Danmark skal være verdens mest kreative nation, som om vi ikke allerede var det! Det eneste, der bremser os, er det faktum, at jo højere man er "på stigen", jo mere snæversynet og økonomisk destruktiv bliver ens fremtræden.

Jeg oplever hver dag portører, hjemmehjælpere, taxichauffører, social- og sundhedsarbejdere, togpersonale og politifolk, der udviser en ekstrem kreativitet for at tilfredsstille de økonomiske sparekrav, der er hamret ned i hovedet på dem fra folkene højere oppe ad stigen. Jeg oplever sågar mennesker fra denne arbejderklasse, der kommer med forslag til forbedring af deres arbejdssituation, men gudskelov er der ingen "højere oppe," der lytter til eller accepterer forslagene, for så ville de jo selv miste deres job.

I disse "højere samfundslag" synes man at have glemt begrebet "synergieffekt". Den lavere klasse oplever dagligt, at omkostningskrævende forslag på forhånd er dødsdømt, hvilket ikke betyder at kreativiteten forsvinder, men blot at den fjerner sig fra arbejdssituationen over på fritids- og forbrugssituationen. En overflytning, som vor neoliberalistiske regering synes særdeles ønskværdig.

Hvad gør vi så ved al denne velfærdselendighed? Et vigtigt første skridt er at fjerne den statsminister, der undsiger sin egen befolkning ved at rejse til USA og dér fremsætte påstande om, at danskerne støtter krigen i Irak. Inden afrejsen ansætter han sig selv som formand for et "globaliseringsråd" og benytter så andendagen til et ophold i en virksomhed med ekstreme it-aktiviteter under dække af, at så kan han bedre bestride sin nye formandsstilling! Nu kan vi så alle sammen se frem til langsomt at blive omgjort til lydige robotter.

Selv samme statsminister nedlagde for fire år siden stribevis af råd og nævn under devisen "ned med smagsdommerne". Signalet er derfor klart. "Regeringen alene vide". Forhandlingerne om strukturreformen viser samme ekstreme billede. Der lyttes velvilligt, til oppositionen er færdig, og så lægger regeringen et stykke papir foran dem med sit eget forslag, aldeles uændret, og beder oppositionen skrive under, for hvis de ikke gør det, så er oppositionen ikke forhandlingsparate, så er oppositionen aldeles uden forhandlingsvilje, så har oppositionen ingen struktur på sit arbejde!

Jævnfør andet afsnit i dette indlæg er oppositionen på denne måde herefter henvist til fritids- og forbrugssituationen.

Hvis jeg var opposition, ville jeg ikke nærme mig et forhandlingslokale med slige despoter. Despoter, der forlanger kreativitet? Navlebeskuere, der vil have konstruktive modspil? Plattenslagere, der vil have rene linjer?

Hvorfor har jeg lige nu en mærkelig fornemmelse af, at store dele af VK og Dansk Folkeparti er ved at splintres og eksplodere? Det må være fordi, jeg stadig tror på danskernes kreativitet.

Hans Winkel, Frederiksøvænget 2, Middelfart, er civiløkonom.