Debat om OK18: - Puha, hvor er jeg grådig
Af: Malene Kisum, Engelstoftsgade 18, 1.tv., Odense C

8. marts var det 15 år siden, min morfar fik fred efter ni måneders kamp mod lungecancer. Som altid, sætter det nogle tanker i gang.

Det forløb, han var igennem, har været med til at pege mig i retning af sygeplejefaget. Noget jeg først kan se nu mange år senere. Gad vide, hvad skoleinspektør og lokalpolitiker for Radikale Venstre, Emil Christensen, ville sige til den behandling, regeringen giver de offentligt ansatte i dag?

Ofte går jeg hjem fra arbejde med følelsen af, at ingen, ud over mine kolleger, kan forstå, hvad jeg egentlig laver på mit arbejde. Hvis du tror, det bare er at holde i hånd, give medicin og sengebad, så overser du alt det indimellem. Alt det skrøbelige. Det er vel også en stor del af mit arbejde at sørge for, at pårørende ser så lidt som muligt til den skrøbelige del af plejen.

Tilbage i 2003 var det hårdt at se en af mine helte forsvinde gradvist dag for dag, indtil han til sidst var en skygge af sig selv. Fordi jeg var teenager og havde berøringsangst med døden, besøgte jeg ham desværre ikke mange gange på Ringkøbing Sygehus.

Jeg husker dog særligt én af gangene. Jeg kom på besøg alene, og da jeg kom ind på stuen, var han på vej ud på toilettet med to sygeplejersker. Jeg husker ikke deres ansigter eller navne, men siden har jeg ofte tænkt på, at de var med til at plante det frø, der gjorde mig til den sygeplejerske, jeg er i dag. De sørgede for min morfar, og de bevarede hans værdighed i en situation, hvor jeg i dag godt kan regne ud, hvad de skulle ud og hjælpe ham med. Dengang så jeg det ikke.

Da han var tilbage på stuen og sad i sengen igen, spurgte vi to jyder hinanden, hvordan det gik. Jeg fortalte om min tid som 1g'er på gymnasiet, og han sagde kort: "Det går ikke så godt". Jeg husker, at jeg med stor klump i halsen ikke anede, hvad jeg skulle svare. I dag kan jeg godt regne ud, hvordan min morfars sidste timer, eller måske nærmere dage, har været. Jeg har selv set det mange gange. Dengang var sygeplejerskerne en stor del af, at jeg var lykkeligt uvidende og bare kunne fokusere på at få sagt farvel og huske ham for den mand, han var.

Tilbage til i dag og til den retorik om offentligt ansatte, der kun vil tage og ikke give. Vi er nemlig grådige, kan I tro! Jeg er selv et pragteksemplar på den grådighed. Jeg tager og tager, når jeg er på arbejde. Jeg tager mig tiden til at holde døende patienter i hånden i de sene nattetimer, når de er ramt af delir, ikke ved, hvor de er og kæmper til det sidste for deres liv.

Jeg tager mig tiden til at give livreddende behandling til patienter.

Jeg tager overarbejde og ekstravagter for at få nogle dage til at hænge sammen. Sammen med mine kolleger tager jeg ansvaret for mine patienters helbred på mine skuldre hver eneste dag.

Jeg sørger for, at mine patienters værdighed er bevaret selv i de mest skrøbelige øjeblikke, så de enten får en værdig afslutning på livet eller kan bevare værdigheden på den anden side af indlæggelsen.

Jeg tager mig af pårørende i alle aldre og støtter dem i svære øjeblikke, hvor svære beslutninger skal tages og deres energidepoter er brugt op.

Jeg tager de smil, jeg kan få ud af patienterne og gemmer dem til dage, hvor der er få. Jeg har gennem de seneste otte år taget imod fysiske slag og verbale trusler - så mange, at jeg ikke kan huske dem alle. Jeg har taget min arbejdsplads og systemet i forsvar i situationer, hvor selv jeg har kunnet se, at noget var skævt.

Jeg er taget grædende hjem fra arbejde og alligevel er jeg taget af sted igen dagen efter. Jeg har trøstet grædende kolleger og set nogle af de bedste knække.

Puha, hvor er jeg grådig, når jeg beder om ikke at miste mine betalte pauser, hvilket svarer til en lønnedgang på syv procent. Det er grådigt af mig, at ønske, at der ikke bliver pillet ved arbejdstidsaftalen. En længere normperiode vil betyde, at min arbejdsgiver kan lægge store dele af min arbejdstid samlet, hvilket kan betyde flere uger med 60+ arbejdstimer.

Det er også urimeligt af mig at ønske, at min arbejdsplads forbliver OUH og ikke flyttes til regionen, så jeg i princippet kan risikere at blive flyttet fra et hospital til et andet uden varsel. Det er også grådigt af mig at forvente en reallønsstigning, så jeg om fire år stadig har mulighed for samme husholdningsbudget. Jeg burde skamme mig! Tag i øvrigt ikke fejl, lønstigningen er for mig ikke det, der betyder mest.

Jeg er altid glad for at tage på arbejde. Jeg elsker min arbejdsplads og er hamrende stolt af den og mit arbejde. Det ved jeg, at min morfar også ville være. Men lige for tiden får jeg tårer i øjnene og ondt i maven over udtalelser som dem fra Sophie Løhde og co. Måske er jeg for nærtagende, men jeg er ked af det og træt. Mere end jeg normalt er ovenpå fire nattevagter. Hvad bilder de sig ind? Hvor er deres empati og medmenneskelighed?

Jeg forventer at blive behandlet med respekt, uden mudderkast og beregnet nedladende retorik fra hverken politikere eller mine medmennesker. Hvorfor har jeg ikke fortjent det?