkede med besøg på den lokale bodega efter gudstjenesten. Det måske mest ekstreme, jeg har oplevet, var en gudstjenesten, hvor man tillod uhæmmet skrig, skrål og leg fra småbørn, så ingen voksne kunne høre præsten. Man kan i det regi ikke undlade at citere Lukas evangeliet 19, 41-48:' Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort den til en røverkule'. Tilsvarende har jeg oplevet en konfirmation, hvor sognepræsten afbrød konfirmationsritualet med smalltalk med konfirmanderne. Endelig en barnedåbsgudstjeneste, hvor hovedpointen var et hadsk indlæg mod Tidehvervsfolket og dets bannerførere Søren Krarup og afdøde Jesper Langballe. Hvor er respekten for det religiøse blevet af?

Medlemstallet er således også faldet over den sidste snes år fra ca. 90 til 80 procent af befolkningen - i hovedstadsområdet kun omkring 50 procent. Kun 3 pct. af medlemmerne besøger kirken regelmæssigt. Ved sidste menighedsrådsvalg i 2016 var stemmeprocenten på 15,1 procent, og i kun 52 af 1699 kirkesogne var der egentligt valg. Endvidere var gennemsnitsalderen hos de valgte mellem 50 og 60 år. Så det må siges, at være småt med engagementet, selvom folkekirkens repræsentanter indædt hævder det modsatte

Sammenligner man storslåede italienske kirkeoplevelser med det hjemlige, så bliver bibeltro og fundamentalistisk storhed i Italien i Danmark vekslet til, at alting i tidsånden er tilladt og kan bøjes, og når alting er lige meget værd, er der ingenting, der er noget egentlig værd

I min barndoms kirke i midten af forrige århundrede havde troen en central plads, men vi skal ikke tilbage til dens moralske fordumsfuldhed og triste ferskhed. Der er sandelig også tvivlsomme sider ved den italienske kirke, men storheden, andægtigheden og afmagtsfølelsen kan man ikke tage fra den. Her er chancen for genfødsel af sin barnetro stor. Den er nærmest helt ude af sigt i Danmark. Jeg ser frem til at gøre nye besøg i Sydeuropa, for der er noget at have kristendommen i.

Den danske folkekirke er for trist for mig. Troen er pakket pænere ind sydpå

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce