"Gode" mennesker med de "rigtige" meninger søger en falsk tryghed ved ukritisk at holde fast i opfattelser, som er fordomsfulde og udemokratiske. Mod deres vilje udgør de en anti- demokratisk bevægelse.
Jeg er fuldstændig enig med dig, men jeg ville aldrig skrive sådan i avisen, sagde min gode ven om et af mine indlæg i Stiftstidende, "for så kunne folk jo tro, at jeg var enig med de sorte." Han sigtede ikke til de indfødte afrikanere, men derimod til folk i omegnen af Dansk Folkeparti.

Jeg kan lige så godt begynde med at indrømme, at jeg er en uforbederlig demokrat. Jeg betragter det som en borgerpligt at danne mig en mening om tingene og sige, hvad jeg finder rigtigt og sandt. Hvis nogen derfor spørger mig, hvad to plus to er, så siger jeg fire, selv om jeg er klar over, at jeg dermed - i hvert fald i dette spørgsmål - bringer mig på linie med både Hitler, Stalin, Pol Pot og Saddam Hussein.

Hvis demokratiet skal fungere, så må ansvarlige borgere danne sig selvstændige meninger, og det nytter ikke noget, at man lader sine synspunkter bestemme - positivt eller negativt - af andre.

MICHAEL Hansen, der er ph.d.-studerende, skrev i Stiftstidende (22/6) om Dansk Folkepartis modvilje mod at optage Tyrkiet i EU: "DF's kampagne har gjort større skade, end partiet nok selv aner. Vi er nemlig mange, der ikke ønsker at blive sat i forbindelse med DF, og resultatet blev derfor - forudsigeligt nok - at forskere, journalister og lederskribenter hurtigt valgte at tie eller ukritisk indtage det modsatte synspunkt."

Nu kan det være, at han overdriver lidt, men det er alligevel bekymrende, hvis "forskere, journalister og lederskribenter" (foruden ph.d.-studerende) simpelt hen indtager det modsatte standpunkt, blot fordi de "ikke ønsker at blive sat i forbindelse med DF". På den måde sættes demokratiet fuldstændig ud af spillet, samtidig med, at Dansk Folkeparti i alt for høj grad kommer til at bestemme den førte politik - omend negativt og omvendt.

Den kære ph.d.-studerende giver altså - fuldstændig ublufærdigt - udtryk for, at det afgørende er at høre til blandt "de rigtige", altså være med i de "gode" menneskers selvapplauderende brigade med de "rigtige" meninger, og at dette tilhørsforhold er så vigtigt, at både "forskere, journalister og lederskribenter" gerne ændrer deres mening til det modsatte af, hvad de finder rigtigt og sandt, for at opretholde dette forhold.

DET ER EN veldokumenteret kendsgerning inden for socialpsykologien, at behovet for konformitet, for at "være ligesom de andre", er så stærkt, at det - også hos normale mennesker - let fortrænger både den sunde fornuft og de åbenbare kendsgerninger.

Det blev slående demonstreret af forskerparret Carolyn og Muzafer Sherif, som lod en række mennesker betragte en lysende plet på væggen i et mørkt lokale. Da man ikke kan sidde helt stille, dannes den illusoriske opfattelse, at pletten bevæger sig, selv om det ikke er tilfældet.

Deltagerne vurderede plettens bevægelse meget forskelligt, men så snart de fik lov til at tale sammen, blev de hurtigt helt enige om bevægelsens størrelse. Det er således meget let at skabe enighed i en gruppe, selv på et illusorisk grundlag, for enigheden føles meget vigtigere end sandheden (An Outline of Social Psychology. N.Y. 1956, side 259).

DET ER således et af demokratiets helt fundamentale problemer, at mennesker meget hellere vil være enige om noget, der er forkert, end at stå alene med et særstandpunkt, som er rigtigt og sandt. Dette forhold truer demokratiet, fordi det generelt er fristende at få sine synspunkter "dikteret" fra "autoritativt" hold. Så er man fri for selv at tage stilling.

