Debat: Gider du demokratiet
Af: Torben Steno, journalist, København

"De kunne ikke rigtigt noget i håndboldhallen. Heller ikke i hverken musiklokalet eller på dansegulvet. Så blev det så Venstres Ungdom"! Sådan lød den spidende ondskabsfulde karakteristik af en flok lidt kikset festklædte unge mennesker, som forventningsfulde var på vej til valgaften i Venstres gruppeværelse på Christiansborg.

Den beske kommentar kom fra en journalistkollega, der havde haft sin gang på Borgen i over tyve år, fordi jeg ved synet af flokken lidt henkastet havde sagt: Hvem er de unge mennesker, der vælger at være politisk aktive på den måde?

Umiddelbart tror jeg ikke at nogen af dem på et tidspunkt bliver ministre eller bare nogen, vi kommer til at høre meget om. Men til gengæld kommer flere af dem forhåbentligt til at være blandt de alt for få danskere, der gider lægge et stykke ulønnet arbejde i den lokale partiforening, hvor man selv betaler for en tarvelig kop kaffe ved møderne. Det er dem, der egentlig kun nævnes, når partilederne på TV leverer den rituelle tak til baglandet for den uundværlige indsats i valgkampen. Kedeligt og forudsigeligt for alle os andre, der lider af lede ved både politik og politikere. Alle os, der er blevet for fine og kloge til at involvere os i politik, fordi niveauet ikke bare er for lavt, men også helt uden prestige.

Hjemme på sofaen lå den 21-årige og så "Debatten" på DR2, der havde klimapolitik på agendaen. Det overraskede mig, at den unge mand for en sjælden gangs skyld så noget så gammeldags som TV om politik. Jeg spurgte ham hvorfor?

"Jeg har det ligesom Anders Morgenthaler. Huset brænder! Imens sidder vi og diskuterer, hvem der skal hente vand. Det er da vildt. Jeg er da ikke sikker på, at jeg og min generation overhovedet har en fremtid. Men der er ingen, der gør noget", sagde han o

For nylig deltog jeg i et større familietræf i det meget sydlige Danmark. Tre generationer med stemmeret og vælgere til mindst fem forskellige partier sad med ved bordet, hvor vi trods alle forskellene hurtigt kunne blive enige om, at der er noget galt i Danmark.

Da talen faldt på, hvad man så kunne gøre ved det, viste det sig, at det nærmeste aktiv demokratisk deltagelse familien kunne mønstre var et enkelt bestyrelsesmedlem i det lokale vandværk. Hendes beretning var heller ikke ligefrem god reklame for at melde sig til demokratisk tjeneste. Derfor blev den bedrøvelige konklusion selvfølgelig også, at det må andre tage sig af. Derfor er det jo ikke underligt, at de demokratiske scener ligger meget åbne for de mennesker, som primært bruger politik til at stimulere et opsvulmet ego. Dansk Folkepartis svendborgenser Dorthe Ullemose og hendes datter "Tom Jensen" er jo et glimrende eksempel. Samtidig er terroren fra de sociale medier med til at afskrække endnu flere fra at stå til ansvar for selv de mindste demokratiske beslutninger. Hvis ikke flere af os tør byde ind og deltage, bliver de demokratiske beslutninger i stigende grad overladt til dem, som uanset partifarve bare skaber ugler i mosen.

Hjemme på sofaen lå den 21-årige og så "Debatten" på DR2, der havde klimapolitik på agendaen. Det overraskede mig, at den unge mand for en sjælden gangs skyld så noget så gammeldags som TV om politik. Jeg spurgte ham hvorfor?

"Jeg har det ligesom Anders Morgenthaler. Huset brænder! Imens sidder vi og diskuterer, hvem der skal hente vand. Det er da vildt. Jeg er da ikke sikker på, at jeg og min generation overhovedet har en fremtid. Men der er ingen, der gør noget", sagde han og blev liggende på sofaen.

Det forstår jeg udmærket. Jeg gider heller ikke. Derfor skal der herfra lyde en tak til alle jer, der ikke brilierede i håndboldhallen, musiklokalet og på dansegulvet, men som stadigvæk gider til trods for et ringe personligt udbytte.