De andres skyld


De andres skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FORTRÆNGNING: Der findes mennesker, som slet ikke har problemer med at give andre og situationen skylden for deres fejltagelser. Det egentlige problem handler nu mere om, at disse mennesker tilsyneladende ikke rigtig magter at se ærligt på sig selv.

Måden, hvorpå egen sandhed omgås, har åbenbart ikke større vægt, end at andre mennesker blot synes at stå så langt under dem og deres undvigende løgne. Ét er, at man ikke vil indrømme sine fejl, noget helt andet er at leve på en løgn. Løgnen karakteriserer nemlig den personlige splittelse, man lever under.

Den skyld, man projicerer over på andre, handler ligeledes om bevidste fortrængninger. Det, man ikke kan acceptere ved sig selv, bliver til en skyld hos den anden. Men jo mere travlt man har med at pege andre ud, desto mere peger man tilbage på sig selv. Peg finger ad én, og der er tre fingre, som peger tilbage på dig selv. Der er endda mennesker, som tror, at den skyld, de påfører andre, ligefrem forædler dem, når den skyldsramte har samstemmet. Med en sådan bagvendt logik omgås sandheden med den vekselkurs, der blot underbygger det usympatiske og al den skade, det medfører. Men udøverens destruktive karakter kan aldrig fremkalde en overbevisende indrømmelse, fordi den indre smertes pris er alt for stor hos offeret. Eller fordi offerets resignation og fortrængningsevne har allieret sig med kampen for den daglige overlevelse, så det slet Ikke kommer på tale.

Alt det, man tror, tænker og gør, begynder med én selv. Den fjende, man søger uden for sig selv, er ligeså inde i én selv. Man bør altid begynde med sig selv, inden andre mennesker tages som gidsler for de fejltagelser, man gør. Det er menneskeligt at fejle, bare man ikke lægger andre for skyld. Og alligevel har de fleste temmelig svært ved at magte en sådan indrømmelse.

Måske er det fordi, det handler om små ængstelige mennesker med et indre kronisk handicap, der kun er i stand til at møde hverdagen, såfremt man udadtil fremstår som det perfekte.

Det vidner endvidere om, at vor epokes tidsånd for manges vedkommende er blevet til den enkeltes egen fremmedgjorte eksistens og absurditet. Der er ligesom ikke rigtig kontakt indadtil, fordi man hele tiden er på vagt overfor de ydre påvirkninger, der kan skade ens omdømme.

En sådan pseudotilværelse er modsætningen til det autentiske menneske, der nu blot søger at realisere sit eget forløjede og egoistiske livsideal. Et menneske i denne kategori sætter desværre sin integritet højere end sin samfundsmæssige integration. Også selv om det strider mod det, som dets medmennesker ellers forventer af det.

Men der findes jo også et sandhedens forræderi, der aldrig kan tilgives, såfremt man bevidst vedbliver at undvige fra sin egen skyld. For livet leves uden tvivl på en måde, som man ganske sikkert slet ikke ønsker det. Og til sidst ender man så helt derude, hvor der kun er ét at stræbe efter: den daglige styrke, der kræves for at skulle affinde sig med det.

De andres skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce