Øgruppen Andamanerne i Den Bengalske Bugt var næsten ukendt, før den blev ramt af flodbølgen i Sydøstasien. Kronikøren har besøgt de lykkelige øer, som de blev kaldt.
De lykkelige øer blev de kaldt, Andamanerne, som nu er blandt de hårdt ramte lande, der blev overskyllet af flodbølgen.

Kalapani, sagde inderne derimod med en gysen om Den Bengalske Bugts mørke vande og den store øgruppe, de omgiver. Andamanerne har dannet grundlag for sære myter, romantiske forestillinger og - mest af alt - fantasifulde og ofte velbegrundede rædselsberetninger om de indfødtes grusomhed.

For nogle år siden havde Indien, som øgruppen tilhører, store planer om at gøre Andamanerne til en turistattraktion, der skulle tiltrække forholdsvis lige så mange turister, som de nærliggende Pattaya og Phuket i Thailand.

Regeringen var dog klar over, at skulle Andamanerne bevare den uberørthed, som er den største attraktion, var det ikke brølende motorvandsport, spille- og drukbuler eller horehuse, der skulle satses på, så der blev lavet meget skrappe restriktioner for turisternes udfoldelser. Kun de stille sportsudfoldelser er tilladt - vindsurfing, sejlads, roning og naturligvis badning og dykning.

En af de allerstørste attraktioner var netop de vidunderlige koralrev med mangefarvede tropefisk, der omgiver adskillige af øerne - endnu ved ingen i hvor høj grad disse koraller er blevet smadret af flodbølgen. Tsunamier retter sig ikke efter regeringsforbud - og det er naturligvis strengt forbudt at beskadige korallerne, endsige hugge noget af dem.

Under dyknng ved korallerne tror man sig hensat til en ganske anden verden, tyst og uberørt, et sted hvor ingen hvid mand før har sat sin fod ... indtil man støder på en inskription på korallerne: "Do not step on corals!"

Hidtil har det mest været etnologer og antropologer, der har interesseret sig for øerne, men de har alligevel de seneste år haft omkring 40.000 turister - dog kun 2000 internationale.

Når navnet Kalapani i århundreder har haft denne klang af gys og mørke over sig, skyldes det ikke blot øernes utilnærmelighed, men også den status som fangeøer, Andamanerne fik, hvorved de i stedet kom til at fremstå som "det grønne helvede" for de ulykkelige fanger, som blev indespærret dér til henrettelse eller en langsom død.

Det var, da Andamanerne sammen med Indien var under britisk herredømme, øerne blev brugt til opbevaring af fanger. Med 1200 km til Thailand og 6000 km til moderlandet havde fangerne ikke en chance for flugt. De har næppe heller været interesseret i at flygte til en af de mange andre øer i øgruppen på grund af de rædselsberetninger, der gik om, hvorledes hvide mennesker blev behandlet af de indfødte.

Der var især fire gamle stammer af negritoer, der blev betegnet som "de sidste vilde", som interesserede forskerne.Trods ihærdige bestræbelser fra regeringens side så de mere og mere ud til at nærme sig udslettelse, og efter naturkatastrofen er der frygt for, de kan være helt borte.

På deres øer har turister ikke lov at komme, og de regeringsembedsmænd, der skulle prøve at redde "de sidste vilde", fik heller ikke direkte kontakt til dem. De drog med mellemrum ud til de øer, hvor stammerne boede og lagde fødevarer eller andre praktiske hjælpemidler til dem på stranden.

For nogle år siden var der under 100 tilbage af den ene stamme og godt 30 af den anden, og uden frisk blod udefra var det svært for dem at overleve.

Og frisk blod var ikke noget, de ønskede sig. Især stor-andamanerne, oprindelig en stamme på flere tusinde medlemmer, var stærkt krigeriske over for fremmede, en fjendtlighed, de havde tilfælles med den ganske lille stamme, ongerne, som har været årsag til de fleste af rædselsberetningerne.

F. eks. led et engelsk skib i 1820'erne skibbrud udfor Lille Andaman, hvor ongerne bor, og de søfolk, der reddede sig væk, kunne berette om, hvordan deres ulykkelige kammerater, der skyllede i land, blev fanget og fik revet alle lemmer af, før deres levende kroppe blev smidt på et bål.

