GLÆDE: En fredag for nogle uger siden var jeg glad og røg en pakke cigaretter og havde lyst til at drikke mig fuld, selv om jeg aldrig har været fuld i mit liv.

Men sådan havde jeg haft lyst til at dele min glæde med mig selv. Jeg ved også, at der var mange, som ligesom jeg ledte efter en ven at dele sin dag med, men det er ikke altid, at venner er enige om tingene, og der var måske heller ikke nogen, der gad høre på mig og mine pjatte-historier, tænkte jeg til sidst.

Så fortsatte jeg med at kede mig og gik jeg frem og tilbage for at finde på noget. Jeg prøvede at skrive, at gå en tur, at læse en historisk bog, at ringe til nogen for at snakke om dagens begivenhed, men det blev ikke til noget.

Der var noget i huset, ligesom et spøgelse, der fulgte mig rundt i værelset og fortalte om min barndom, om mit gamle land, om min far, om min ungdom, om massegrave, om massakren i byen Halabja.

Det gjorde mig så ondt, så ondt og sårede mig så dybt, så dybt, men jeg kunne ikke lade være med ikke at se med. Fordi jeg fik fred med at se den historiske begivenhed på tv. Jeg prøvede igen at skrive noget om den dag for at tilfredsstille min sjæl, men det blev heller ikke til noget.

Jeg prøvede til sidst at skrive et digt, selv om jeg var klar over, at jeg ikke kan finde de ord, som kan passe på begivenheden. Men alligevel blev tankerne til noget til sidst, og digtet kom fra min sjæl:

Vi er ikke født for at hade,

men du sårede menneske- heden så dybt, så dybt. Vi lever ikke for at hade, men du gør menneskeheden så ondt, så ondt. Du, som er hadefuld, vil vi tilgive, Hvis du indrømmer, hvor dit had stammer fra.

Alt det foregik, da jeg sad foran min lille skærm og så den mand, der har gjort mange mennesker så ondt, så ondt og sårede mange så dybt, så dybt. Den dag i sommeren 2004 stod Saddam til regnskab for alt det, han har gjort i 35 år i Irak mod sit eget folk, kurdere og menneskeheden.
  • fyens.dk