Når man i mange år diskuterede, hvordan den store, europæiske kulturnation Tyskland, kunne lade sig underlægge nazismen og lade sig forlede til historiens største og mest menneskefjendske forbrydelser, så var det selvfølgelig ikke fordi, det store flertal af tyskere pludselig var blevet fanatiske, nazistiske fundamentalister.

Forklaringen fra "Frankfurterskolens" store socialpsykolog, Erich Fromm var i det betydningsfulde værk Flugten fra friheden, at man simpelt hen lod sig friste til at slippe for det tunge, demokratiske ansvar selv at tage stilling ved i stedet at få "sandheden" fra "Føreren" -på samme måde som vor tids fundamentalistiske muslimer får sandheden fra Koranen.

MAN ER altså ikke uden videre en god og ansvarlig demokrat, bare fordi man tilfældigvis lever i et samfund, der kalder sig demokratisk. At være demokrat er en opgave, der kræver, at man aktivt er sandhedssøgende og er oprigtig i sine synspunkter.

Det er ikke tilstrækkeligt at plapre de andres meninger efter.

Man må selv kritisk danne sig en mening og oprigtigt give udtryk for den. Også selv om de andre måtte mene noget andet.

Det er ikke kun de ovennævnte socialpsykologiske mekanismer, som gør det svært for det enkelte menneske at danne sin egen, selvstændige mening. Individualpsykologiske mekanismer gør sig også stærkt gældende.

Jeg kan bedst illustrere dette ved at mindes pigen, der havde fået lov til at få en hund i fødselsdagsgave. Dagen oprandt, og da giveren kom med den bløde, brune gave, rakte pigen hænderne frem mod hunden og sagde: "Hvor er den sød."

I det samme bed hunden pigen alvorligt i fingeren, og glæden var spoleret. Pointen er, at når pigen siger: "Hvor er den sød", så er det slet ikke en egenskab hos hunden, hun omtaler, men derimod et psykologisk behov, hun selv har, nemlig behovet for ømhed, for noget sødt og blødt. Hunden var slet ikke sød, men et lille aggressivt og irriterende møgdyr.

PÅ DENNE måde er menneskers meninger og udsagn meget ofte bestemt af deres egne - ubevidste - psykologiske behov og helt uden forbindelse med den ydre virkelighed, de tilsyneladende beskriver. Den tyske psykoanalytiker, Wolfgang Schmidbauer, har indgående beskrevet, hvordan mange meninger og aktiviteter er bestemt af et dybtliggende behov for at demonstrere, at man er et godt menneske - et behov der viser, at man selv er i tvivl (på dansk i bogen De professionelle hjælpere", Hans Reitzels Forlag, 1986).

Denne "udstillingsgodhed" (som jeg omtalte i kronikken 5/5) medfører det dobbelte problem, at når det ubevidste motiv er at vise, at man er "god", så fordufter det mere smertefulde ansvar, som altid er forbundet med godheden, og "kærligheden" bliver til "careless love": Så giver man børnene slik i stedet for at sige, at de hellere skulle passe på deres tænder.

Og man havner let på det, jeg kalder den "moralske glidebane", hvor man bliver immun over for kritik, fordi man jo er så "god" - og derfor kan tillade sig alting, og ender som en værre forbryder.

Hvis man sender et lille barn ind i en mørk kælder, så forsvarer barnet sig mod sin angst ved at råbe: "Hér er ikke mørkt! - Hér er ikke nogen! - Jeg er ikke bange!" Mange af de udsagn, man hører i den almindelige, samfundsmæssige debat i en forandringstid, er ikke andet end denne "råben i kælderen".

DET KRÆVER både mod og beslutsomhed at være demokrat. Man skal passe på og være vågen og kritisk. Man skal tage stilling, og skelne mellem rigtigt og forkert, også selv om det kan koste venskaber. Man må ikke falde for fristelsen til at "lulle sig ind" i forestillingen om, at man sammen med sine venner har de "rigtige" meninger. Ellers bliver man døv over for en egentlig, sand demokratisk debat, og så er man blevet forkæmper for nazismens genkomst.

Carsten Ringsmose, Sletterødvej 26, Harndrup.