Denne og andre lignende bereretninger gav anledning til en myte, der har vist sig meget vanskelig at udrydde, nemlig at de indfødte her var kannibaler. Men talrige undersøgelser af køkkenmøddinger og bopladser har vist, at det var de i hvert fald ikke. Den grusomme behandling grundede sig på overtro: Sjælen sidder i benene, og en fjendtlig sjæl er uønsket. Man kan kun undgå dens tilstedeværelse ved totalt at destruere den levende krop, så sjælen kan flyve med røgen mod himlen og blive dér.

Briterne forsøgte flere gange at få pacificeret ongerne, men først i 1885 begyndte den nærmere kontakt med stammen, der skulle ende med næsten total udslettelse af den.

Da ongerne dræbte en engelsk sømand, der havde forsøgt at voldtage en af stammens kvinder, tog englænderne fanger blandt de indfødte og behandlede dem til ongernes egen forbløffelse godt, ligesom de tog vel imod de onger, der efterhånden vovede sig på besøg hos fangerne.

Derved opstod en dødbringende kontakt mellem denne oprindeligt store og stærke stamme på flere tusinde medlemmer, og Vestens civilisation med spiritus, tobak, opium, syfilis, lungebetændelse og influenza - sygdomme, hverken ongerne eller stor-andamanerne havde nogen naturlig modstandskraft imod, så de omkom i stort antal.

Begge stammer gik tidligere nøgne, men senere begyndte de at gå med det tøj, de fik af regeringen og at ernære sig af gaver. Det veludbyggede program for deres redning, regeringen havde lagt, og som for få år siden gav anledning til store festligheder og uskrømtet glæde, hvis der blev født et enkelt barn, ved ingen nu, om der er nogen tilbage til at få glæde af.

Ulykkeligvis gik det jo sådan, da regeringen indførte ernæringsprogrammer, rent vand og lægetilsyn, at deres handlekraft og selvstændighed forsvandt, så de måske nu har været i endnu ringere stand til at klare katastrofen end de ville have været, da de endnu var "vilde". Forsørgerkulturen havde en meget høj pris.

De to øvrige stammer på Andamanerne havde et noget større antal før katastrofen. På øen Nordsentinel lever sentineleserne, som der ved årtusindskiftet var omkring 250 af. Forskerne anså denne stamme for at være den eneste i verden, som det var lykkedes for at leve absolut isoleret fra resten af menneskeheden, selv om regeringen i hvert fald i årevis søgte venskabelig kontakt med stammen.

Selvfølgelig kunne en hær så let som ingenting gå i land og besejre indbyggerne, men regeringen ønskede ingen voldshandlinger, så først i løbet af 1990´erne er det lykkedes at komme så meget i kontakt med sentineleserne, at de er begyndt at modtage de gaver i form af fødevarer og praktiske hjælpemidler, der blev lagt på deres strande.

Oprindeligt bekæmpede sentineleserne alle indtrængende fremmede, men kom der for mange, foretrak de at flygte midlertidigt.

Indtil for få år siden fandt de forskere, der vovede sig i land, da også kun tomme bopladser, hytter og arnesteder, men i 1991 skete der et gennembrud, da det lykkedes en enkelt ekspedition at komme i venskabelig kontakt med sentineleserne.

Fjendtligheden og mistænksomheden over for fremmede er dog stadig udbredt, selv om regeringsudsendinge fortsatte med at lægge gaver på stranden til indbyggerne og respektere deres ret til at bevare deres oprindelige livsform.

Endelig er der jarawaerne med tidligere ca 200 medlemmer. Før februar 1974 var der heller ikke nogen kontakt med dem, men da lykkedes det en ekspedition at få dem til at modtage forskellige gaver, hvilket førte til en højst speciel samværsform: Jarawaerne sang og dansede for de besøgende og fjertede dem i hovedet - til stor morskab i hvert fald for dem selv.

De oprindelige stammer udgør en brøkdel af de ca. 160.000 indbyggere på de 184 øer, 65 holme og 189 klipper, Andamanerne udgør.

Jomfrueligheden er netop den allerstørste attraktion ved dem. En turist-attraktion, der måske nu har fået dødsstødet, inden den for alvor kom i gang?

Janne Normann, Snekkeled 18, Munkebo, er journalist.