Debatten om tro er der - men hvor er kirken selv. Få nu en synlig ledelse af folkekirken
Af: Forfatter, Haarby Martin Jensen

Lutheråret er forlængst overstået, og hvad bragte det så? I høj grad en fejring af det ydre med lutherøl, luthermiddage, lutherskuespil og lutherfester. På det indre plan, det trosrelaterede, har fejringen mig bekendt indskrænket sig til utallige oplysende foredrag om Luthers lære, men så vidt jeg er underrettet, har der ikke været en eneste, der har stillet spørgsmål til denne lære, søgt at udvikle den eller blot diskutere, om den i sin helhed stadig har gang på jorden. Man har med andre ord svigtet reformationstanken ved ikke at rette søgelyset mod selve troens grundlag for at debattere, om vi stadig tror på alt, Luther udtænkte som gældende for kirken.

Der er ellers nok at tage fat på. Et af folkekirkens fem bekendelsesskrifter er den augsburgske bekendelse fra 1530. Blot med udgangspunkt i den kunne man f.eks. have rejst spørgsmålene, om vi er underlagt arvesynden, samt om vores vilje er bundet, som præsterne prædiker, eller fri, som Luthers diskussionspartner Erasmus af Rotterdam mente. Eller hvad med vielse af homoseksuelle? Debatten er blusset op på det seneste, og folkekirken kan ikke klage over folkelig interesse. Der er livlig gang i debatten overalt. Der hamres løs på kirken for at være diskriminerende og bigot, enkelte pipper forkølet om præsters ret, og ganske få forsøger sig med en teologisk begrundelse. Og pudsigt nok er langt de fleste, der ytrer sig, lægfolk. Hvor er folkekirken? Hvor er dens ledelse?

Nå, nej. Folkekirken har ingen ledelse. Ingen kan udtale sig på kirkens vegne, og derfor vælger man slet ikke at udtale sig, hvorved debatten får lov at køre, uden at nogen påtager sig at give den et grundlag at udfolde sig på. Og man svigter sin menighed, der står uden pejlemærker og derfor ikke kan tage en reel debat om, hvad den mener, og hvilket grundlag folkekirken dermed står på. Som der er bred enighed om i prædikener og skåltaler, er kirken nemlig ikke præster eller biskopper, heller ikke kirkeminister eller ministeriets embedsmænd, men menigheden, det levende fællesskab. Altså det fællesskab, der svigtes, når ingen tør udtale, at sådan er det i folkekirken. Det må være på tide - og det undrer mig, man ikke anvendte lutheråret til det - at få nedsat et organ, der kan fastlægge, hvad folkekirken står for og med den autoritet, som fællesskabet giver det, udtale sig på kirkens vegne. At tage fællesskabet alvorligt og få knæsat, at folkekirkens øverste organ er en synode.

Jo, jeg ved godt, det har været oppe før, og at kirkeministeriet har iværksat et arbejde med henblik på at indføre demokratisk valgte stiftsråd, et arbejde, der måske ad åre kan føre til et demokratisk styreorgan for hele folkekirken, men forstår egentlig ikke, hvad dælen der nøles efter. Skulle demokrati være så vanskeligt i Danmark år 2018, at man er nødt til at prøve sig frem i mindre grupper og lavere instanser?

Man kunne måske skele over Nordsøen til den engelske kirke og opdage, at den består endnu, skønt den indførte synoder i 1970 - til afløsning af den hidtidige Church Assembly. Denne synode udstikker ikke blot de demokratiske spilleregler i den anglikanske kirke, men vedtager kanoniske love, beslutter i doktrinære spørgsmål og om gudstjenestens form. Og den engelske kirke står endnu på trods af mange rystelser, trusler om udmeldelser og en anglikansk kirke i især Afrika, der har svært ved mange af de trosspørgsmål, der diskuteres.

Så mens det i Danmark skal afprøves, om demokratiet kan fungere i kirken, bruger den anglikanske kirke sit krudt på at diskutere tro og troens forudsætninger og konsekvenser, og synoden nedstemte sågar et forslag til beslutning fra biskopperne om, at ægteskabet er en forening af mand og kvinde. Og notabene! det var præsterne, der nedstemte forslaget i februar i år, blandt andet med bemærkningen der kunne gælde biskoppernes danske kolleger: "I har valgt ikke at lede, men at administrere. Netop det gør, at diskussionen efter det famøse stillingsopslag, der fastslog, at en kirke ønskede ansøgninger fra præster, der vil ví homoseksuelle, farer hid og did uden retning og mulighed for at ende i en konklusion, men blot vil fortsætte i det uendelige uden chance for at lande et fornuftigt sted.

Men hvad er egentlig en synode? Det er en forsamling af præster, biskopper og lægmænd, der i åben debat fastlægger kirkens trosgrundlag og ritualer. Fordelingen mellem de tre parter skal selvfølgelig diskuteres og fastlægges, ligesom proceduren ved deres udvælgelse, og da en sådan diskussion erfaringsmæssigt kan tage tid, er det bare med at komme i gang.

Jamen, vil nogen indvende, hvad ved lægfolk om teologi? Måske ikke meget, men så kan de blive oplyst, det er det, vi har præster til - ikke til at bestemme, hvad og hvordan vi skal tro. Og for øvrigt handler kirken ikke om teologi, men om tro, og dér er vi som medlemmer af en luthersk kirke alle lige. Men teologisk kan synoden da sagtens begrundes. For eksempel afholdtes der ifølge Apostlenes Gerninger kap. 15 en synode kaldet apostelmøde i Jerusalem omkring år 50 for at fastlægge, hvorledes man skulle forholde sig til de mange hedningekristne repræsenteret ved Paulus, Barnabas og Titus, der fik overbevist jerusalemsmenighedens ældste, blandt andet apostlene Peter, Johannes og Jakob, Jesu bror, så kirken gik fra at være en jødisk sekt til at blive en verdensreligion.

I 325 afholdtes det meget vigtige koncil (det kaldes en synode, der ikke blot er for en enkelt kirke) i Nikæa, der vedtog den nikænske trosbekendelse, som indgår i folkekirkens bekendelsesskrifter, samt fastlagde, hvornår påsken skulle fejres. Der er derfor intet til hinder for, at folkekirken kan få snøvlet sig sammen og tage sit ansvar på sig ved at vedtage, at den fremover skal styres af en synode.

I mellemtiden må vi så se debatten slingre af sted, fordi ingen tør tale for kirken. Ingen tør sige: Med hensyn til vielse af homoseksuelle, forholder det sig sådan og sådan i den danske folkekirke. Hvad angår kvindelige præsters ligeberettigelse med deres kolleger, skal det være på denne måde. Fraskilte kan blive viet i kirken på de og de betingelser.

Jeg er forberedt på det ramaskrig, der vil rejse sig. Præster vil frygte, de bliver underlagt en ydre autoritet, der kan afgøre, hvad de skal prædike om. Til dem er blot at sige, at hvis de i dag tror på og prædiker alt, hvad Den augsburgske Bekendelse pålægger dem, kan de f.eks. få problemer med diskriminationslovgivningen, når de skal pålægge os at fordømme muslimer og andre, der ved navns nævnelse optræder i dokumentet. Biskopperne vil muligvis føle, deres ret til at lede kirken bliver gået for nær. Til dem kan siges, at de har haft deres mulighed, og de greb den ikke, men afstod fra at melde enigt ud, muligvis af frygt for at træde kolleger, der mente noget andet, for nær eller for at splitte kirken. Men hvis man afholder sig fra at mene noget af frygt, bør man nedlægge sit embede. Og kirkeministeren erindrer sikkert, at folkekirkens indre anliggende skal fastlægges ved lov, så det er bare at komme i gang.