De gule fagforeninger nasser på de andres kamp
Af: Politisk ordfører for SF Karsten Hønge

Discountforretningen "ASE Lønmodtager" bruger beskidte tricks i det vigtige slag om offentligt ansattes nye overenskomster. ASE instruerer sine medlemmer til blot at arbejde videre, hvis konflikten kommer. De opfordrer også til at overtage konfliktramt arbejde, hvis chefen beder om det! Fronterne er hårdt trukket op, og deres opførsel er pivende usolidarisk. Har de da overhovedet ingen selvrespekt? Jeg pudser lige nogle gamle begreber af: skruebrækker og strejkebryder.

På den ene side står medlemmerne af de rigtige fagforeninger, og på den anden står de offentlige arbejdsgiverne sammen med forskellige splittelsesorganisationer og trækker i den modsatte retning. Mens ASE Lønmodtager har været ualmindelig aggressiv, prøver andre falske "fagforeninger" at falde under radaren, for at undgå spotlys på nasseriet. Men også medlemmer af Krifa, Det Faglige Hus, Frie Funktionærer, og hvad de ellers kalder sig, arbejder videre under konflikter. Men rager gerne alle fordelene til sig bagefter.

Et af fagforeningernes stærkeste våben er at strejke på udvalgte arbejdspladser, og strejken er naturligvis stærkest, hvis alle står sammen. Men ASE viser sit sande ansigt, når de anbefaler medlemmerne at overtage konfliktramt arbejde. Det er et ualmindeligt beskidt og fejt trick. Hvis medlemmerne følger ASE's instruks, er det endnu et bidrag til at ødelægge "Den Danske Model" for arbejdsmarkedet.

Medlemmer af FOA, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, Danmarks Lærerforening, BUPL og mange andre tager slæbet med at sikre ordentlige arbejdsforhold. Det sker både ved at forhandle nye overenskomster og gennem en daglig indsats rundt om på landets tusindvis af arbejdspladser. Medlemmer af discountforretningerne ligger i læ af denne store indsats. De opfører sig som cyklisten på bagsædet af en tandem. De sidder med benene oppe, mens makkeren foran slider i pedalerne.

De gule løfter stort set ikke en finger for overenskomster, arbejder ikke for bedre uddannelse, kæmper ikke for bedre arbejdsmiljø eller mod social dumping. De deltager ikke i trepartsforhandlinger og uddanner ikke tillidsvalgte på arbejdspladserne. De ligger og daser den af i skyggen, mens rigtige fagforeninger går forrest for ordentlige arbejdsforhold. De er kun til for at puste til nærigheden uden at kæmpe for medlemmernes arbejdsvilkår. De er en fagforretning og ikke en fagforening. Fagbevægelsen binder Danmark sammen med afgørende bidrag til et effektivt og dynamisk arbejdsmarked. De gule discountforretninger splitter ikke kun lønmodtagerne, men hele samfundet.

Desværre er kontingent til gule nasseorganisationer fradragsberettiget på samme niveau som kontingentet til de fagforeninger, som udfører alt arbejdet. Det kan ikke passe, at staten skal belønne nassere på samme måde, som de mennesker, som arbejder hårdt.

Jeg mener, at vi bør arbejde for, at det kun er medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger, som kan trække kontingentet fra i skat. Konkret kan det gøres ved, at fradraget for fagforeningskontingentet målrettes medlemskaber af fagforeninger, hvor minimum 25 pct. af medlemmerne er dækket af en overenskomst, som den pågældende fagforening selv har indgået. At række de organiserede lønmodtagere en hjælpende hånd er en glimrende handel for samfundet. Det smører og fintuner den motor, som skaber værdierne i velfærdssamfundet, nemlig de offentlige og private arbejdsmarkeder.