Debat: - Lærerværelset var tømt for lærere efter kl. 12
Af: Marianne Kring, Kingstrupvej 86, Gelsted
Læserbrev

Skal vi virkelig tages som gidsler i en konflikt på baggrund af en enkelt organisations krav til forhandling?

Det er skræmmende for mig at konstatere, at hele det kommunale område kan havne i konflikt på baggrund af lærernes arbejdstid.

Jeg har i mange år været leder i en skolefritidsordning, og i alle disse år var lærerværelset tømt for lærere efter kl. 12.00. Der var de få tilbage, som havde enkelte timer i overbygningen.

Jeg kunne se på lærernes skemaer, at de havde undervisning til kl. 11.25 i 40 uger om året. Resten af deres arbejdstid kunne de til dels udføre hjemme, undtaget forældremøder samt enkelte lærermøder på skolen.

En skolepædagog har 221 timer om året, til forberedelse dvs. mødevirksomhed i såvel sfo, forældremøder i skole og sfo-regi, samt diverse arrangementer hen over året skolefest m.m.

Når jeg har været nødsaget til at opslå deltidsstillinger, har diverse skoleledere været undrende, for deltidsstillinger har ikke været på tale i folkeskolen, nok fordi de i forvejen kunne nøjes med at være på skolen ca. 20 timer om ugen i 40 uger om året, hvor vi andre er på fuld skrue i 46 uger.

Jeg er en person, der altid har gået under fanerne, når urimelige indgreb har fundet sted, nedlagt arbejdet ulovligt i et håb om at forandre uretfærdige forhold i solidaritetens navn. Jeg har aldrig i mit lange liv gået sammen med skolelærere. De har undervist, mens vi andre demonstrerede og strejkede.

Og nu vil vores forhandlere sende alle ansatte ud i en konflikt, fordi lærerne igen vil forhandle arbejdstid. Grundlaget for en sådan konflikt er jeg ganske uenig i, jeg har aldrig oplevet lærerne som værende solidariske med os andre, for de havde deres på det tørre, og deres favorable arbejdsforhold, det har aldrig smittet af på nogen af os andre.

Når vores organisationer ønsker, at vi skal konflikte på ovenstående grundlag, vil jeg da gerne vide, hvor vores krav fra 80'erne om en 35 timers arbejdsuge er blevet af. Det var et krav, som ville tilgodese hele fagbevægelsen og ikke kun en enkelt gruppe, som i årevis har kunnet hvile på den grønne gren, og som nu er utilfredse med, at de har fået arbejdsvilkår, der tilnærmer sig det øvrige arbejdsmarked.

Jeg står gerne i spidsen for solidaritet, sammenhold og kæmper gerne en kamp for bedre forhold, men på et ordentligt grundlag, og det mener jeg på nuværende ikke er til stede.