jehovas vidner

For en stor måned siden begravede jeg en fra sognet. Han havde været syg længe men ikke noget, han nødvendigvis skulle dø af sådan uden videre. Og alligevel kom døden. Den melder sin ankomst, når man mindst regner med det.

Tilbage står hans kone, min forhenværende organist i Heden og Nr. Søby kirker, Anni Flege. Efter begravelsen fortalte hun, hvor dejligt det er at leve i et land, hvor vi har en god service både åndeligt og legemligt.

Anni Flege holder af den danske folkekirke. Efter 15 år i tjeneste som organist kender hun den ud og ind. Hun kender salmerne, teksterne, sproget, gudstjenesteformen og hele den rummelighed, der gør folkekirken unik. Har man betalt sin kirkeskat, kan man nemlig komme, når man har lyst.

Der er ingen kirketvang eller kirkemoral. Heldigvis. Det er det vidunderlige ved den danske folkekirke og det, der gør, at den er grundlæggende forskellig fra alle andre religiøse sammenslutninger.

Men dagen efter begravelsen skete der noget uventet. Der blev ringet på døren. Anni Flege åbnede, og hvem står der? Ja, De har gættet rigtigt: Jehovas Vidner.

Hvad de ville, fatter man ikke, men man kan dog regne det ud.

De kom til en ældre dame, der havde mistet sin mand, for at forføre hende ind i deres egen snævre og sekteriske verdensbillede.

Som præst og organist må man ryste på hovedet. Jehovas Vidner må være naive, hvis de bilder sig ind, at man kan forføre en ansat i den danske folkekirke.

Derfor Jehovas Vidner: hold jer fra mennesker, som er i sorg, fra mennesker, der er i krise, fra mennesker, der har et forhold til folkekirken.

Det er dybt forargeligt, og vi kan kun tage afstand fra det.
  • fyens.dk