Debat: Gå på kompromis - alle taber på en konflikt
Af: Præst, forfatter og debattør Anders Kjærsig, Odense C. og cand. hort., tænketanken Growz, Nyborg Allan Holm Nielsen

Hvad er kapital? Et svar kunne være: Kapital er udveksling af varer og tjenester omsat til en valuta. Kapital er med andre ord økonomi og ikke andet. Det er pengene, som afgør vores kapitalbeholdning. Denne tankegang kulminerede i halvfjerdserne. Her drømte man om proletariatets diktatur, hvor arbejderen ejede kapitalen, så der ingen forskel var på arbejdsgiver og arbejdstager. Man talte om overskudsdeling og økonomisk demokrati. Man tænkte ensidigt økonomisk. Det gjaldt paradoksalt også i selve opgøret med kapitalismen. Antikapitalismen var kapitalistisk. Det var ikke modstand mod økonomi, men om økonomi. Man strejkede, fordi man ville have mere i løn. Og det er forståeligt. Pengene var jo den eneste målestok for ens kapital, den værdi man nu havde.

Sådan ser det ikke ud i dag. Kapitalbegrebet er blevet omdefineret, så det ikke længere kun er bundet til det rent økonomiske. En af de vigtigste skikkelser i denne omdefinering er den franske sociolog Pierre Bourdieu. I 1980'erne lancerede han bl.a. ideen om det "differencierede kapitalbegreb"; en model, der er bredt accepteret i dag. Det er et solidarisk begreb. Her er der værdimæssigt ingen forskel på, om det er kulturel, social, økonomisk eller intellektuel kapital, man ejer. Ideen er den simple, at ens kapital forøges i relationen mellem ens evner på den ene side, og så det, man bruger sine evner til, på den anden side. Det, man laver, bliver man god til - og det giver kapital. En kapital, der er noget andet end den økonomiske kapital, men af samme grund lige så meget værd for både individ og samfund.

Grundproblemet i hele den nuværende forhandlingsmæssige krise er, at man fra arbejdstagers side forsøger at kapitalisere den sociale kapital ved at hævde, at man "fortjener" mere, fordi man udfører vigtigt socialt arbejde. Omvendt har arbejdsgiver en begrænset mængde penge til rådighed og mener, at arbejdstager jo i kraft af sin sociale kapital har fået sin løn. Denne spænding mellem arbejdstager og arbejdsgiver resulterer i, at den traditionelle handel mellem handlende, hvor en vare erstattes med en købesum, bryder sammen. Arbejdstagersiden tilbyder jo ikke nye værdiskabede ydelser, men vil udelukkende kapitalisere sin sociale kapital - hvilket, vi mener, er uproduktivt. Omvendt får arbejdsgiver ikke skabt ny værdi og kan derfor ikke retfærdiggøre, at produktet blot stiger i pris uden nogen varemæssig akkumulering. Det er ligningen.

I stedet for at tilbyde en handel - et produkt for en valuta - der giver både køber og sælger noget at handle med, er forhandlingerne gået i stå. Man taler forbi hinanden. Den ene vil strejke og den anden lockoute. Der handles slet ikke. Der kræves bare ind, og den danske model dikterer, at så afgøres kampen af den der er størst og stærkest. Rå magt vinder.

Man kan jo undre sig over, at ingen af forhandlingsparterne kan se, at der er andet og mere på spil end økonomi i denne konflikt. I et samfund, hvor arbejde ikke er et spørgsmål om at overleve, men om at leve, burde man medtænke mere end løn og økonomi i forhandlingerne. Det kræver blot et differencieret syn på problemet, og at man på samme tid accepterer den kompleksitet, problemet indeholder. Man kan ikke forhandle økonomi, når konfliktens kerne i bund og grund handler om respekt og anerkendelse eller med andre ord om en definition af kapitalbegrebet. Hvad mener vi egentlig, når vi siger: Kapital. Et par eksempler:

Vi tvivler på, at en læge forøger sin kapital ved at få mere i løn, hvis han på samme tid må give afkald på sin intellektuelle og sociale kapital. Den goodwill, lægen har i befolkningen, kan ikke måles økonomisk, og det kan den forståelse, lægen har af sig selv, heller ikke. Det gavner hverken lægen eller staten at reducere lægens rolle i samfundet til ren kost-benefit. Vi tvivler også på, at en præst vil gå på kompromis med sit præsteløfte, både i forhold til sig selv og i forhold til den tillid han vises, ene og alene på grund af økonomi. Det gavner hverken præsten eller staten. En præst har en åndelig og pastoral kapital, som ikke kan købes for penge, og som folk ikke forbinder med penge. Det gør kun fagforeningerne og staten. Vi tvivler også på, at en jordemor vil afgive sit kald blot for at få mere i løn. Alle vil gerne have flere penge, men ikke for enhver pris. Gad vide, hvor meget en fødsel koster? Sådan ville en jordemoder aldrig tænke. Hendes arbejde er livsnødvendigt og fornyende og trækker på en hel anden kapital end den økonomiske. Vi tvivler på, at en skolelærer sætter lønnen højere end undervisning, oplysning, viden og dannelse. Den position, læreren har i vores kulturdannelse, er ikke blot med til at give læreren identitet og faglig status, den er også med til at bære samfund og kultur videre. Hvorfor skulle lærerne sætte alt dette over styr for en højere løn?

Det fælles problem for de fire eksempler er, at deres respektive fagforeninger fører en forhandlingspolitik, der står som en skarp kontrast, til de rollemodeller og forbillede de faktisk er. Det er kapitalformernes sammenstød. Når interessegrupper og fagforeninger forhandler økonomi, som de gør, sætter de uvilkårligt deres medlemmers kulturelle og sociale kapital over styr.

Begge parter bør gå på kompromis. Ellers vinder ingen. De offentlige ansatte ved at se sig selv fra en anden kapitalbetragtning end den økonomiske - hvis fagbevægelsen kun kæmper for valuta og samtidig underminerer den sociale kapital, gør den medlemmerne en bjørnetjeneste. Konkurrencestaten ligeså: Hvis respekten for lægen, præsten, læreren eller SOSU-assistenten forsvinder, taber staten også. For uden den sociale kapital er deres arbejde nærmest umuligt at udføre. Selve konfliktens kerne er altså et spørgsmål om kapitalbegrebets definition. Det er et slagsmål om værdi-hed, og det er mere end økonomi.