Med bogen 13 reformer af den danske velfærdsstat diskuterer dagens to kronikører den danske velfærdsmodel samt hvad der muliggør reformer af den, og hvad der blokerer.
Velfærdsstatens historie skrives ofte som historien om et sæt af reformer, der følger i andre reformers kølvand, og som gradvis udvikler den sociale lovgivning, så den sikrer den enkelte borger "fra vuggen til graven". En udvikling, der tidligt af borgerlige politikere blev udpenslet med skræk og rædsel. Således talte venstrepolitikeren Mads Gram i 1922 om, at vi alle blev malkeapparater på statens store legeme. Andre så udviklingensom virkeliggørelse af en fornem vision.

I Danmark er reformerne kommet i bølger. Den første var gennemførelsen af den moderne socialpolitiske lovgivning fra 1891 til 1907: alderdomsunderstøttelse, syge-, ulykkes- og arbejdsløshedsforsikring. Den anden bølge bragte os i 1920'erne og 1930'erne rettighedstanken og idéen om statens øgede rolle: invaliderenten, aldersrenten, Steinckes socialreform.

Den tredje skabte fra 1956 til midten af 60'erne den moderne velfærdsstat, der omfattede stadig flere, lagde større vægt på skattefinansieringen og udviklede nye serviceydelser: folke- og invalidepension, enkepension, revalideringslov, omsorgslov, lov om børne- og ungdomsforsorg osv.

Den fjerde bølge fulgte lige efter i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne med udviklingen af, hvad mange har betegnet som verdenshistoriens mest ambitiøse velfærdssystem: sygesikring, sygedagpenge, bistandslov.

Det blev gennemført, mens krisen bankede på døren. Derfor blev de følgende årtier da også de aftagende ambitioners periode. Den sidste reformbølge oplevede vi i 1990'erne, da der uden stor debat blev gennemført en række reformer af overførselsindkomsterne, der lagde større vægt på den såkaldte aktivlinje.

Spørgsmålet er, om vi i dette det nye årtusindes første årti står over for en sjette reformbølge? Noget kunne tyde på det.

Den senere statsminister Jens Otto Krag definerede i midten af 1950'erne velfærdsstaten som "summen af vores socialpolitiske lovgivning". Selv om det er en noget nøgtern beskrivelse, der ser væk fra idéen, ideologien og målet, er der alligevel noget om snakken.

Grundprincipperne afspejles i den lovgivning, der omgiver os: Hvem er dækket, og hvem lukkes ude? Hvad er lovenes dybere moralske fundament? Hvilke strømninger og holdninger i samfundet præger lovgivningen? Derfor er de store velfærdsreformer interessante:

Hvad var deres indhold? Hvordan blev de til? Havde de afledede virkninger? Hvem vandt, og hvem tabte i det "politiske spil"? Hvad er de fælles træk ved reformerne? Hvordan skiller den ene sig ud fra den anden?

13 af de store reformer i den danske velfærdsstats historie har vi sammen med andre gode mænd og kvinder skildret i en bog, der netop er offentliggjort. På tværs af disse reformstudier tegner sig mønstre og pointer, som er interessante også for en diskussion af fremtidige velfærdsreformer.

En banal men vigtig konstatering er, at der er forskel mellem ekspansive reformer, der byder borgeren nye goder, og reformer, som retter sig mod omstrukturering eller måske endda nedskæring.

I velfærdsstatens vækstperiode drejede reformer sig først og fremmest om at give borgerne nye tilbud og rettigheder. Det kunne godt være, at de nye tilbud blev ledsaget af mindre stramninger, men gevinsterne var for stort set alle væsentligt mere fremtrædende end ulemperne.

Veldefinerede befolkningsgrupper fik stillet nye eller højere ydelser til rådighed, mens omkostningerne blev spredt tyndt ud på alle skatteydere og blev først synlige på et senere tidspunkt.

Når gevinster og fordele falder her og nu og er rettet mod afgrænsede grupper, mens omkostningerne hviler spredt og uklart på alle, er scenen sat for den ekspansive velfærdsstat.

Fra 1960 til først i 1980'erne blev udgifterne til overførselsindkomster og serviceydelser mere end fordoblet som andel af samfundskagen. Antallet mellem 18 og 66 år, der hele året oppebærer overførselsindkomst, blev fra 1960 til 2002 firedoblet.

Velfærdsstaten har drevet det vidt. Det er imidlertid ikke vækst, der i de sidste 15-20 år har stået højest på dagsordenen. De sidste par årtier har det i højere grad drejet sig om at dæmpe væksten, at omstrukturere og på enkelte områder at gennemføre besparelser.

Over en bred front har der været politiske ønsker om opbremsning, og de er ikke blevet mindre i lyset af såvel aktuelle som forventede problemer, der kan gøre det sværere i de kommende år at sikre finansieringen af velfærdsstaten.

Derfor betyder velfærdsreformer noget helt andet i dag end tidligere. Nu handler det om indgreb, hvis omkostninger eller ulemper typisk falder her og nu og opleves koncentreret at "ramme" specielle, veldefinerede grupper, mens fordelene og gevinsterne falder i fremtiden og spreder sig tyndt over diffuse grupper.

Det har en udpræget tendens til at lamme det politiske system. En af dem, som i dansk sammenhæng har undersøgt denne problemstilling, er politologen Christopher Green-Pedersen. Hans pointe er, at partiernes dominerende motiv er at kvalificere sig som regeringsbærende. De vil ikke - med mindre der for alvor er ild i det samfundsøkonomiske lokum - engagere sig i en politik, der truer nogens "velerhvervede rettigheder".

De ser med bæven på risikoen for at blive straffet på grund af utilfredshed blandt de direkte berørte og i det vælgerkorps, der har forskanset sig til forsvar for den eksisterende velfærdsstat.

På den anden side står politikerne i det dilemma, at vælgerne også holder regeringen ansvarlig, hvis den ikke fastholder økonomien på "dydens smalle vej", sikrer budgetmæssig orden, stimulerer ledige til at søge job, fremmer vækst i arbejdsstyrken, hindrer inflation osv.

Regeringer bevæger sig derfor på en knivsæg, når de skal retfærdiggøre sig. Vælgerne "straffer" ikke regeringen, hvis de kan overbevises om, at "nedskæringerne" rammer dem, der "ufortjent" oppebærer offentlige ydelser, eller om, at "nedskæringerne" er nødvendige for at bevare den overleverede velfærdsstat.

Givet at "nedskæringers" positive effekter spredes tyndt og falder i fremtiden, mens ulemper og omkostninger opleves af afgrænsede grupper her og nu, er det ikke en let øvelse. Der er flere dimensioner på spil.

Det handler bl.a. om, at "venstrefløjspartier" opfattes som forsvarere af velfærdsstat, solidaritet, social sikring og retfærd, mens vælgerne er mere skeptiske over for deres evne til at håndtere økonomien. Det forholder sig, mener mange, omvendt, når det drejer sig om "højrefløjspartier". Venstrefløjen har (fortjent/tilranet sig) ejendomsretten til velfærdsstaten, mens højrefløjen ejer "den ansvarlige økonomiske politik".

På den baggrund skulle regeringer med socialdemokratisk deltagelse være bedre skikkede til at gennemføre velfærdsreformer, fordi vælgerne har tiltro til dem på det felt. Mens en borgerlig regering løber en risiko for at blive mistroet og beskyldt for en afvikling af velfærdstanken.

Selvfølgelig er der undtagelser. De borgerlige partier gennemførte således forholdsvis kraftige nedskæringer i perioden frem til midten af 80'erne. Det var muligt, fordi økonomiens krisetegn "åbnede et mulighedsvindue", som borgerligt dominerede regeringer - teorien til trods - kunne bruge til "nedskæringer".

Det gik vældigt godt for regeringen, lige til statsministeren kom for skade at mene, at det gik ufatteligt godt. Krisefornemmelsen drev over. Reformmulighederne forduftede.

Der findes i velfærdsstatens historie en række eksempler på, at krisestemninger har givet mulighed for mere dramatiske løsninger. Det ved politikerne, og det skal man også huske, når man lytter til velfærdsstatsdebatten.

De seneste år er det socialdemokratiske ejerskab til velfærden og den borgerlige til økonomien begyndt at blive rodet rundt. Den socialdemokratisk- radikale regering i 1990'erne kæmpede den gode strid for at erhverve medejendomsret til "den ansvarlige økonomiske politik", mens dens afløser - Fogh Rasmussen regeringen - lige så ihærdigt har kæmpet for at blive aktionær i A/S velfærdsstaten.

Det har på den ene side betydet, at de har nærmet sig hinanden, så det for borgerne kan være vanskeligt at dele sig efter anskuelser. Og det har på den anden side været en medvirkende årsag til udviklingen af kontraktpolitikken og den deraf følgende delvise lammelse af de politiske handlemuligheder.

Det spændende spørgsmål er, hvad det vil betyde for fremtidens velfærdsreformer.

Det spørgsmål kan De, kære læser, få besvaret i morgen, mandag formiddag kl. 10.15 i auditorium U-100 på Syddansk Universitet, hvor De er velkommen til at høre Lotte Bundsgaard (S), Margrethe Vestager (RV) og Henriette Kjær (KF) diskutere med bogens redaktører, hvad der muliggør, og hvad der blokerer reformer af velfærdsstaten.

Jørn Henrik Petersen er professor dr.phil & ph.d. samt prorektor. Klaus Petersen er lektor. Begge på Syddansk Universitet.